Indre Missions Tidende

20.04.2018

Missionshuset skal ikke være et showroom

Kirkens dagligstue er ikke for de perfekte, mener Jørgen Møller, der er formand for IM-fællesskabet i Stjær-Galten




Når Jørgen Møller kommer hjem fra arbejdet som direktør for Patentgruppen i Aarhus, kobler han totalt af med en tur på motionscykel i stuen, eller han flader ud i sofaen med en bog og en kop kaffe.

    Den samme afslappede atmosfære oplever han i missionshuset i Stjær-Galten, som han beskriver som kirkens dagligstue for dem, der kommer i IM-fællesskabet.

    "Vi prøver at være rummelige i vores fællesskab, for der skal være plads til alle, til de indadvendte og til typer som mig," griner Jørgen, som er et udadvendt og iderigt menneske på 52 år.

    "Her kan vi smide slipset, som jeg normalt ikke går med. Jeg kan være den, jeg er, uden at nogen stiller krav til mig."

    Det er der en bestemt grund til.

    "Vi forsøger at skabe et fællesskab, som er et åndehul for den enkelte i en hektisk hverdag. Vi ønsker en atmosfære lidt som et familieliv med både mere og mindre spændende dage, hvor tingene ikke er så perfekte. Vi bruger tid på, at vores møder har kvalitet, men de er ikke et showroom, hvor vi skal blære os med det, vi kan. Den grå hverdag hører altså også til i menigheden. Ellers bliver vi nydelsessyge og elitære.

    Hvis det nydelse, perfekthed og succes mennesker søger efter, så finder de det nok ikke her," forklarer Jørgen, der er formand for et fællesskab, hvor der i snit kommer 40-50 til møderne.

Afkald på muligheder

"Det er, som om at vi har taget kravet om perfekthed med ind i det kristne fællesskab, så dagligstuen bliver et sted, hvor vi skal præstere. Det er ærgerligt, for det skal være et trygt sted, hvor der er plads til den enkelte. Jeg ville ønske, at vi kunne slippe for, at alt var så hjerteskærende perfekt, og at vi kunne stille færre krav til hinanden, om hvordan vi skulle være, og hvad vi skal kunne gøre for at passe ind," fortsætter han eftertænksomt.

    "Det gælder om at se den styrke, der er i, at vi er forskellige mennesker, som mødes i samme dagligstue. Her kan vi støtte og opbygge hinanden til at være kristne i hverdagen og på arbejdspladsen. Vi kan drøfte den forkyndelse, vi hører i kirken. Det kræver, at vi er villige til at komme længere ind end til entreen. Det gælder både de, der ser os udefra, men i særdeleshed os, der kommer i missionshuset."

Det er, som om at vi har taget kravet om perfekthed med ind i det kristne fællesskab

    Indre Mission i Stjær-Galten ser det som en væsentlig opgave at støtte op om dem, der er engageret i aktiviteter for børn og unge og i menighedsrådene i de fire til fem sogne i området.

    "Vi vil gerne sørge for, at de kan få fyldt på i dagligstuen. Men hvis vi skal kunne gøre det på en god måde i fremtiden, er det vigtigt, at unge familier i området vil være med til det. Ellers er fødekæden brudt, og vi kan ikke forsyne vores aktiviteter med ledere, og så bliver det vanskeligere at lave udadrettede aktiviteter," forklarer Jørgen.

    "Vi står over for en udfordrende opgave, for der bor mange unge kristne familier i området. De kan vælge mellem vores fællesskab i missionshuset, en supergod valgmenighed eller, som nogen gør det, at køre til Aarhus.

    Vi har valgt, at vi vil gøre lidt mere opmærksom på os selv ved at besøge familierne og invitere til dem til at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor vi støtter hinanden."

    Jørgen kan godt forstå de familier, der vælger at komme i en menighed, hvor de kan få det hele frem for at skulle afsted to gange om ugen - til møde i missionshuset og til gudstjeneste i kirken.

    "Men vi betaler en pris, hvis vi alle gør det, for alsidigheden og mangfoldigheden går tabt. Hvis alle vælger valg-og frimenigheder, så kan det vel nemt blive lidt ensrettet. Også på det sociale plan. Hvor meget plads bliver der til dem, der har svært ved at sætte ord på deres åndelighed, ikke siger så meget eller måske har decideret angst over for større fællesskaber? Det er ikke alle, der trives, når det bliver for stort og veldrevet," forklarer formanden.

Risikoen ved at lukke sig om sig selv

"Alle kristne fællesskaber står i fare for at lukke sig om sig selv og ikke have fokus på mission. Risikoen bliver ikke mindre, hvis man skærer båndene over til folkekirken. Der kan være mange gode grunde til at gøre det, men der er også mange gode grunde til at beholde båndene til folkekirken. Der er liv i de rammer, og der sker en masse ting, vi ikke kan måle," understreger Jørgen.

    "En måde ikke at lukke sig om sig selv er at lave fællesskaber i folkekirken. Det ligger lige for at gøre det."

    I Stjær-Galten er de begyndt på det.

    "Men det er slet ikke nok. Vi har rykket én af vores børneklubber over i kirkens lokaler i forsøget på at komme i kontakt med flere, der benytter kirkens tilbud," siger Jørgen.

    "Vi er taknemmelige over, at den lokale præst støtter op om projektet samt de ledere, der har valgt at tage det daglige hårde arbejde."

    Han og familien har valgt at komme i folkekirken og benytter IM-fællesskabet som en dagligstue, hvor de kan få tanket op.

    "Vi bestemmer ikke, hvad præsterne forkynder, men vi bestemmer, hvad der forkyndes i vores missionshus. Det er ekstremt vigtigt for mig, at der lyder et sandt evangelisk budskab, så mennesker møder Jesus," pointerer formanden.

Indre Mission er i min optik mere aktuel end nogensinde. Måske kræver det bare en 'control-alt-delete'-genstart

    "Jeg mindes ikke, at jeg er kommet hjem fra en gudstjeneste uden at være provokeret af det, jeg har hørt. Så har jeg lige skullet tjekke nogle ting, eller jeg har drøftet det med nogle i missionshuset."

    Jørgen er på ingen måde imod fri- og valgmenigheder.

    "Jeg er totalt tilhænger af vores lokale valgmenighed, men mulighederne i folkekirken stadig er enorme og slet ikke udtømte. Indre Mission er i min optik mere aktuel end nogensinde. Måske kræver det bare en 'control-alt-delete'-genstart."

Et håb for Danmark

Jørgen kom ikke i et missionshus som barn, men han har oplevet, hvilken værdi et lokalt IM-fællesskab kan have som en dagligstue.

    Derfor har han et ønske til landsledelsen i Indre Mission:

    "Jeg håber, at den kan hjælpe græsrødderne til at blive tændte for visionen om at være kirkens dagligstue. Det er en svær opgave, men jeg tror, at det kan betyde en vækkelse ind i folkekirken," siger Jørgen.

    "Jeg synes faktisk, at landsledelsen allerede er meget tydelig og brænder for dette. Det er bare ikke en nem opgave, da indsatsen i dag tilsyneladende skal markedsføres i højere grad end tidligere.

    Jeg håber, at vi med IM's geniale koncept stadig kan være aktuelle og byde ind, sådan at vi i fremtidens Danmark oplever, at vi vender os mod Jesus, både i fri- og valgmenigheder, men også i de hundredvis af kirker i Danmark, hvor der hver eneste søndag bliver læst op fra Guds ord. Indre Mission har en historisk opgave her, og lad os da bede om, at Gud sender medarbejdere, og ikke have ondt af os selv over, at opgaven virker så stor!"



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter