Jeg keder mig - indremission.dk
Indre Missions Tidende

09.08.2019

Jeg keder mig

For Gud er det livsfylde og ikke livslængden, det handler om




Den amerikanske opfinder Thomas Edison har en lang række store opfindelser på samvittigheden. Bl.a. telegrafen, glødelampen og fonografen – forgængeren til grammofonen. Edison blev på sine gamle dage spurgt om, hvad han betragtede som det mest kostbare i livet, hvortil han svarede:

    »Det er tiden! Hvad der er gået tabt, er tabt. Man kan ikke købe mere af den«.

At slå tiden ihjel

Christian Bartholdy, Indre Missions tidligere formand, fortæller i sin bog »Tid«, at han engang som dreng kom til sin far og sagde: »Jeg keder mig!«

    Faderen gjorde intet forsøg på at hjælpe sin dreng, men sagde noget, som sønnen aldrig siden glemte:

    »Det må du ikke. Det er umoralsk at kede sig«. Og så fortsætter Bartholdy:

    »Nu forstår jeg ham. Jeg vil sige det på den måde; det er ukristeligt at kede sig. Det hører med til den kristne tro at stole på, at så længe Gud giver os tid, giver han os også noget at bruge den til«.

Tidsfylde

Nutidens mennesker bruger derimod nogle forfærdelige udtryk om tiden, som afslører deres manglende forståelse for tidens værdi: Man taler om »at fordrive tiden« med noget. Eller endnu værre; »at slå tiden ihjel«. Og når vi mennesker generelt taler om tiden, taler vi ofte om et bestemt tidsrum – at tiden har en bestemt længde, men Bibelen har en helt anden forståelse: Livsfylden og ikke livslængden.

    Bibelen bestemmer ikke tiden ud fra bestemte datoer, men ved dens indhold – det vi fylder tiden med. Når Gud værdisætter vores liv, måler han det ikke efter, hvor mange år vi lever. Han ser efter, hvilke værdier vi fylder livet med. For Gud er det altså livsfylden, meningen med livet, og ikke livslængden, det handler om.

    Når vores livs regnskab skal gøres op, måles det derfor ikke i timer, dage og år, men hvad vi fyldte det med. Og netop her kan Bibelens salmebog være en vigtig vejviser: »En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt.« står der i Salme 84 vers 11.

    Det vil med andre ord sige, at der er mere glæde, livsfylde og velsignelse ved bare en enkelt dag i Guds nærhed end mere end to et halvt år, hvor livet var et stort tag-selv-bord!



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter