Vi levede i et venteværelse - indremission.dk
Indre Missions Tidende

06.09.2019

Vi levede i et venteværelse

Efter 10 års forgæves venten havde Dina og Isak indstillet sig på ikke at skulle have børn




De blå øjne følger opmærksomt alle bevægelser, mens Johannes instinktivt smager på fingre, legetøj og alt andet, der kommer i nærheden. Han er fem måneder gammel og ikke bare et ønskebarn. Han er et mirakel, fastslår forældrene Dina og Isak Pedersen, som begge er midt i 30’erne og for længst havde opgivet at få børn.

    »For 10 år siden var Dina gravid, men aborterede spontant i fjerde graviditetsmåned. Og da vi fik overskud til at prøve igen, skete der ikke rigtig noget,« husker Isak.

    Parret kom i fertilitetsbehandling, men valgte at stoppe efter at have brugt to af de tre behandlingsforsøg, man kan få i det offentlige behandlingssystem.

    »Det var bare for hårdt at være i behandling. Både fysisk med de mange hormonbehandlinger, der følger med. Men også følelsesmæssigt, fordi man rutsjer op og ned fra store forventninger til endnu større skuffelser. Vi følte, at vi levede i et venteværelse. Dertil kom de etiske dilemmaer ved behandlingen, som vi også var nødt til at forholde os til,« fortæller hun.

Svært at give slip

At flere af parrets venner samtidig blev gravide og fik børn, gjorde det bestemt ikke lettere.

    »Jeg kunne næsten ikke holde ud at høre om det. Vi tryglede Gud om, at vi også måtte få et barn og gav udtryk for vores sorg og frustration over, at alle andre tilsyneladende kunne blive gravide, mens vi ikke kunne,« siger hun.

    Mens Isak forsøgte at bevare roen og forholde sig nøgternt til situationen, rasede følelserne i Dina.

    »Jeg havde brug for at være vred og ked af det og for at diskutere med Gud. Det krævede virkelig meget bøn og mange tårer at erkende, at jeg ikke havde kontrol over mit liv, men at jeg måtte give slip og lade Gud tage over. På den ene side var jeg virkelig vred på ham, men samtidig følte jeg mig helt vildt afhængig af ham,« fortæller hun.

    Med beslutningen om at udskyde det tredje behandlingsforsøg på ubestemt tid skete der imidlertid noget med Dina og Isaks bønner. Det var, som om bønnen skiftede retning.

Nye muligheder

»I stedet for at trygle om et barn begyndte vi at bede om, at han måtte give os fred i, at vi ikke skulle have børn. Det ændrede noget. Pludselig var det, som om ventetiden var forbi. Gud havde sat os fri fra at skulle vente, og det var en forløsning, selv om vi ikke havde fået det, vi ventede på«, siger Dina.

    Det var Isak, der først indstillede sig på den nye situation.

    »Drømmen om at få et barn havde fyldt alt, så det var en ny verden, der åbnede sig for os. I stedet for at fokusere på det, vi ikke kunne få, så vi pludselig nye muligheder for, at andre ting kunne få lov at fylde i vores liv. Måske kunne vi købe et nedlagt landbrug og blive plejeforældre. Så kunne Dina også få mulighed for at satse på sin kunst,« fortæller Isak, der ligesom Dina er uddannet pædagog.

    »At vi var nået til den afklaring, at vi nok ikke fik børn, gjorde det også lettere at være sammen med venner, der havde børn. Og når nogen fortalte, at de var gravide, kunne vi oprigtigt glæde os sammen med dem,« fortæller han.

Miraklet

Som første skridt på vej mod den nye drøm begyndte Dina på Kunstakademiet, og hun skulle have afsluttet sin uddannelse nu, hvis ikke miraklet var sket.

    »Sidste sommer slog det mig pludselig, at jeg da ikke havde haft menstruation meget længe, og en morgen havde jeg det også ret dårligt,« fortæller Dina, som uden rigtig at tro på det strøg ned for at købe en graviditetstest.

    Den var god nok. Der var to streger.

    Dermed begyndte en ny ventetid.

    »Det var virkelig mærkeligt. På få øjeblikke blev alle vores planer skubbet til side. Nu handlede det pludselig om, at det ikke måtte gå galt, og vi bad Gud om, at han ville passe på og beskytte det liv, der voksede i mig. Når man har prøvet at abortere, tager man ikke noget for givet, og når folk sagde tillykke, havde jeg en masse forbehold, for det kunne jo så let gå galt. Jeg kunne næsten ikke tro på, at det kunne gå godt,« fortæller Dina, som fødte en sund og rask Johannes den 5. april i år.

Gud var med hele vejen

For Dina og Isak er Johannes et vaskeægte mirakel, som var værd at vente på. Men at der skulle gå 10 år, forstår de ikke.

    »Vi har lært meget om os selv og om livet, og vi er på mange måder blevet mere klar til at blive forældre, men det kan kun være en lille del af forklaringen. Den store forklaring kan jeg ikke få øje på,« siger Dina, som sideløbende med studierne på Kunstakademiet lever af at være selvstændig kunstner og keramiker. Når hun altså ikke er på barsel.

    »Den drøm havde jeg ikke ført ud i livet, hvis vi var blevet forældre for 10 år siden. Det havde jeg slet ikke turdet,« siger hun.

    Både hun og Isak bekræfter, at de mange års venten har styrket deres tro på Gud.

    »Det er den helt klart. Men sjovt nok er det ikke det, at vi har fået Johannes, der har gjort Gud større for mig. Det er snarere hans vedholdenhed. At han har været der hele vejen, både når vi har skældt ud, og når vi har sagt tak. Det er stort,« siger Dina og gør klar til at give Johannes mad.

    Det er ikke alt, der kan vente.



Læs bladet her:

Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter