På et år har Else begravet en søn og sin mand - indremission.dk
Indre Missions Tidende

23.02.2014

På et år har Else begravet en søn og sin mand

Gud har svaret på mange af Elses bønner, men hun kan ikke forstå, hvorfor hendes søn skulle dø




Det er ubegribeligt, at 65-årige Else Kjær fra Odder stadig står oprejst og kan nyde de små forårsbebudere i haven. På kort tid har hun gennemlevet mere end de fleste. Først sad hun ved sin voksne søns kiste, og et år senere fulgte hun sin mand til graven.

    "Jeg er så gal på Gud, især fordi han har taget min søn Peter. Min mand Erik blev 65 år, og han havde haft et godt liv. Men Peter var 35 år og havde mange år foran sig med arbejde og familie. Jeg kan ikke få øje på én fornuftig ting ved, at Peter er død. Jeg kommer ikke til at forstå det, men jeg må lære at acceptere det," siger Else bestemt.

    Hun var gift med Erik i 42 år, og de fik fire børn: Trine, Peter, Kristian og Anne.

Min søn svandt ind

Det var et slag i maven, da Else og Erik hørte, at Peter havde fået modermærkekræft.

    "Vi blev bange, men vi troede, at lægerne kunne klare det," fortæller Else. De gjorde alt for at støtte Peter, hans kone Marianne og deres fire børn.

    "Det er en balancegang at være forældre, men vi satte os det mål ikke at blande os mere, end de var interesseret i. Peter ringede og fortalte, når der var svar på behandlinger. Så kunne vi græde lidt, og så var det op på hesten og videre."

    Peter kæmpede med kræften i to et halvt år, indtil han døde i marts 2012.

    "Det var hårdt for mig at se min store, gode og hjælpsomme søn, der havde uanede kræfter, svinde ind til ingenting og ikke en gang kunne løfte en kop," siger Else.

    Mange bad for Peter, men han blev ikke rask.

    "Når jeg klagede til Erik, at det ikke var okay, at andre fik lov at bede en slægtning rask, men det gjorde vi ikke, så sagde han: Det skal du ikke bestemme."

Styrken i gensynet

I den sidste uge af Peters liv skiftedes kvinderne i familien til at være ved Peter om natten, for Marianne var nedslidt.

    "Jeg var der den sidste nat, han levede. Næste formiddag sagde jeg til ham: Peter, du kan give slip nu. Du har været en god søn," fortæller Else.

    "Jeg havde meget svært ved at overlade vagten til en anden og køre hjem."

    Nogle timer senere den dag døde Peter, og da han skulle synges ud, hørte Else nogle ord, der gjorde en verden til forskel.

    "Min datter, Trine, havde sagt farvel til Peter med ordene: 'Hvis ikke vi ses, så ses vi i himlen.' – 'Ja, det gør vi,' sagde Peter. - Det var fantastisk at høre. Det er dér, vi har hentet vores styrke til at klare tingene, mens det stod på og i den efterfølgende tid," forklarer Else.

    "Peters begravelse bar præg af håbet om gensyn, og da jeg sad ved min søns kiste i kirken, var jeg også lidt stolt som mor over at høre om det, han havde betydet for mennesker."

Sammen om Peters forløb

Erik sad ved siden af Else i kirken. Han ville gerne have båret sin søns kiste, men han turde ikke. Han var for svag. Et halvt år forinden havde Erik fået konstateret kræft i bugspytkirtlen.

    "Jeg bad til Gud om, at Erik måtte være her og hjælpe, når Peter døde, og det fik jeg opfyldt. Det var meget værd, at vi kunne være sammen om Peters forløb," siger Else.

    Efter Peters begravelse gjorde Else og Erik og resten af familien alt for at støtte Marianne, for hun skulle takle både sin egen og børnenes sorg. Blandt andet købte Erik familiens hus, så Marianne og børnene kunne blive boende.

    Samtidig med, at Else hjalp Marianne, havde hun nok at se til derhjemme.

    "I den periode, hvor jeg både havde en kræftsyg søn og mand, sov jeg meget. Jeg var ikke med Peter på sygehuset, det var Marianne, men jeg fulgtes med Erik til alt, og det trætter," fortæller Else.

    "Efter Peters død måtte jeg koncentrere mig om Erik, så der var ikke tid og plads til, at jeg kunne sørge over min søn. Jeg har nok skubbet sorgen til side."

Han lå med et smil

To dage før Eriks død i april sidste år, nåede han at være med til generalforsamling på Skrødstrup Efterskole, hvor han var formand. Dagen efter blev han indlagt, men lægerne kunne ikke stille noget op. Han kom hjem, og her døde han omgivet af sin kære familie.

    "Ingen kan forklare, hvorfor han lå med et smil, da han var blevet gjort i stand, men min første tanke var, og det sagde jeg til børnene: 'Se, far smiler, det er nok, fordi han har mødt Peter'. På en eller anden måde var der en trøst i det," siger Else.

    Hun er glad for, at hun fik tid med sin søn og mand, da de var kræftsyge.

    "Selv om det er hårdt med syge mennesker, så giver et sygdomsforløb en chance for at snakke om tingene og sige farvel," forklarer hun.

    "Det var en stor hjælp for mig, at Erik ordnede mange ting, mens han levede. For eksempel har han sørget for, at jeg kan bo her i flere år."

Sådan vil jeg huske min søn

Den tid vil Else blandt andet bruge på at rydde op i hendes og Eriks ting. Flere fyldte kasser i entreen vidner om, at hun er i gang.

    "Jeg tænker lidt, at det er min måde at sørge på. Det er en proces, jeg er i gang med," siger Else, der har gemt flere gode minder om Erik, blandt andet en bedstefartrøje, som dufter af ham.

    "Jeg har også gemt den sidste sms, Peter sendte mig."

    Else løfter mobiltelefonen og smiler. Hun finder et billede, hvor han sidder stolt på sin blå motorcykel.

    "Sådan vil jeg gerne huske min søn." Hun fortsætter:

    "I dag tænker jeg nok mere på børn, svigerbørn og børnebørn end på dem, der er døde. Dem kan jeg ikke gøre mere for. Men savnet er der. Det sværeste er de gange, jeg tænker, at det skulle jeg lige have fortalt Erik, men det kan jeg jo ikke.

    I nogle sekunder kan jeg også tænke, at Peter nok kommer, men det ved jeg godt, at han ikke gør. Det er bevidstheden om det, der gør ondt."

Min overlevelse

Else kommer med et enkelt svar på, hvordan hun har klaret at miste både en søn og en ægtefælle på så kort tid.

    "Jeg er blevet båret gennem forbøn, ellers havde jeg ikke kunne overleve," forklarer hun.

    "Gud har hjulpet mig på mange måder. Han har bare ikke gjort, hvad jeg har sagt, da jeg bad om, at de måtte leve."

    Else har også fået støtte fra en anden kant. Tidligt i forløbet med Peter, kunne datteren Anne, der er psykolog, se, at hendes mor havde brug for hjælp.

    "Jeg var helt nede i kulkælderen, og Anne sagde, at hun syntes, at jeg skulle gå til læge og bede om noget medicin, der kunne hjælpe mig. Jeg tager stadig pillerne, og lægen bestemmer, hvornår jeg kan trappe ud af dem," fortæller Else.

Har selv ordnet kloakken

"Der er ikke andre, der skal lære mig, hvordan jeg skal sørge. Når jeg er ked af det, kører jeg over til min veninde og snakker. Det er vigtigt, at man snakker meget med dem, der er i samme skuffe," pointerer Else.

    "Vi har også et stærkt familiesammenhold, og vi snakker om både Peter og Erik."

    Det generer hende ikke at være alene i det store hus. Det er hun vant til, fordi Erik ofte var ude at rejse som centerchef på Teknologisk Institut i Aarhus. Men nu skal hun selv klare mange af de ting, som Erik tog sig af.

    "Jeg har været ude at købe en ny bil, og jeg har selv ordnet en kloak, der var stoppet," remser Else stolt op blandt de ting, hun er blevet kastet ud i.

Jeg vil ikke kaldes enke

Før ville det have været flovt at bede andre om hjælp til praktiske ting, men en dag sidste sommer fik Else en god ide.

    "Bibelkredsen var med på at ordne haven, mens jeg lavede aftensmad og aftenkaffe. Det blev sådan en dejlig dag, hvor vi hyggede og grinede og var sammen på en anden måde, end vi plejer. Jeg gør det igen til foråret," smiler Else, der har sin gang i Indre Mission i Odder.

    Hun har ved flere lejligheder oplevet, at hun efter Eriks død har fået en anden status i folks øjne.

    "Det er det, der har irriteret mig mest. Flere har omtalt mig som enke, og det er jo ikke forkert, men jeg kan ikke fordrage det ord. Det er, som om jeg er hoppet over i en anden kasse efter Eriks død. Jeg vil ikke kaldes enke, jeg er stadig Else."



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter