Smid ikke barnet ud med dåbsvandet

Folkekirken er i en dyb troværdighedskrise pga. en dåbsteologi, der sejler

Bliver vi Guds børn i dåben, eller er vi det i forvejen? Dette spørgsmål er blevet debatteret i folkekirken det sidste års tid.

    Da jeg begyndte som præst for mere end 30 år siden, var det mainstream folkekirketeologi, at bare du er døbt, er du Guds barn. Nu hedder det: Bare du er til, er du Guds barn. Hella Joof bekræfter det også i sin »Hellas Katekismus«, der ligger på hjemmesiden konfirmandcenter.dk: »Vi er også Guds børn, selvom vi ikke er døbt, men hvorfor gå glip af en dejlig fest?« (s. 16).

Forlegenhed med dåben

Noget tyder på, at flere og flere præster er kommet i forlegenhed med dåben. For hvad skal vi med den, hvis den ingen forskel gør? I den netop udgivne bog »Dåben klæder dig« (Eksistensen 2018) er grundsynspunktet, at dåben giver et eller andet tilhørsforhold til Gud, men der er hos alle skribenter en tøven over for at sige, at vi bliver Guds børn i dåben. Man taler om tryghed og relation i forhold til Gud, men ikke om frelse. For så har man jo udelukket nogen!

    Lars Gustav Lindhardt skriver: »I dåben siger vi, at Laura er Guds barn. Det er hun selvfølgelig allerede nu, for det har hun været fra det øjeblik, hun blev til. Men det er i dåben, vi siger det højt« (s. 27). Og Ingrid Ank svarer på spørgsmålet, om dåben giver adgang til noget, som den ikke-døbte ikke får, således: »Det gør den ikke … Så nej, dåben giver dig ikke nogen medlemsfordele. Gud er da virkelig ligeglad med, om det enkelte menneske er døbt eller ej« (s. 50-51). Og Mogens Lindhardt svarer på samme spørgsmål: »Den er svær. Jeg tror ikke, der er nogen forskel på før og efter i Guds forhold til barnet. Forskellen ligger snarere i, at vi i dåben bliver synlige som Guds børn for hinanden« (s. 55). Endelig skriver Ulla Morre Bidstrup: Får man ved dåben en status i forhold til Gud, som man ikke havde i forvejen … Det ved jeg faktisk ikke« (s. 119).

Sker der ikke en genfødsel i dåben, så er dåben bare en ydre symbolsk handling uden åndelig betydning

Folkekirkens bekendelsesgrundlag

Hvordan harmonerer disse udtalelser med folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag?

    Ja, kirkens autoriserede dåbsritual siger: »Vi takker dig, himmelske far, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn.«

    Folkekirkens Augsburgske Bekendelse siger det sådan i artikel 9: »Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben … De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb.«

    Luther skriver i sin lille Katekismus om dåben: »Den virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, som tror det, den evige salighed, således som Guds ord og løfte lyder.«

Genfødsel i dåben

Og hvordan er det »Guds ord og løfte« i Bibelen lyder? Jesus siger i Joh 3,5: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.« Paulus siger i Tit 3,5 om dåben, at den er »det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.«

    Sker der ikke en genfødsel i dåben, så er dåben bare en ydre symbolsk handling uden åndelig betydning, og så kan vi lige så godt lade være med at døbe. Og det er der også flere, der gør. Der er også et eksempel på, at en sognepræst har undladt at få sit barn døbt. Hvordan kan man så argumentere for, at andre skal?

    Forlegenheden omkring dåben hænger også sammen med, at man ikke ved, hvad man skal svare på spørgsmålet: Hvad sker der med dem, der ikke bliver døbt?

    Nuvel, ingen har ret til at sige, at udøbte går fortabt. Gud frelser, hvem han vil. Men selv om han ikke er bundet af noget, så har han bundet sin kirke til sit ord, at »den, der tror og bliver døbt, skal frelses« (Mark 16,16). Det er vores vilkår for at blive Guds børn. Og det er Guds kirke forpligtet på.

Et selvmål

For mig at se er folkekirken i splid med sig selv og på kollisionskurs med sit eget grundlag. Folkekirken er i en dyb troværdighedskrise på grund af en dåbsteologi, der sejler.

    For bare få år siden var biskopperne optagede af, hvordan folkekirken kan være bedre til at holde kontakt med folket, så vi undgår de faldende dåbstal. Med »den nye teologi« skyder man sig selv i foden. Man laver et frygteligt selvmål.

    Men hvad værre er: Man smider (Jesus) barnet ud med dåbsvandet. For er det ligegyldigt med dåbsvandet, så er det også ligegyldigt med Jesus som frelser. Men det kan en kirke da ikke være ligeglad med. Eller hvad?


Artiklen kan også læses i impuls nr. 17/2018

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer