Rum for mission - indremission.dk
Indre Missions Tidende

28.06.2019

Rum for mission

Mission står og falder ikke med missionshuse og mødetelte. Men de er en god hjælp




Mission handler om at møde mennesker. Møde dem på en måde, som giver anledning til at dele evangeliet, både med ord og handlinger. Nogle af den slags møder opstår naturligt i vores daglige relationer til kolleger, naboer og venner. Men ofte har vi også brug for særlige rum og anledninger, der kan skabe gode rammer omkring mødet og forkyndelsen. Det er derfor, vi har missionshuse. Huse som er særligt indrettet som gode rammer for fællesskab og forkyndelse. Her skaber vi rum for mission.

Nye muligheder

Det er også dette, der er fokus på, når lokale fællesskaber i dag renoverer, udvider eller bygger nyt, som de for eksempel lige har gjort i Jelling. Til indvielsen bemærkede flere fremmødte de åbne, lyse og imødekommende lokaler. Og formanden understreger, at nye rammer giver nye muligheder.

    Rammerne er vigtige. Ikke for indholdet, men for mulighederne for at åbne fællesskabet og skabe møder med mennesker. Derfor er der også mission i mursten.

Mobile missionshuse

Det samme gælder mødeteltene, som impuls også fortæller om i nr. 13/2019. De bliver blandt andet kaldt for mobile missionshuse. Også her er rammerne vigtige for at give rum for mission.

    Teltene giver særlige muligheder, både via deres tidsbegrænsede placering, deres indretning og omgivelser. Mange steder udnytter man mødeteltene med program og aktiviteter hele dagen. Det handler om at udnytte rammerne og få så meget mission ud af det som muligt.

    Mission står og falder ikke med missionshusene. Heller ikke med mødeteltene. Men de er en god hjælp. Og hvis vi bruger lige så mange kræfter på at åbne og invitere ind i fællesskabet, som vi bruger på at lægge program og afvikle møder, så er der virkelig rum for mission.



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter