Nåden er for stor

Hvis du synes, du ikke har fortjent frelsen, får du den. Hvis du synes, du har fortjent frelsen, får du den ikke, forklarer Jim Pfrogner

Farisæerne og de skriftkloge kan ikke forstå, hvorfor Jesus spiser sammen med toldere. Så lignelsen er Jesus' svar til dem. Og svaret er et paradoks sagt i kærlighed og formaning: Hvis du synes, at du ikke har fortjent frelsen, så har du ret! Men fordi du kommer til mig, så vil jeg frelse dig. Hvis du derimod synes, at du er retfærdig, så bliver du ikke frelst, forklarer Jim Pfrogner, der er ungdomskonsulent i IMU.

    "Den yngste søn er et billede på en tolder. Da han beder om sin del af arven for at rejse væk, viser han sin far, som er et billede på Jesus, at han ikke stoler på ham. Det er farens opgave at sørge for sine sønner, så længe han lever. Sønnen er dog ikke ond, men rebelsk, og det er faktisk meget menneskeligt," mener Jim Pfrogner.

Ydmyger sig selv

I Mellemøsten er familien det allervigtigste. Derfor prøver sønnen at skaffe sig en ny familie i det fremmede land. Han fester og får mange nye venner. Men da hungersnøden kommer, sørger hans venner kun for deres egne rigtige familier. Han er meget sulten og tænker på, hvordan han skal lokke sin far til at tage ham til nåde igen, så han kan få noget at spise. Og så rejser han hjem, forklarer Jim.

    "Men hvorfor ser faren sønnen? Fordi han har spejdet efter ham! Han har længe håbet på, at hans søn ville komme hjem igen. Så faren løber afsted for at tage imod ham, inden landsbyen får øje på sønnen. De er nemlig vrede på sønnen, fordi han har spildt alle sine penge. Og faren ydmyger sig selv, for med hans status løber man ikke! Og da faren kysser sin søn, går det op for sønnen, at hans far faktisk elsker ham!"

To fortabte sønner

"I Bibelen har lignelsen fået navnet 'Den fortabte søn'. Men begge sønner er fortabte," siger Jim. Han forklarer, at i Mellemøsten skal den ældste søn være mægler, hvis der opstår problemer mellem faren og en anden søn.

    "Men hvor var den ældste søn i lignelsens begyndelse? Han svigtede sin opgave. Og nu, hvor han opdager, at faren holder fest for den yngste søn, har den ældste søn ikke mere at skulle have sagt, for at man spiser sammen betyder, at man har sluttet fred."

    Alligevel bliver den ældste søn vred og vil ikke gå ind til festen. Hans opgave ved festen var ellers, at han skulle være tjener. Det vil sige, at han skulle vise gæsterne på plads og opvarte sin far og sin lillebror, som var æresgæst. På den måde demonstrerede faren overfor hele landsbyen, at den yngste søn var accepteret som en del af familien og landsbyen igen, forklarer ungdomskonsulenten.

    "Det er skamfuldt for faren, at den ældste søn ikke vil gå ind til festen. Normalt ville faren vente med at tale med sin søn til efter festen, men han går derud med det samme, hvilket er endnu en ydmygelse for faren. I Mellemøsten begynder en søn altid en sætning til sin far med 'Far' af respekt for ham. Men nu siger den ældste søn pludselig noget, der svarer til: 'Hey! Hør lige her!' Han udviser altså ingen respekt for sin far, og det er ligeså ydmygende for faren, som at hans yngste søn krævede sin arv og rejste."

Nåden er for stor

"Den ældste søn er et billede på en farisæer, som tænker mere på sin egen arv, end på at hans lillebror er blevet frelst. Den kulturelle tradition er, at den ældste søn altid får to tredjedele af arven, men fordi den yngste søn igen er en del af familien, er han igen berettiget til en tredjedel af den tilbageværende arv. Og nu siger han også 'din søn' og ikke 'min bror' om sin lillebror, og han begynder at beskylde lillebroren for at have været sammen med prostituerede.

    Det er tydeligt, at den ældste søn, farisæeren, mener, at det kun er hans slags, der kan blive frelst. Jesus' nåde er simpelthen for stor, og det kan han ikke lide," forklarer Jim.

    "Jesus anklager altså farisæerne for ikke at hjælpe andre mennesker til frelsen, men at presse dem ud i fortabelsen. Jeg kan let genkende den ældste søn i mit eget liv og husker derfor mig selv på, at jeg aldrig må dømme andre mennesker."

 

Evangelieteksten til 3. søndag efter trinitatis er fra Luk. 15, 11-32. Find den online hos Bibelselskabet.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Jesus kom til Emrah i en drøm
Emrah er flygtet fra Tyrkiet, fordi han er blevet kristen. Nu er han frivillig i den tyrkiske menighed i København og bruger tid på at evangelisere…
Alt er tilladt men ikke alt er morsomt
Standupkomikeren Jakob Svendsen har ikke mange hellige køer, men tror på en hellig Gud.
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…

Annoncer