Missionsbefalingen ophører ikke fordi vi bliver pensionister - indremission.dk
Indre Missions Tidende

23.08.2019

Missionsbefalingen ophører ikke fordi vi bliver pensionister

Overgangen fra arbejdslivet til pensionisttilværelsen kom bag på Johan Schmidt Larsen.




Det var vigtigt for Johan Schmidt Larsen at skabe sig en spændende og meningsfuld tilværelse, da han blev pensionist. Han ville bygge det op om to grundsætninger.

    »Jeg ville være styrmand i mit eget liv og træffe mine egne beslutninger uafhængigt af andres forventninger. Og jeg ville arbejde med det, jeg brændte for,« fortæller Johan, der var missionssekretær i Indre Mission, indtil han gik på pension for tre år siden.

    I årene op til pensioneringen havde han gjort sig mange tanker om den forestående periode.

    »Jeg begyndte at planlægge i god tid, hvad jeg ville bruge mit liv på. Derfor fyldte seniortilværelsen mentalt mere, end min kone syntes om. Hun er syv år yngre end mig og var et helt andet sted med et aktivt arbejdsliv på fuld tid,« siger han.

    Johan kunne mærke, at det var det rette tidspunkt, han stoppede.

    »Jeg skulle rent mentalt bruge mere energi på at klare alle de beslutningsprocesser og ekstra deadlines, som fyldte i den periode i Indre Mission, fordi bevægelsen oplevede store ændringer. Så jeg var glad for at slippe for arbejdspresset,« forklarer han.

Livet er for værdifuldt til, at vi pjatter det væk

Min egen styrmand

Men overgangen fra arbejdslivet til pensionisttilværelsen kom bag på ham.

    »Man kan planlægge og forberede sig alt det, man vil, men man ved ikke, hvordan man reagerer, før man havner i det,« siger Johan.

    »Det første år var ikke let for mig. Det tog mig lang tid at finde ud af, at det var mig selv, der skulle planlægge min hverdag. I mit arbejdsliv havde jeg været vant til, at der lå arbejdsopgaver og ventede på mig, når jeg mødte ind på kontoret.«

    Han har øvet sig i det, han kalder en pensionists privilegium.

    »Det, jeg ikke når i dag, når jeg i morgen eller om uge. Hvis jeg ikke gør det, er det også lige meget,« konstaterer Johan, der har opbygget gode rutiner om sin hverdag.

    »Som pensionist kan man vælge at lave ingenting, men jeg er sådan indrettet, at jeg skal vide, hvad jeg skal lave. Derfor lever jeg rytmemæssigt, som da jeg var på arbejdsmarkedet. Jeg har fem arbejdsdage, hvor jeg er på fra syv til tre, og så holder jeg weekend fra fredag eftermiddag til søndag. Min kalender og ferie er som udgangspunkt indrettet efter min kones, fordi hun stadig er på arbejdsmarkedet.«

Aktivt seniorliv

I tre år har Johan fyldt sin hverdag med nogle af de opgaver, han havde bestemt at bruge sin tid på, når han gik på pension.

    Han er stadig redaktør af Indre Missions hjemmeside filmogtro.dk.

    »Hver fredag er jeg på Indre Missions Hus (IMH), hvor jeg sammen med Anette Hedager arbejder med film&tro og er i kontakt med 25 frivillige, som blandt andet anmelder film. Jeg er glad for min dag på IMH, for jeg sætter stor pris på at møde gamle kolleger og på den måde følge en smule med i, hvad der sker i bevægelsen. Det giver input og socialt fællesskab,« fortæller Johan, der bor i Fredericia.

    Han arbejder hos en bedemand cirka 10 timer om ugen.

    »Det er et praktisk arbejde, hvor jeg kommer ud og møder en masse mennesker, som har nogle andre holdninger og syn på livet. Det lærer jeg meget af,« siger han.

    Johan er fritidsforkynder og nyder kontakten med Indre Missions venner, men han har i de sidste par år været nødt til at skære det lidt ned, fordi skriveopgaverne fylder mere.

    »Jeg har fået mere tid til at skrive artikler til bladet impuls. Jeg har lige skrevet bogen Tredje halvleg, og jeg pusler med et andet bogprojekt,« siger han.

    Johan har også forskellige frivillige opgaver i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia, og derudover tager han en gang om ugen i træningscenter og løber.

    »Jeg gør det for at holde mig i form og styrke en svag ryg,« fortæller Johan, der ikke går af vejen for en god snak om kristendom og kirke, når han træner.

    »Jeg er et socialt menneske, som ikke kan lade være at snakke med andre mennesker om liv og tro.«

Lidt mindre tempo

Johan slår en pløk igennem den forestilling, at mennesker har uanede mængder af tid til forskellige opgaver, når de bliver pensionister.

    »Jeg oplever det nogle gange som en byrde, når jeg bliver spurgt om en ny opgave, fordi mange tænker, at jeg har masser af tid, men det har jeg ikke. Lige nu har jeg lige, hvad jeg kan overkomme,« forklarer Johan.

    Han kan ikke længere opretholde det samme arbejdstempo som før.

    »Jeg kan mærke, at tingene skal foregå i et lidt lavere tempo. Jeg skal bruge mere energi på at lave mine ting end tidligere, og det har betydning for, hvor meget jeg involverer mig i nye opgaver,« fortæller han og nævner et af plusserne ved at være nået senioralderen.

    »Det er en styrke, at jeg ikke hele tiden skal sætte spørgsmålstegn ved, hvem jeg er, om jeg er god nok, eller om jeg har gjort mig fortjent til noget. Jeg kan hvile i mig selv, for jeg ved, hvad jeg gerne vil, og hvad jeg ikke vil.«

Gud er mere blevet en far end en ønskebrønd

    Johan oplever ikke, at han bliver set ned på, fordi han er blevet én af landets mange pensionister. Han mener, at der er brug for det grå guld.

    »Hvis man bare ser ud over Indre Mission og folkekirken i dag og sorterer det grå guld fra, hvad ville der så være tilbage? Jeg vil påstå, at 50 procent af dem, der er engageret og holder motoren i gang, er seniorer,« understreger Johan.

Hos min far

Det betyder meget for ham, at han kan bruge mere tid i det åndelige motionscenter.

    »Hver morgen bruger jeg god tid på at bede, læse i Bibelen eller i noget opbyggeligt litteratur,« forklarer Johan. Han synes, at hans billede af Gud har ændret sig med alderen. Han er mere blevet en far end en ønskebrønd.

    Førhen bad jeg meget for ting, der fyldte mig, men lige nu er det lige så vigtigt, at jeg bare er sammen med min himmelske far. Jeg snakker lidt med ham, jeg hviler ud hos ham, finder styrke til hverdagen og lægger mine ønsker frem for ham,« siger Johan.

    »Bagefter oplever jeg, at jeg bliver sendt ud i hverdagen for at gøre de ting, han kalder mig til. Det er lidt som at gå i nogle forudberedte gerninger.«

Vi skal ikke pjatte det væk

Johan slår fast, at Guds kald ikke stopper, fordi man når de 65.

    »Missionsbefalingen ophører ikke, fordi vi bliver pensionister. Vi er skabt til at være en del af et fællesskab og foretage os noget meningsfyldt. Det kan godt være, at det foregår i et andet tempo, men den glædelige forpligtelse i at være med i det kristne fællesskab og i Guds mission slipper vi ikke for, før vi dør,« forklarer Johan, der ikke er meget for, at man som pensionist bruger al sin tid på at realisere sig selv.

    »Jeg er betænkelig ved de pensionister, som udelukkende stræber efter at lave alt det, de ikke nåede, da de var arbejdsaktive. Der skal naturligvis være plads til, at vi laver nogle af de ting, vi ikke nåede før, men hvis vi kun forfølger vores egne drømme og behov, går vi forkert i byen, og vi mister Guds mening med os. Livet er for værdifuldt til, at vi pjatter det væk.«

Jeg er begyndt på nedstigningen

Johan er realistisk om, hvor han er i livet. Han inddeler det i en opstigning og en nedstigning.

    »I barndommen og ungdommen er vores liv en opstigning, hvor arbejdet fylder meget. I manddommen og alderdommen begynder nedstigningen, og vi får brug for at skære ned i antallet af opgaver. Jo ældre vi bliver, jo færre bliver opgaverne, og jo mindre magter vi fysisk og mentalt,« forklarer Johan.

    »Jeg er begyndt på nedstigningen. Der vil komme en dag, hvor jeg må sige nej til at holde møder, og hvor min primære mission bliver at bede.

    Lige nu øver jeg mig i at få en god nedstigning, hvor jeg både ser livet og døden i øjnene, og mens jeg gør det, vil jeg leve et taknemmeligt liv for fuld skrue.«



Læs bladet her:

Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter