Barmhjertighed har også grænser

Samaritaneren ydede det, han kunne. Han gik et stykke med det sårede menneske og hjalp det hen til et anden, som kunne tage over

Sidste gang jeg var i brugsen i Videbæk, så jeg, at der lå en beruset mand på fliserne, da jeg kom ud af butikken. Først tænkte jeg lige, at det havde jeg ikke tid til, og mit ‘firehjulede æsel’ henne på parkeringspladsen var faktisk ren. Det kunne ikke komme på tale.

    Det tog mig lige et sekund, og så gik det op for mig, hvad det var, jeg havde gang i af tanker. Da så jeg en anden person, som allerede var ved at hjælpe den berusede. Så kunne jeg alligevel godt skynde mig videre til det vigtige, jeg havde på programmet.

    Det fortæller Annette Bech Vad, der er landsleder i Foreningen Agape.

    »Det er desværre ret menneskeligt at have det som præsten og levitten, der gik forbi den sårede mand i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jeg har det heller ikke godt ved at indrømme, at der er dele af mig, som kan identificere mig med den lovkyndige i teksten, selv om jeg helst vil lægge afstand til ham.«

Det er ikke mit problem

Selv om Annette har læst lignelsen mange gange, så oplever hun den relevant.

    »Jesus formår virkelig at tale lige ind i vores liv i dag. Bibelteksten rører ved nogle strenge i mit liv, og jeg kan genkende mig i dem, der gik forbi, den barmhjertige samaritaner og det sårede menneske,« forklarer hun.

    »Den store hovedpointe i teksten er, at Jesus er billedet på den barmhjertige samaritaner, der ser mig og kommer hen til mig og ønsker at frelse mig. Guds barmhjertighed er ikke afhængig af, hvad jeg kan yde, og er ikke betinget af, hvor meget jeg gør for min næste.«

    Landslederen ser flere diakonale pointer i teksten.

    »Når vi er på afstand af menneskers nød, er det faktisk ret let at stå med korslagte arme som en lovkyndig eller at gå forbi og sige: ‘Nå, det er ikke mit problem.’ Men i det øjeblik vi bevæger os hen til mennesker, som den barmhjertige samaritan gjorde i teksten, så får vi ofte medynk med det sårede menneske og handler,« understreger Annette.

    »Netop handlingsdimensionen er noget af det, Jesus sætter fokus på, når han siger til den lovkyndige: ‘Gør det’. Jesus ønsker ikke bare, at Guds vilje skal erkendes, men praktiseres,« siger hun.

Risikoen ved at gå

»Der ligger en dyb pointe i gå hen til mennesker, som den barmhjertige samaritaner gjorde, og som Jesus gjorde rigtig mange gange. Når vi går hen til et menneske og spørger til, hvad personen har brug for, så kommer de korslagte arme ned, og vi kan komme til at se noget genkendeligt hos os selv.

Når vi er på afstand af menneskers nød, er det faktisk ret let at stå med korslagte arme som en lovkyndig eller at gå forbi og sige: ‘Nå, det er ikke mit problem.’

    Den erkendelse er vigtig, for vi er dybest set selv sårede mennesker, der har brug for hjælp. Jeg tror, den erkendelse kan føde en ydmyghed og vække den gudgivne forpligtigelse, enhver kristen har til at hjælpe mennesker,« fortsætter Annette.

    »I bibelteksten er det den fysiske nød, der afbilledes, men det kan være en nød på alle andre områder i menneskelivet, åndelig, psykisk eller social nød. Jesus havde omsorg for det hele menneske, og der er ikke nogen menneskelig nød, Jesus ikke har omsorg for. Meget af den nød, vi ser i dag, er ikke en synlig nød, så man skal faktisk gå hen til mennesker for at finde ud af, hvad vedkommende har brug for.«

Samaritaneren havde sunde grænser

Annette har opdaget en overraskende pointe i teksten.

    »Den menneskelige barmhjertighed og kærlighed har også grænser. Som barn syntes jeg, at det var så mærkeligt, at den barmhjertige samaritaner ikke selv blev hos den sårede og plejede ham. Nu er det gået op for mig, at den barmhjertige samaritaner måske havde nogle sunde grænser. Han var også skabt som et begrænset menneske som du og jeg.

    Det hedder i teksten, at han var på rejse; han havde noget, han skulle. Men han standsede op og handlede på den nød, han så, også selv om han ikke kendte det sårede menneske. Efter et stykke tid forlod han den sårede mand og betalte værten på herberget for at tage sig af ham.

    Samaritaneren ydede den barmhjertighed, han kunne. Han gik et stykke med det sårede menneske og hjalp det hen til et andet menneske, som kunne tage over,« forklarer hun.

    »Jeg møder af og til et kristent menneske, som ønsker at give mere, end det er i stand til.«

    Annette henviser til Ordsprogenes Bog 3,27: »Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det.«

    »Gud kræver ikke, at vi giver vores medmennesker mere end det, vi kan give. Som begrænsede mennesker kan vi ikke give en ubegrænset kærlighed, det kan kun Gud. Nogle gange går vi måske forbi mennesker, der trænger til hjælp, fordi vi tænker, at det kan vi ikke klare. Men teksten udfordrer os til at huske, at vi ikke skal give et helt hav, men nogle dråber.

Hvilken dråbe kan du give et medmenneske i den kommende uge?« siger hun.
 

Evangelieteksten til 13. søndag efter trinitatis er fra Luk, 10, 23-37. Læs den online hos Bibelselskabet.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer