Vi har lært at respektere hinanden - indremission.dk
Indre Missions Tidende

23.03.2014

Vi har lært at respektere hinanden

En præst og en imam fra Zanzibar fortæller om mulige konflikter og forsøg på at undgå sammenstød




Zanzibar. Alene navnet skaber billeder af et tropeparadis med hvide sandstrande, smilende indfødte og eksotiske oplevelser. Når den muslimske imam Abdulla Talib Abdulla og den kristne præst Lusungu Mbilinyi fortæller om deres hjemland, bliver billedet styrket.

    Fra gammel tid er Zanzibar et ørige med sin helt egen kultur. Den er grundlæggende afrikansk, men beriget med indiske, persiske og arabiske elementer. Der er omkring en million indbyggere, hvoraf mere end 95 procent er muslimer.

    På grund af sin placering har Zanzibar gennem århundrederne været et knudepunkt for handel mellem Afrika og Østen. Det gjaldt også i slavetiden, hvor især araberne brugte øerne som opsamlingssted for slaver. I dag er der bygget en stor kirke oven på slavemarkedet.

Omskiftelig historie

Abdulla og Lusungu er på besøg i Danmark. De rejser rundt sammen med Daniel Nygaard Madsen, der sammen med sin familie er udsendt af Danmission til Zanzibar. De tre kom også forbi IMT for at fortælle om deres arbejde med at styrke forståelsen mellem kristne og muslimer på Zanzibar.

    For at forstå den særlige situation på Zanzibar skal vi langt tilbage i historien. Islam kom til Zanzibar allerede omkring år 800. Kristendommen kom fra Portugal med Vasco da Gama omkring år 1500.

    "Men de kristne kom som erobrere," siger Lusungu. "De skabte ingen fredelige bånd til den oprindelige muslimske befolkning."

    Et par hundrede år senere erobrede de muslimske osmannere øerne, og kristendommen forsvandt efterhånden. Efter osmannerne kom den europæiske kolonitid, og i 1864 begyndte de første missionærer at gå i land.

Mange forskelle

De kristne på Zanzibar tæller i dag cirka 10.000 kirkegængere. De fordeler sig ikke kun i katolske, lutherske og anglikanske kirker, men også andre mindre menigheder.

    Det er ikke kun mellem kirkeretningerne, der er forskelle, fortæller Lusungu. "Mit første kald var ved den lutherske kirke i hovedbyen Stonetown. De fleste i menigheden dér er indvandret fra fastlandet. Senere kom jeg til en luthersk kirke ude på landet, hvor medlemmerne lever mere i den zanzibarske tradition. Jeg blev ganske forskrækket, første gang jeg var der. Jeg var lige ved at tro, at det var en muslimsk menighed. De var i høj grad klædt efter muslimsk tradition. Men der er et nært og levende fællesskab mellem de to meget forskellige lutherske menigheder."

    Der er også store divergenser mellem muslimerne, fortæller Abdulla. Som et eksempel forklarer han, at hvis han har givet hånd til en kvinde, forhindrer det ham i at bede i visse af moskeerne på Zanzibar.

    "Trods de mange forskelle er det sådan på Zanzibar, at vi kan være sammen i et godt fællesskab. Vi har lært at respektere hinanden og at spørge efter det, vi er fælles om."

    Præsten og imamen er enige om, at når der er stigende spændinger mellem muslimer og kristne på Zanzibar, så skyldes det folk, som flytter dertil andre steder fra. Der kommer ekstremistiske muslimer, som ønsker en meget mere markant islamisme, og der kommer kristne, som ikke er vant til at vise hensyn til muslimer.

Gensidig respekt

Mange af dem, der kommer for at arbejde i turistindustrien, er kristne, som for eksempel kommer fra Kilimanjaro-området, hvor de kristne er i majoritet.

    Lusungu forklarer, at de kristne og muslimerne på Zanzibar har lært at vise respekt for hinanden. "Under ramadanen spiser min familie indendørs," siger han. "Det gør vi af respekt for muslimerne. Det er ikke noget, vi er tvunget til. For os, der er fortrolige med kulturen, er det bare naturligt."

    Denne naturlige respekt er gensidig, og den er dybt forankret i Zanzibars kultur fra gammel tid. Men tilflyttere har svært ved at indordne sig.

    "Det gælder for eksempel, når vi hilser på hinanden," siger Adbulla. "Mange muslimske mænd ønsker ikke at give hånd til en kvinde, som de potentielt kan blive gift med. Problemet opstår, hvis en kvinde rækker hånden frem for at hilse på en mand, og han så ikke tager den. Det vil en zanzibarianer aldrig blive fornærmet over, men nogle tilflyttere markerer tydeligt, at de føler sig trådt på og afvist. Håndtrykket betyder noget meget forskelligt, og hvis man ikke vil prøve at forstå den anden, har vi konflikten."

Angreb fra talerstolen

De mener, at den øgede spænding mellem kristendom og islam opstod tilbage i 1980'erne. Ved kristne møder begyndte man at angribe Koranen og ved muslimske møder blev Bibelen angrebet.

    "I stedet for at forkynde om deres egen tro, angreb folk på talerstolene i stigende grad de andre. Der blev frøene sået til den voldelige konfrontation, vi begynder at se nu," siger de.

    "Det, der i dag har ført til bomber mod kirker, drab på en præst og syreangreb på en muslimsk leder, begyndte engang som en tanke, der blev plantet," understreger Lusungu, mens han peger på sit hoved. "Derfor må vi holde øje med hadefuld tale, også selv om den ikke straks fører til vold."

Ingen stammefejder

De stammemæssige forskelle, der skaber store konflikter på det afrikanske fastland, betyder ikke noget på Zanzibar, hævder de. "Når vi præsenterer os, fortæller vi ikke, hvilken stamme vi kommer fra. Vi bruger ikke engang efternavne, der fortæller om slægten. Vores efternavn er vores farfars fornavn."

    De mener heller ikke, der er nævneværdige sociale skel. Efter den socialistiske revolution i 1964 blev en del privat ejendom nationaliseret, og sultanens familie blev presset til at indgå ægteskaber med almindelige borgere.

    Fra gammel tid har der også være fred og fordragelighed mellem muslimer og kristne. Da den store anglikanske kirke skulle bygges, fik de tilladelse til at lave et kirketårn, bare det ikke blev højere end sultanens palads, og sultanen skænkede endda et ur til at pryde tårnet.

Danmark smitter af

Undervejs i samtalen bryder Lusungu pludselig af. Han løfter en pegefinger for at understrege en pointe. "Den måde det kristne flertal i Danmark behandler det muslimske mindretal på, har betydning for, hvordan det muslimske flertal på Zanzibar behandler os kristne som mindretal. I Afrika er mennesker blevet dræbt på grund af nogle tegninger i en dansk avis."

    Som et eksempel på, hvordan det virker, fortæller de om en menighed på Zanzibar, der ansøgte om tilladelse til at bygge en kirke. Borgmesteren kan ikke give tilladelsen. Sagen skal afgøres ved afstemning på et borgermøde, hvor næsten alle stemmeberettigede er muslimer.

    Under debatten på borgermødet lød argumentet: "Når muslimske mindretal i kristne lande ikke kan få lov at bygge en moske, hvorfor skulle vi så tillade det kristne mindretal hos os at bygge en kirke?"

    "De fik lov at bygge kirken," siger Abdulla. "Men det var ikke uden modstand. Det er i sådanne situationer, der er brug for, at nogen spørger: Hvis vi skal give hinanden frihed til at samles om vores tro, hvem skal så gå forrest?"

Pludselig var de analfabeter

Præsten og imamen er enige om, at der rundt omkring i verden findes regulær forfølgelse af anderledes troende. Men mange kontroverser kan også forstås på andre måder. Et eksempel er alfabetet. På Zanzibar og en del andre steder havde muslimerne i århundreder brugt det arabiske alfabet. Da England havde kolonimagten i Tanganyika og på Zanzibar, bestemte de på et tidspunkt, at al offentlig kommunikation og al undervisning i skolerne med øjeblikkelig virkning skulle ske ud fra det latinske alfabet.

    "Fra den ene dag til den anden blev mange muslimer analfabeter," siger Abdulla. "De måtte forlade deres arbejdspladser i undervisningsinstitutioner og på offentlige kontorer."

    "Og det har sat sig spor helt til i dag," understreger Lusungu. "Selv om kristne og muslimer tæller lige mange i hele Tanzania, er der fortsat en stor overvægt af kristne i offentlige stillinger. Det skyldes politik, men det kan ligne forfølgelse på grund af religion. Og de reaktioner, der kan komme mod den skæve fordeling, kan også ligne en religiøs konfrontation."

Fakta

Zanzibar er et land med egen demokratisk valgt regering. Det danner sammen med Tanganyika unionen Tanzania. "Tan" for det ene land og "zania" for det andet.

    De to øer, der danner Zanzibar ligger 40 km øst for fastlandet i Det Indiske Ocean og er tilsammen på størrelse med Sjælland. Øerne har en stor turistindustri.



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter