Kristian er ved at vende tilbage til livet - indremission.dk
Indre Missions Tidende

06.04.2014

Kristian er ved at vende tilbage til livet

Efter mange måneders behandling for en alvorlig sygdom er Kristian tilbage på fuld tid i gymnasiet




Varmt solskin, fuglesang og påskeliljer fortæller, at foråret er kommet. For en familie i Skjern følges foråret af en fornyet kraft og tro på fremtiden, efter at deres søn har kæmpet med lymfekræft.

    "Forleden lavede jeg mad sammen med min søn. Det er første gang i lang tid, at vi har kunnet gøre det," fortæller Bernt, der ser frem til at sejle med sønnen.

    Kis og Bernt Kruse er glade og lettede over, at deres 19-årige søn, Kristian, er ved at få kræfterne tilbage og er begyndt at leve livet igen med sine kristne venner. Han forsøger at hænge i på gymnasiet, og han løber og forsøger at komme i form på ny.

    For blot nogle måneder siden var Kristian så dårlig på grund af kræftbehandlingen, at han i de uger, hvor han havde fået kemokur og stråler, kun magtede at ligge på sofaen i stuen.

    "Det er den omvendte verden, at min søn, der burde fare land og rige rundt og være sammen med vennerne, lå i sofaen og faldt i søvn, når jeg holdt ham i hånden. Han havde brug for den samme omsorg, som da han var spæd. Som mor var det hårdt at være en del af, og jeg tænkte, hvorfor han ikke kunne få lov at være ude i livet," fortæller Kis, der er 55 år og arbejder som pædagog.

    Ved siden af hende sidder Bernt, der er 57 år og er lærer på Frøstruphave Efterskole. Lidt senere støder Kristian til ved spisebordet i stuen, hvor interviewet foregår en sen eftermiddag i begyndelsen af marts i Skjern.

Det hele stod stille

I februar sidste år fortalte Kristian sine forældre, at han havde en knude på halsen, og at han syntes, at den var blevet større. Kristian kontaktede lægen, som hurtigt sendte ham til en scanning i Herning. Derfra blev han sendt videre til Holstebro, hvor det efter flere undersøgelser blev konstateret, at han havde lymfekræft.

    Kræften havde spredt sig til milten, så der var en forhøjet risiko for, at han kunne dø af det. Samtidig fik de besked om, at det var en kræftform, hvor der er gode chancer for helbredelse.

    Kis og Bernt husker meget tydeligt den aften, hvor de sad med deres søn i sofaen og hørte en læge fra Herning fortælle, at Kristian højst sandsynligt havde lymfekræft.

   "Det var en frygtelig aften, hvor beskeden kom som et chok. Det hele stod stille, og vi var rystede, som vi aldrig havde været det før. Vi var knust," fortæller forældrene.

    "Vi frygtede, hvad der skulle ske med Kristian. Uvisheden var hård, indtil vi fik den endelige diagnose. Der tændtes et lille håb, da vi fik besked om, at der var gode helbredelsesmuligheder for lymfekræft.

Næsten rart at høre beskeden

Uvisheden var også det sværeste for Kristian.

    "Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg var bange, for jeg vidste ikke, hvad jeg fejlede. Det var nærmest rart at høre beskeden om kræft. Det kunne jeg forholde mig til, og jeg kunne undersøge mere om sygdommen på nettet," fortæller Kristian.

    Han tænkte slet ikke tanken, at han kunne dø.

    "Jeg var overbevist om, at jeg nok skulle blive rask," siger han. "Jeg er ikke sur over, at jeg har fået kræft. Det er de kort, jeg har fået tildelt, og dem må jeg spille så godt, jeg kan."

    Hvor Kristian og hans far reagerede på beskeden ved at forholde sig til fakta og undersøge mere om kræft på nettet, forholdt Kis sig på en hel anden måde.

    "Jeg var vred og bange ved tanken om, at vi kunne miste Kristian. Jeg er både mor, svigermor og bedstemor, og mine børn er det allervigtigste for mig. Det er det, der bærer livet. Det ville være ubærligt, hvis jeg mistede Kristian, så ville jeg miste noget af mit liv. Jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle takle det," siger Kis og bliver helt rørt.

    "Noget af det værste ved at være mor er, at jeg ikke kan leve mine børns liv. Jeg kan ikke tage dem op og skærme dem hele livet igennem. Men hvis jeg havde kunnet, havde jeg taget sygdommen for min søn."

Mor tog orlov

Efter diagnosen blev der med det samme sat en behandling i gang, og fra maj til december fik Kristian 16 kemokure. Derefter gennemgik han 15 strålebehandlinger.

    "Efter den første kemokur tænkte jeg, at jeg nok skulle klare det, hvis det ikke blev værre," fortæller Kristian.

    Men efter den fjerde kur begyndte han virkelig at mærke bivirkningerne.

    "Når jeg kom hjem fra gymnasiet, var jeg udmattet. Efter hånden blev jeg dårligere og dårligere, og jeg havde ikke nogen energi. I ugen efter jeg havde fået kemo, lå jeg bare hjemme. I anden uge forsøgte jeg at passe gymnasiet, men det blev sværere at følge med," forklarer han.

    "Det hårde i det her forløb var, at jeg blev smidt ud i en hel anden hverdag, hvor jeg ikke havde kræfter eller overskud til det, jeg gerne ville.

    Det var meget hårdt for Kis og Bernt at se deres søn miste kræfterne.

    "Jeg kunne ikke holde til at se ham så dårlig. I oktober fik jeg orlov fra mit arbejde til at være hjemme ved Kristian i de uger, hvor han lige havde fået kemo," siger Kis.

    "Det var godt for mig, at mor valgte at blive hjemme. Hun hjalp mig med at tage piller og få væske. Jeg var ikke god nok til at tage det," fortsætter Kristian.

Jeg skal vise dem

Hver 14. dag skulle Kristian til Aarhus og have kemo. I begyndelsen var det meget mor, der kørte, men efterhånden kom far også på banen, og Kristians fire storesøstre.

    "Det var hårdt at se ham koblet til det apparat på sygehuset. Jo blegere Kristian blev, jo dårligere fik jeg det," fortæller Kis. På et tidspunkt fik Kristian nok.

    "Jeg sagde til mor, at jeg syntes, det var deprimerende at have hende med," forklarer han. Når Kristian så sin mor græde, fik det ham til at bide tænderne sammen og kæmpe endnu mere.

    "Jeg tænkte, at nu skal jeg vise dem, at jeg sagtens kan klare det her."

    Når far var med i Aarhus, så de Top Gear og spillede spil.

    "Det var mere hyggeligt at have ham med," griner Kristian, og Bernt tilføjer: "Vi kunne ikke bære at være kede af det hele tiden, så det gjaldt om at finde det sjove i situationen."

Familie og venners støtte

Nogle gange var to af Kristians rigtig gode kammerater med på sygehuset i Aarhus, og de besøgte ham også derhjemme.

    "De har støttet mig hele vejen," siger Kristian, der på et tidspunkt ikke længere magtede at cykle til gymnasiet. En søster satte en indsamling i gang på nettet til en bil, og der blev samlet 15.000 kroner ind.

    "Jeg er dybt imponeret af min vennekreds' støtte," fortæller Kristian.

    Kis og Bernt nævner den støtte, som de fik fra hospitalet og deres arbejdspladser. Men først og fremmest så de familiens tætte sammenhold træde totalt i funktion under Kristians sygdom.

    "Kristians søstre og svogre har hjulpet så meget, og de har haft en evne til at se, hvilken hjælp vi lige havde brug for," forklarer Kis og Bernt.

    Det har også haft stor betydning for Kristian.

    "Nu snakker jeg med dem på et voksent venskabs niveau," siger han.

Forbønnens store betydning

Far og mor og søn trækker forbønnen frem som det bærende.

    "Der er rigtig mange i vore børns netværk, familie og venner i missionshuset, som har bedt for os, og de har spurgt ind til os. Det har været dejligt," fortæller Kis og Bernt, der på et tidspunkt fik god hjælp af en samtale med en rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse.

    "Vi kunne mærke, at Kristians sygdom sled på os," siger Bernt.

    Kristian er overbevist om, at forbønnen nåede derind, hvor selv forældres og søskendes hjælp ikke kunne nå.

    "Jeg er slet ikke i tvivl om, at mine forældre ville have båret meget mere, hvis de kunne. Men der er en kamp, som jeg selv skal kæmpe. Det er mig, der skal igennem sygdommen og klare det. Det kan være en ensom og til tider hård vandring, hvor jeg har oplevet magtesløshed. Her har forbønnen betydet alt, for jeg har aldrig oplevet at være alene," fortæller Kristian.

    Bivirkningerne af kemokure og stråler gjorde også, at Kristian ikke havde overskud til at komme så meget i det kristne fællesskab. Det var også svært at tage sig sammen til bøn og bibellæsning.

    "Det var ret hårdt ikke at blive tanket op åndeligt, og nogle gange var det svært at se, hvor Gud var i det hele. Derfor var det en kæmpe hjælp, at mange bad for mig. Jeg fik det, jeg havde brug for," fortsætter Kristian.

Et vigtigt bibelord

Kort tid efter kræftdiagnosen fik Kis og Bernt nogle bibelord fra Hebræerbrevet 13,5-6, som siden har båret dem. Her står der: "Gud lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke. Derfor kan vi frimodigt sige: Herren er min hjælper, jeg skal ikke frygte, hvad kan et menneske gøre mig?"

    "Det var fantastisk at få sådan et ord, når vi stod midt i en krise og følte os magtesløse. Der er ting, vi ikke forstår, men Gud er så meget større. Jesus vil altid være med os. Det er en tryghed, vi kan hvile i," fortæller Bernt.

    "Bibelordet var med til, at jeg ikke følte mig alene. Hvis Gud ikke var til, var der ikke noget at leve for. Jeg kan ikke holde ud, at Gud gør sådan noget ved Kristian, men uden Gud ville det være meget værre," fortsætter Kis, der ind imellem har været vred, ulykkelig og bange for, hvad der skulle ske.

    "Så har jeg bedt til Gud og sagt, at jeg ikke kunne holde fast i ham. Men hvis han mente det, han sagde i sit ord, måtte han holde fast i mig. Det har jeg fået lov at opleve, at han har gjort."

Jeg skal nok få huen

Mens Kis og Bernt og Kristian har givet et indblik i deres liv, har mørket sænket sig udenfor. Kristian skal videre med sine to gode kammerater til gallakoncert på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing.

    En vigtig dato venter lige om hjørnet.

    "Sidst i april skal jeg til scanning, og jeg får svar i begyndelsen af maj, om jeg er rask," fortæller Kristian. Søstrene har en fest i støbeskeen, når han er erklæret rask. Kristian har også en anden fest i tankerne.

    "Jeg knokler for at indhente alt det forsømte i gymnasiet, og jeg skal nok få min hue til sommer," lover han, inden han glad råber hej og smutter ud ad døren.




Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter