Indre Missions Tidende

30.06.2017

Mørkholt er en unik plads

Mørkholt Strand Camping fylder 40 år. Det er en missionsmark af dimensioner




"Mørkholt er ikke et missionshus, men et hus for mission." Sådan lyder det fra campingchef Kristian Lymann Iversen om Mørkholt Strand Camping, som den 26. juni i år kunne fejre sit 40-årsjubilæum.

    Han har stort fokus på, at pladsens gæster kan være sammen på tværs, uanset om de har tilknytning til kirken eller ej. Kristian understreger, at Mørkholt netop kan skabe et rum for samvær de forskellige gæster imellem. Det kan både være med til at nedbryde fordomme på begge sider og skabe grobund for vidnesbyrd:

    "Mange gæster er nysgerrige i forhold til det kristne, og de skal have et godt sted at stille spørgsmål og finde svar, og det har de her på Mørkholt. Det er en missionsmark af dimensioner," vurderer Kristian.

Et godt blandingsforhold

Kristians vision for Mørkholt er at opretholde et godt forhold mellem gæster, der har tilknytning til kirken, og gæster der ikke har. Det er netop ikke intentionen at gøre Mørkholt Strand Camping til en plads udelukkende for gæster med tilknytning til kirken. Derfor har Kristian for eksempel også sagt nej, når folk har spurgt, om de må dele traktater ud i forteltene.

    "Det skal være sådan, at man kan komme herned og bo uden at blive konfronteret med kirkelige budskaber. For vi er jo en offentlig campingplads," understreger han.

Se dig tilbage

Det kan imidlertid være en udfordring at få campingpladsens gæster med forskellig baggrund til at spille sammen.

    "Nogle grupper af gæster er kun sammen her på Mørkholt i forbindelse med bibelcamping. Det er et årligt træf," siger Kristian og tilføjer, at han indimellem hører fra campister uden tilknytning til kirken, at de føler sig udelukkede fra fællesskabet. Det er en udfordring, som campingchefen gerne tager op igen og igen.

    "Jeg prøver så vidt muligt at sige til bibelcampinggæsterne, at de skal 'se sig tilbage'. Er der nogen, der står og gerne vil med?"

    Kristian glæder sig også over, at campingpladsen bliver brugt af efterskoler fra lokalområdet, som ikke har tilknytning til IM. De har nogle overnatninger i forbindelse med deres afslutning af efterskoleopholdet.

Flere børnefamilier

Kristian ser også en udfordring i at få flere bibelcampinggæster til at bruge pladsen resten af året.

    "Størstedelen af dem, der deltager i bibelcamping, er ikke campister. De er kun arrangementsdeltagere og har ingen intentioner om at campere som sådan. De fleste af dem ønsker at deltage mest muligt i fællesskaberne, også rundt omkring i forteltene. Og selvom jeg glæder mig meget over det, er det også en udfordring," konstaterer campingchefen.

    Modsat er det en glæde, at der er flere fastliggere med tilknytning til kirken end tidligere.

    "Segmentet for sæsongæster er også sat anderledes sammen i dag, fordi det består af flere børnefamilier, hvor det førhen var mange seniorer. Pladsen skal være vidtspændende, så vi har alle typer repræsenteret. Familier er også med til at skabe oplevelser for seniorerne."

En unik plads

Det er Indre Mission, der ejer Mørkholt Strand Camping, og IM's hovedbestyrelse har besluttet, at Mørkholts primære fokus er at drive mission. Men samtidig skal campingpladsen drives ud fra nogle virksomhedsprincipper, der sikrer, at det samlede regnskab balancerer. Med denne beslutning er kritiske røster om Mørkholt Strand Campings berettigelse som en af Indre Missions virksomheder stort set forstummet.

    Det har været vigtigt for campingchefen at få udstukket en retning for Mørkholt, der var godkendt af IM's hovedbestyrelse og økonomiudvalg. Han tænker tilbage på de første år, hvor det var meget op til ham selv at finde ud af, hvad der var det rigtige at gøre.

    "Jeg anede virkelig ikke, om jeg arbejdede med eller imod Indre Mission," husker han.

    På baggrund af den gode dialog mellem Indre Missions virksomhedschef, hovedbestyrelsen og økonomiudvalget har det været muligt at forventningsafstemme og lave en 2025-plan for Mørkholt Strand Camping.

    "Mørkholt er en unik plads, som har en helt bestemt funktion, og det er at være til for det kirkelige segment," slår Kristian fast. Visionen er at skabe et samlingssted for kristne og kirkelige organisationer i Norden, hvor der er kristne arrangementer året rundt.

Klar strategi

    Kristian, der blev campingchef i 2013, glæder sig over, at campingpladsen er inde i en god udvikling. Han har en klar strategi for at trække folk til Mørkholt:

    "Jeg fokuserer først og fremmest på drift set ud fra et gæstesynspunkt: Hvordan oplever gæsterne vores plads? Oplever de den som velfungerende, så har de også lyst til at komme igen. Og så vil det også afstedkomme en større omsætning," siger han.

    Lige nu er en spørgeskemaundersøgelse under udarbejdelse i forbindelse med virksomhedsplanen for Mørkholt. Den vil højst sandsynligt blive brugt over telefonen i forbindelse med booking og skal tegne et billede af pladsens gæster.

    "Vi skal ikke tro, hvorfor vores gæster kommer. Vi skal vide, hvorfor de kommer," siger den optimistiske campingchef.

Mørkholts historie

1975: Indre Mission køber den nuværende plads for Mørkholt Strand Camping. Rigtig mange frivillige er de følgende år med til at indrette campingpladsen.

1976: Der afholdes bibelcamping under lidt primitive forhold på grund af arbejdet med at anlægge pladsen.

1977: Pladsen godkendes som offentlig campingplads.

    Siden er der sket rigtig meget. Der er blandt andet bygget hytter, bygget bolig til campingchefen, anlagt pool og minigolfbane, renoveret servicebygninger og opsat badebro ved stranden. Mørkholt Strand Camping er i dag en 3-stjernet campingplads.

 

Stadig ledige pladser

Det er tidligere skrevet, at camping for bedsteforældre og børnebørn på Mørkholt i 2018 er fuldt booket. Dette er ikke korrekt. Der er stadig ledige pladser at få.




Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter