Vi følger i vores forældres fodspor
Lille Mikkel på to år har været på familieløb med sin far, Steffen, på Lystruphave Bibelcamping, mens højgravide mor, Charlotte, har heppet på sidelinjen.
"Vi vil gerne give vores børn det vigtigste med i livet, som vi selv har fået det," fortæller Charlotte Svejgaard Iversen. Begge har IM-baggrund og har gået i søndagsskole, juniorklub, teenklub og IMU. De bor ved Vejle og kommer i frimenigheden Broen.
"Vi har snakket om, at den måde vi selv har mødt troen på i vores hjem, vil vi gerne give videre. Vi er begyndt at synge til bords med Mikkel, læse i børnebibelen, synge godnatsang og bede fadervor," siger Steffen, og Charlotte tilføjer: "Vi har valgt at komme i en menighed, hvor de blandt andet har et godt tilbud til de mindste, som gør det sjovt og spændende at komme i kirke."
Parret har gjort sig mange tanker om, hvordan de vil formidle den kristne tro til børnene.
"Lige nu er det mig, der vælger det for Mikkel. Jeg vil gerne dele min glæde over den kristne tro med ham. Men jeg vil ikke trække den ned over ham og presse ham til noget, han ikke vil, når han bliver ældre," slutter Steffen.
En ukompliceret juniortid
Med to juniorpiger og en på vej skulle man tro, at Marianne og Henrik Laursen fra Viborg var på en hård opgave, men sådan er det ikke.
"Vi er ikke blevet særligt udfordret endnu," fortæller Henrik.
Forældrene tilskriver den ukomplicerede juniortid med, at deres børn trives og har gode venner i missionshuset.
"Som børn fulgte vi vores forældre i missionshuset, og det er lidt på samme måde med vores børn. De har lyst til at komme i missionshuset og i juniorklubben, fordi de har venner der," forklarer Henrik.
Nogle gange har de to juniorer haft en lang dag, er trætte og har ikke lyst til at komme i juniorklub.
"Så får de lov til at blive hjemme, for det skal være en god oplevelse af tage af sted," siger Marianne.
Den ældste siger fra
Forældrene kan godt mærke, at teenagelivet venter lige om hjørnet. Kammerater inviterer til fødselsdagsfest om aftenen, og der er klassefester.
"Vores ældste datter kommer hjem og spørger til forskellige ting, som hun undrer sig over i skolen blandt kammeraterne. Hun er også begyndt at sige fra over for nogle trosmæssige ting," fortæller Marianne, der oplever, at deres juniorpiger er meget forskellige.
"Den ældste skal jeg finde tøj til, mens nummer to har en klar holdning til, hvad hun vil gå i, så det bliver spændende, hvordan det bliver, når hun bliver teenager," slutter Marianne.
Valgfriheden er vigtig
Hanne og Ejler Skindhøj fra Ansager har givet børnene lov til selv at vælge, om de ville med i kirke og missionshus, eller om de ville med til en klassefest.
"De ved, hvor vi står, men vi har været meget bevidste om at give børnene valgfrihed, for de minder meget om mig selv. Jeg er vokset op i et hjem, hvor mine forældre ikke sagde, at jeg skulle med i kirke, eller at jeg ikke måtte tage til klassefest. Det var godt for mig, for så havde jeg ikke brug for at gøre så meget oprør. Der var en kort periode, hvor jeg ikke tog med i kirke, men det holdt igen. Jeg tog til nogle fester, og det var det," fortæller Hanne en dag på Lystruphave Bibelcamping, hvor Ejler har et andet ærinde.
Der sker ofte, at der bliver snakket tro og kristne værdier hen over aftensmaden med deres børn, der er fra 16-21 år.
"En af børnene beskriver vores familie som en demokratisk familie, for vi snakker åbent om mange ting, og nogle gange diskuterer vi højlydt. Børnene kommer frem med deres holdninger og siger os imod. Det synes jeg, er sundt," siger Hanne.
Lade børnene finde deres egen vej
I en periode valgte to af børnene juniorklubben fra, fordi de ikke trivedes.
"I starten forsøgte vi at overtale dem, men det fik vi ikke noget ud af. Det betyder rigtig meget for deres valg af kristent fællesskab, om de kender nogen og har venner, som respekterer dem, som de er," siger Hanne.
"De to ældste har i perioder været med venner fra gymnasiet på det lokale diskotek. Det har dog ikke givet anledning til nogle særlige bekymringer, da vi har været trygge ved måden, de har håndteret det på."
Da familien fik de første teenagere, fornemmede Hanne meget hurtigt, at hun skulle passe på ikke at blande sig i børnenes valg af livsstil og værdier.
"De er deres egne, og jeg skal lade dem finde deres egen vej i det, så jeg har gennem årene forsøgt at holde en lav profil," siger hun.
Artiklen er en del af temaet Tro og opdragelse. Læs hele temaet i impuls nr. 15/2018
Marianne og Henriks to juniorpiger udfordrer dem ikke så meget.
Hanne forsøger ikke at blande sig i børnenes valg af livsstil og værdier.
