Mission er en livsstil - indremission.dk
Indre Missions Tidende

13.01.2017

Mission er en livsstil

For Bent Kjær Andersen lå det ikke lige til højrebenet at blive missionær, men nu kan han slet ikke stoppe igen




    Mission har altid været en del af Bent Kjær Andersens liv. Allerede som dreng var han med til at dele indbydelser ud, og som ung sad han i bestyrelsen for et ungdomsfællesskab bestående af unge fra lokale IM-fællesskaber.

    Han voksede op i Sdr. Bork i Vestjylland, i et hjem, hvor bøn og bibellæsning fyldte meget, og hvor der var plads til mennesker, der ikke havde så mange andre steder at gå hen. ”Min far sagde ofte, at vi aldrig må have så travlt, at vi ikke har tid til at drikke en kop kaffe og få en snak med de folk, der har brug for det.”

    Ordene præger Bents liv, og når han er ude at forkynde, tager han ikke hjem, før missionshuset bliver låst af.

    ”Jeg kunne ikke drømme om at tage af sted, inden de sidste går. Det har jeg aldrig gjort. Jeg mener faktisk, det er vigtigt at signalere ’jeg er her, og jeg har ikke travlt med at skulle af sted.’”

    Han synes, det er fantastisk at få lov til at blive lukket ind i så mange menneskers liv, men han tilføjer: ”Man skal være varsom, når man har med mennesker at gøre.”

     Bent er ikke i tvivl om, at når vi lever tæt på Jesus, former han os, så vi bliver i stand til at gå et stykke vej sammen med den, der har brug for det. Det handler om at være der for et andet menneske.

Knæskade gjorde forskellen

Vi sidder i familiens hyggelige stue i parcelhuset i Hjørring, hvor vi har selskab af Tøsen, som er familiens hund. Den vil også gerne være med. Bent siger lidt undskyldende, at de nok forkæler den lidt for meget.

Selvom Bent er vokset op i et hjem præget af mission, bøn og bibellæsning, tænkte han ikke, at han skulle være missionær. Han blev uddannet som smed og troede, han skulle arbejde med det. Gud havde dog andre planer, for lige efter sin tid som soldat fik Bent en knæskade, og hans læge rådede ham til at finde på noget andet. Det blev så til et par år som assistent på soldaterhjemmet i Oksbøl. I den periode mødte han Anna-Margrethe og blev gift med hende.

    Bent var i en periode leder på soldaterhjemmet i Haderslev. Han beskriver lederopgaven som en spændende tid, hvor han fik mange spørgsmål fra soldaterne, og det nød han. Han havde dog brug for mere viden om Bibelen. Så da han og Anna-Margrethe fik tilbudt et ophold på Børkop Højskole i bryllupsgave, var de ikke længe om at sige ja.

    Efter højskolen endte de i Vejle, hvor han havde fået arbejde ved det tidligere forsorgscenter i Brejning. Da forsorgen i 1983 blev lagt ud fra staten til amterne, måtte Bent finde nyt arbejde, og det fandt han som graver ved Faster Kirke uden for Skjern.

    I 1984 blev han valgt som formand for IM i Faster og var desuden blevet fritidsansat i IM. Han var også med i Søndagsskolernes kredsbestyrelse, var med på sommerlejre og fik sammen med sin kone et familiearbejde op at stå. Selvom det næsten var for meget, ser de tilbage på det som en rigtig god tid. Han er sikker på, det er medvirkende til, at deres fire børn også er med i kristent arbejde nu.

    Bent fortæller, at hans tid som formand i Faster IM, udfordrede ham, da det ikke var så nemt at komme igennem med nye tiltag. Mange havde siddet i bestyrelsen i mange år, ”og så kom der sådan en ung knægt ind,” fortæller han. Selvom han oplevede det som lidt af en kamp, var det også en fantastisk modningstid til arbejdet som missionær. Et arbejde, han har haft siden 1999, først i Bedsted (Thy) og nu i Hjørring.

    Anna-Margrethes opbakning og deres fællesskab i bøn er uvurderligt for Bent. Det meste af foråret og sommeren er Bent ikke meget hjemme, da han rejser med teltmissionen. Han glæder sig derfor over, at hun ser det som sit kald at gå alene derhjemme, når han er ude i landet.

Med hjerte, mund og hænder

Teltmission er en stor del af Bents liv, og han brænder især for arbejdet med mennesker med særlige behov. Derfor har han også involveret sig i ”Hjerte, Mund og Hænder” på Haderup Bibelcamping, der er for psykisk udviklingshæmmede og deres pårørende.

    Bent fortæller om en oplevelse fra bibelcampingen. En af aftenerne kunne man komme med et vidnesbyrd, og en af deltagerne gik op til mikrofonen og sagde helt enkelt: ”Ham Jesus, han er godt nok sej, ham kender jeg”. Det umiddelbare vidnesbyrd gjorde stort indtryk på Bent, og han ser noget stort i de oplevelser, han får i arbejdet med dem, der falder uden for gængse normer og kategorier.

    Bent understreger vigtigheden af, at alle oplever at være en del af arbejdsfællesskabet i IM. Han slår fast, at alle kan være med til at lede mennesker til Jesus.

    Vi skal holde øje med, hvad andre er gode til og fortælle dem det, lige som vi skal huske at sige tak, når de har taget opgaven på sig. De skal mærke, at de har værdi og har noget at bidrage med.

    Vi skal også give nye idéer en chance, selvom de måske ikke lige ser ud til at fungere. Han understreger, at vi skal være vågne for muligheder.

    ”Det er så let at få øje på de lukkede døre, men der, hvor der er et lille vindue, der står en lille smule på klem, så lad os da få det lukket op og komme ind.”

    Bare det at hjælpe en anden med at bære en kuffert kan være at vidne. Måske spørger personen, hvorfor du gør det, og det giver dig en chance for at fortælle om Guds kærlighed til alle mennesker.

    Han kunne godt tænke sig, at vi får mission og diakoni til at hænge bedre sammen i IM: ”Det diakonale arbejde er gledet os af hænde. Det er der nogle andre, der tager sig af, og så holder vi os til ordet. Men vi er hele mennesker, og det er hele mennesker, vi er sendt til.”

Gennembryderen

Fritiden er ikke det, Bent har mest at sige om, men han nyder at bruge den sparsomme fritid på hus og have. Og har hans børn brug for en hånd en gang imellem, nyder han også at hjælpe dem. ”At få lov til at vælte en mur, det er slet ikke dårligt” siger han med et stort smil.

    I hans arbejde er det dog ikke ham, der vælter murene; det gør gennembryderen. Han citerer fra Mikas Bog kapitel 2 vers 13: ”Foran dem går gennembryderen … Deres konge går foran dem.” Hvis Bent og hans familie ikke havde gået bag Jesus, så var de kørt fast for længe siden, og de ville have oplevet, at det var blevet meningsløst. ”men her giver det jo virkelig mening, altså, det handler om menneskers frelse,” siger Bent.

    Bent har nogle gange tænkt på, hvorfor Gud har valgt at sætte ham lige præcis der, hvor han er, men når han kigger i bakspejlet, kan han godt se, hvordan Gud har ledet ham.    

Hvad vil du Gud?

Det er vigtigt for Bent at fortælle, at han ikke kunne gøre sit arbejde uden familiens opbakning. Han kunne heller ikke gøre det uden den daglige time med bøn og bibellæsning. Han mener, det er vigtigt at lytte til, hvad Gud vil sige, så bøn ikke bare bliver en ønskeseddel.

    ”Bøn er ikke bare, at vi afleverer en ønskeseddel. Det er i højere grad en samtale, hvor vi giver os tid til at være i stilheden, så Gud får lov til at fylde noget ind i mit liv.”

    Han opfordrer til at springe ud i det, når Gud kalder til en opgave. Gud udruster os, selvom vi synes, at opgaven ikke passer til os. Det oplevede Bent selv, da han fik arbejdet som graver. Han blev ansat på grund af sine fritidsaktiviteter og ikke på grund af faglighed. Det undrede han sig over, og senere spurgte han kirkeværgen til det. Bent fik så at vide, at kirkeværgen slet ikke havde været i tvivl: ”Hvis Gud kalder et menneske ind i et stykke kirkeligt arbejde, så udruster han også til det.”

    Bent fortsætter sikkert med mission i mange år, og selvom han måske skærer lidt ned på teltmissionen, når han får mulighed for at gå på pension, så har han ingen planer om at stoppe helt: ”Nej det kan jeg slet ikke forholde mig til,” slår han fast.



Læs bladet her:

Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter