Indre Missions Tidende

30.11.2018

Kristendom uden dom

Et budskab om håb og frelse blev af de uforstående journalister forvandlet til kold og ufølsom fordømmelse




I denne uge er det 125 år siden, at tragedien i Harboøre satte sindene i kog. Ikke så meget på grund af sorgen over de mange druknede fiskere, men mest på grund af præsten Carl Moes begravelsestale. For de tilrejsende københavnske journalister var det nyt og voldsomt provokerende at høre den karske og ligefremme forkyndelse, som også talte om dom og fortabelse. Og især Politikens Henrik Cavling var så forarget, at alle journalistiske principper måtte vige for et sandt korstog imod de vestjyske dommedagspræster. Hans stærkt tendentiøse og subjektive avisreferater kom til at sætte standarden for den efterfølgende debat.

Et kald til omvendelse

Carl Moes prædiken var fuld af håb og trøst. Men den var også en advarsel til de ikke-troende om at omvende sig, inden det var for sent. Ligesom også Jesus selv advarede sine tilhørere.

    I impuls nr. 24/2018 understreger tidligere biskop Steen Skovsgaard, at budskabet om dommedag både er et glædeligt budskab om det evige håb og en opmuntring til at forvalte vores liv rigtigt. Og han spørger, om kirken er blevet for tavs om dommedag. Måske fordi vi har ladet dem uden for kirken bestemme, hvordan dommedag skal forstås.

    Det var i hvert fald, hvad der skete i 1893. Et budskab om håb og frelse blev af de uforstående journalister forvandlet til kold og ufølsom fordømmelse.

Udgangspunkt i Guds kærlighed

Dommedag er dengang som nu en vigtig del af den kristne forkyndelse. Hvis vi fortier Bibelens klare budskab om, at vi alle en dag skal stå til regnskab for vores liv og vores tro, så forkynder vi ikke længere kristendom. Uanset hvor meget næstekærlighed vi prædiker.

Drukneulykken i Harboøre er blevet kaldt en PR-mæssig katastrofe for Indre Mission, som fra da af var stemplet som en sort og livsfornægtende gruppe fanatikere. Det er måske rigtigt. Men det må aldrig blive en undskyldning for ikke at tale sandt og bibelsk om Guds retfærdighed og om fortabelsens mulighed. Blot det altid bliver med udgangspunkt i Guds kærlighed og ønske om at frelse alle mennesker.



Læs bladet her:

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter