Vi siger tak for hver dag vi har hinanden - indremission.dk
Indre Missions Tidende

09.02.2014

Vi siger tak for hver dag vi har hinanden

Hverdagen har ændret sig for Annemi og Marinus Tygesen, efter at Marinus har fået et stærkt nedsat syn




Alle kan høre, når 81-årige Marinus Tygesen i Tønder ser håndbold med vennerne. Der bliver råbt og hujet. Marinus sidder helt henne foran fjernsynsskærmen og kan se håndboldspillerne løbe fra den ene ende til den anden af banen, men han må spørge sine venner, hvad målscoren er, og hvor lang tid der er gået, for det kan han ikke se.

    I det sidste års tid er det gået stærkt tilbage med Marinus' syn, og det har forandret hans liv på mange punkter.

    "Min datter siger, at jeg må fokusere på det, jeg kan nu, og ikke på det, jeg kunne tidligere, men det er svært," siger Marinus.

    Den tidligere landmand er ikke vant til at sidde med hænderne i skødet. Som ung nåede han op på at drive fire gårde, og da han kom i pensionsalderen og flyttede til Tønder, nød en masse mennesker godt af de driftige hænder. Marinus ordnede 17 haver for folk og satte et tilsvarende antal juletræer op.

    Nu er ægtefællen, Annemi på 76 år, chauffør for sin mand, og sammen ordner de et mindre antal haver.

    "Jeg kan ikke længere kende forskel på ukrudt og blomster, så jeg tager hækken og slår græsset, mens Annemi tager ukrudtet," fortæller Marinus på et vaskeægte sønderjysk.

Min tid er en anden

Han stortrives med at gå hen på det lokale plejehjem hver dag. Her har han et lille værksted, hvor han laver fuglehuse og nyder samtalerne med beboerne.

    "Jeg kan ikke helt se, hvor jeg sætter stregen, selv om tre 100-watts pærer hænger over bordet, " siger Marinus. "Fuglehusene er så fine, at mange køber dem på plejehjemmet," kommenterer Annemi kærligt. Hun har fulgt sin mand i tykt og tyndt gennem 54 år.

    "Jeg er så glad for at gå hen på plejehjemmet. Hvis jeg skulle sidde herhjemme, ville det gå Annemi på."

    Annemi kan godt mærke, at hun må tage over på nogle områder.

    "Min krop er blevet mere træt, og min tid er blevet en anden. Jeg skal passe på ikke at overbeskytte og tage over. Jeg kan være slem til det," erkender hun.

20 år med telefonandagten

Parret har skiftet det trykte IMT ud med et IMT på lydbånd, som de sidder og hører sammen.

    "Det er altafgørende, for jeg kan ikke længere skrive og læse i Bibelen eller i avisen undtagen under et læseapparat. Det er nogle gange besværligt," siger Marinus.

    Annemi og Marinus har en god vane, som de har holdt fast ved i 20 år.

    "Som det sidste inden vi lukker øjnene, hører vi telefonandagten. Der står en telefon ved vores seng, og så trykker jeg på højtaleren, så Annemi kan høre med. Telefonandagten betyder meget for os, for det er dejlige ord at få med, inden dagen slutter," forklarer Marinus.

    "Hvis vi kommer i seng tæt på midnat, skal vi skynde os at høre andagten. Over midnat begynder den næste," siger Annemi, og de griner begge to.

Vi har hinanden

I venneflokken er der mange, som har mistet en ægtefælle.

    "Vi siger tak for hver dag, vi har hinanden. Det er ingen selvfølge. Den dag, hvor vi ikke længere har hinanden, nærmer sig, fordi vi bliver ældre," fortæller Annemi. I tidens løb har hendes hænder både skiftet bleer, lavet mad, ordnet have, runddelt kirkeblade og solgt genbrugseffekter.

    En gang om måneden laver hun lækre kager til de ældre, der samles i parrets hyggelige hjem til ældremøde. I flere år har de ældre, der ikke kan komme til møde i menighedshuset i Tønder, deltaget i eftermiddagsmøder i parrets hjem. Her er der gode adgangsforhold, fordi Marinus har bygget en rampe til kørestolsbrugere.

    "Vi kan mærke, at de ældre nyder samværet ved vore stuemøder," fortæller Annemi.

    Hun henter og bringer de ældre, mens Marinus laver kaffen.

Havehjælp gør en forskel

"Det er dejligt, så længe vi kan gøre noget for andre, og vi får mindst lige så meget igen," understreger Annemi.

    Marinus tænker på de mange gange, hvor havehjælpen har udviklet sig til en snak om livet og kristendommen.

    "Du får lige en lille historie. Et sted stod der en sodavand på trappen, da jeg kom der første gang. Men efter nogle gange inviterede konen mig indenfor. 'Haven kan vente, vi skal snakke'. Lidt efter begyndte hun at græde, mens hun fortalte: 'Jeg gik i søndagsskole og kom siden ud i skidt selskab. Kan jeg nå det endnu?'" fortæller han.

Når vi målet

Ægteparret har altid været engageret i Indre Mission, først i Sølsted missionshus, der er solgt, og nu i menighedshuset i Tønder. Her er de små tyve stykker til møderne.

    "Fællesskabet er uvurderligt," siger Marinus, og Annemi tilføjer: "Jo ældre vi bliver, jo mere skønner vi på, at vi har kristne venner, og vi værner om hinanden,"

    Senioralderen præger ægtefællernes forhold til Gud.

    "Jo ældre jeg bliver, desto mere mærker jeg Guds nærhed, når jeg beder og læser i Bibelen," forklarer Annemi, og Marinus fortsætter og må tørre øjnene lidt undervejs.

    "Da jeg var ung, kom jeg til tro på en vinterlejr, hvor ordene lød: 'Tro på Herren Kristus, så skal du blive frelst'. Jeg ved, at jeg har evigt liv, men nogen gange tænker jeg på, om jeg når målet. Vi beder for børnene, men når vi det selv?"

Gud tog lille Irene

Marinus er noget bevæget, og han kommer til at tænke på en anden begivenhed, som har præget familien. Parret har fem børn, men for mange år siden mistede de datteren Irene, der blev to år.

    "Jeg spørger ofte Gud, hvorfor han tog vores lille pige. Han kunne have forhindret ulykken og grebet ind," siger han.

    "Dagen inden Irene døde, var hun med mig på besøg hos min venindes far, fortæller Annemi. Han var meget syg af kræft, men ville ikke høre noget om Jesus. Jeg spurgte, om hun ville synge en lille sang for ham. Irenes storesøster havde lært hende nogle små kristne sange, og hun sang 'Jeg er træt og går til ro'.

    Imens foldede jeg hænderne i skjul og bad om, at hendes ord måtte nå ham. Næste dag blev Irene kørt ned af en tankvogn og var død på stedet. Hendes liv og vidnesbyrd var ikke forgæves, for i tiden efter begravelsen besøgte vi flere gange min venindes far. Den sidste aften han levede, læste vi i Bibelen, og vi bad fadervor, og han blev omvendt. - Gud brugte Irene, og det tog noget af brodden af sorgen.

Oplever en stor afmagt

Annemi hviler i troen på, at hun er Guds barn. Det er lidt anderledes med Marinus.

    "Jeg kæmper mere med troen," siger han. Annemi mener, at det er forstærket af den nuværende situation, hvor Marinus næsten ikke har noget syn tilbage.

    "Det giver en stor afmagt," fortæller hun, og Marinus nikker.

    "Jeg kan godt græde en gang imellem. Det er en stor smerte, at jeg ikke kan se i en salmebog og synge alle de dejlige salmer, når jeg er i kirke eller i missionshuset. Der er nogen af sangene, jeg kan udenad, fordi jeg har været kirkesanger i 30 år, men jeg kan ikke bruge sangbogen mere."

    Marinus fortæller, at han ofte bliver siddende ude i bilen, når de er i byen for at handle.

    "Jeg kan ikke genkende mennesker, og så tror de, at jeg er for stolt til at hilse. Jeg kan heller ikke finde, hvor tingene er i butikken. Jeg føler mig så dum," siger han.

Annemis opmuntring

Nu kan Annemi ikke tie stille længere og siger opmuntrende til Marinus:

    "Du kan så meget, og du er så tapper og sej. Det var så flot, at du ordnede otte juletræer og satte dem op hos folk."

    "Hun ser altid lyst på tingene, og nu er jeg afhængig af hende. Hvad skulle jeg gøre uden hende?" fortsætter Marinus, der klynger sig til evangeliet.

    "Jeg ved, at jeg kan komme til Jesus, som den jeg er, og jeg kan bede: 'Gud, vær mig synder nådig'. Mere skal der ikke til. Det har jeg hans ord for," forklarer Marinus.

    "Nogle har i flere år bedt om, at jeg måtte kunne se igen. Nu beder vi om, at jeg må beholde det syn, jeg har. Jeg vil gerne have mere klarsyn, men det er ikke sikkert, at det skal være sådan."



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter