Indre Missions Tidende

16.11.2018

Langt ude

Jo tættere vi er på hinanden, des mindre er risikoen for marginalisering




Da DR-programmet 21 Søndag den 16. oktober bragte et indslag om, hvordan de traditionelle familieværdier er ved at blive kørt ud på et sidespor, valgte DR at opsøge Indre Mission i Harboøre. De gode folk i Harboøre svarede godt for sig og satte ord på den bekymring, der lever i store dele af befolkningen.

    Alligevel sad jeg tilbage med oplevelsen af, at indslaget i sig selv var et eksempel på den marginalisering, som ellers skulle belyses. Af alle steder valgte DR-folkene at rejse længst væk fra hovedstaden, ud i yderste klitrække. Og dermed signalerede man, at »den slags« holdninger er langt ude. Derude, hvor man angiveligt er lidt bagefter.

Nedbryder kløfter

I denne uges impuls kan vi læse, at »langt ude« også er der, hvor man er foran. I Harboøre nytænker Indre Mission sit arbejde og engagerer sig aktivt i lokalmiljøet. Det giver gode relationer, det nedbryder de kløfter, som medierne ellers ynder at fremhæve, og det skaber missionsmuligheder i dagligdagen.

    Ikke alle steder har IM samme muligheder som i Harboøre, men vi kan alle gennemtænke vores relationer med det omgivende samfund og overveje de lokale missionsmuligheder.

    Jo tættere vi er på de mennesker, som vi bor og lever sammen med, des mindre er risikoen for marginalisering og forståelseskløfter. Og des flere muligheder opstår der for at vinde en naturlig taleret ind i vores medmenneskers liv.

Længere ud

Vi vil forkynde Kristus, og vi vil nå længere ud. Langt ud. Det gør man i Harboøre, og det vil vi også gøre i resten af Indre Mission.

    Når vi dømmes »langt ude«, må det opmuntre os til at være endnu mere tydelige og frimodige i vores vidnesbyrd.

Se temasiderne i impuls nr. 23/2018 side 12-22 om Indre Mission i Harboøre.



Læs bladet her:

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter