Indre Missions Tidende

06.04.2018

Trommeslageren blev missionær

Arne Nørgaard fandt en annonce for et kristent ungdomsmøde på Mors. Det ændrede hans liv og førte ham ind i Indre Mission




I begyndelsen af marts sad Arne Nørgaard i en gruppe sammen med nogle kolleger på Indre Missions Medarbejderkonference. De skulle gætte en sang ud fra, at en person trommede nogle rytmer på bordet. Lynhurtigt gættede Arne som den første i rummet sangen og udbrød: "Det er lille Peter edderkop". Kollegerne kiggede imponeret på ham.

    "Jeg var engang trommeslager," afslørede Arne, der var med på sin sidste konference som lønnet medarbejder. Den 30. juni stopper han som missionær efter godt 41 års tjeneste.

    Som ung var han en habil trommeslager, og det var det, der fik ham i kontakt med kristendommen.

    "Jeg fik arbejde som fodermester på en gård på Mors, og jeg ville finde nogle, jeg kunne spille musik sammen med," forklarer Arne, der tilbragte det meste af barndommen i Vinderup ved Holstebro. Han ville oprindelig have været politibetjent, men det blev til landbrugsmedhjælper. Inden jobbet på Mors var han forbi hæren, hvor han var befalingsmand. Her opdagede han, at den vestjyske dialekt har sine begrænsninger.

    "Man kan ikke kommandere på vestjysk, så jeg slog over," griner han højt.

Unikt fællesskab

Arne NørgaardTrommeslageren ville annoncere efter nogle musikere i det lokale Morsø Folkeblad.

    "I den forbindelse stødte jeg på en annonce for et møde i KFUM og KFUK, som jeg kendte fra mit hjemsogn, fordi jeg havde spillet håndbold der. Jeg tænkte, at jeg i det fællesskab kunne finde nogen at være sammen med," fortæller Arne, der efter blot en uge på øen deltog i et kristent ungdomsmøde.

    "Der var tre fyre, som inviterede mig med ind i deres fællesskab. Det var fuldstændigt unikt; jeg havde aldrig mødt sådan et fællesskab før. Det blev som en magnet for mig. Da jeg havde været med omkring tre måneder, blev jeg pludselig omvendt og begyndte at tro på Jesus."

    Rygtet om trommeslageren nåede Indre Missions ledelse. Som 23-årig blev han ansat som missionær.

    "Det må have været noget af et vovestykke at ansætte mig, der ganske vist havde et vidnesbyrd om Jesus, men som ikke kendte noget til Indre Mission," fortæller Arne.

    "Det er kendetegnende for bevægelsen, at ledelsen har givet plads til dem, som de vurderede havde et vidnesbyrd om Jesus."

Missionsfolkenes iver

Få dage efter at Arne begyndte som missionær, blev han gift med Gerda, og de flyttede til Sædding ved Esbjerg.

    "Jeg havde slet ikke kunnet klare tjenesten uden opbakningen fra Gerda. Vi har altid stået tæt sammen om det," siger Arne, der gennem tiden har måttet høre nogle sandheder fra deres tre piger.

    "De har nogle gange sagt, at det ikke var så rart, når vi skulle flytte."

    Arne har boet i flere dele af landet og har mødt mange IM-venner med deres forskellige humor og dialekter.

    "Fælles for missionsfolkene er deres iver for at vidne om Jesus," understreger Arne, der er taknemmelig for de mange mennesker, han har lært at kende.

    Der er sket meget i Indre Mission, mens Arne har været missionær.

    "Jeg har hæftet mig ved, at Indre Mission havde en anden status i kirken, da jeg begyndte. Dengang blev der regnet med Indre Mission, og der blev tænkt godt om IM i det lokale folkekirkelige arbejde. Sådan er det stadig nogle steder, men det er ikke længere almindeligt. Det har gjort, at vi har mistet noget af vores position i folkekirken. Det er jeg ked af," forklarer missionæren.

    "Jeg glæder mig over, at rammerne omkring et forkyndende møde ikke længere er så fastlåst, som de var tidligere. I dag kan man ikke på forhånd vide, hvordan et møde vil forløbe. Det afgør mødelederen eller taleren."

Lejre for børn

Blandt de mange arbejdsopgaver har Arne været rigtig glad for at forkynde. Han skønner, at han har brugt cirka halvdelen af sin tid på det.

    "Det betyder rigtig meget for mig, når jeg kan se, at mennesker tager det til sig, som jeg forkynder. Undervejs inddrager jeg gerne tilhørerne gennem dialog," fortæller Arne.

    Han lyser op, når han beskriver sin glæde ved at lave lejre for børn.

    "Jeg tror på, at jo flere bibelhistorier de får med i livet, jo større mulighed får Helligånden for at påvirke dem," siger missionæren, der har deltaget på børnelejre i næsten 40 år. Han er mere er til at snakke med og forkynde for børnene end at mosle rundt med børnene.

    "Jeg nyder at snakke med børnene og forkynde for dem, men jeg hader vandkamp."

    Han kommer ind på én af de svære ting i tjenesten.

    "I perioder har det været vanskeligt for mig at forstå, hvorfor jeg aldrig for alvor har været brugt som sjælesørger, når jeg kunne se, at nogle af mine kolleger blev brugt på den måde. Jeg har overvejet, om min forkyndelse har et sjælesørgerisk præg, som giver mennesker svar på noget af det, de kæmper med."

Det er kendetegnende for bevægelse, at ledelsen har givet plads til dem, som de vurderede havde et vidnesbyrd om Jesus

Gik ned med stress

Der er ikke meget, som kan slå Arne ud. Når han har fået en opgave, går han ind i den med hundrede procent. På et tidspunkt blev det dog for meget, og Arne gik ned med stress.

    "Jeg knoklede så meget, at min krop til sidst sagde fra," siger missionæren, der blev sygemeldt på fuld tid. Han vendte tilbage på halv kraft, men efter kort tid gik han ned med flaget igen.

    "Det var en hård tid, men jeg kom lige så stille i gang igen ved hjælp af samtaler med en fagperson og god støtte fra min ledelse," fortæller Arne, der har lært at passe på sig selv.

    Det har også sat andre spor.

    "Jeg er kommet mere i kontakt med mig selv og mine følelser, og jeg møder mennesker på en anden måde end før," siger missionæren.

Under genbrugsfanerne

Han stopper ikke med at forkynde, selv om han bliver pensionist.

    "Jeg fortsætter som fritidsansat medarbejder," fortæller Arne, der ser frem til at bruge tid på familien, det lokale IM-fællesskab og menighedsrådet ved Kristkirken i Kolding. Han har også meldt sig under fanerne i IM-genbrug.

    Arne forlader de ansattes rækker med en god fornemmelse i maven.

    "Jeg har været meget glad for at være i en tjeneste, hvor jeg har fået lov at udvikle mig som forkynder, som leder, som medmenneske og inspirator," understreger missionæren.

Om Arne Nørgaard

Arne Nørgaard er 64 år og gift med Gerda. De har tre børn, to svigerbørn og tre børnebørn. Han er født i Nr. Lem og er oprindelig uddannet landbrugsmedhjælper.

Han blev missionær i 1976 og har virket i Sædding ved Esbjerg, Rønne, Hjørring, Viborg, Bethesda i København og Gram. Han bor i Kolding.






Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér