Følg IM Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Indre Missions Tidende

15.06.2014

Det gælder fremtiden

Formand Hans-Ole Bækgaards formandsberetning fra Indre Missions årbog 2014




Den 1. januar trådte den nye struktur for Indre Missions arbejde i kraft. Hovedbestyrelsen har i de seneste par år haft fokus på, hvordan vi i fremtiden skaber de bedste rammer for Indre Missions mangfoldige arbejde og samtidig bringer økonomien i balance. Vi er nået langt med implementeringen af den nye struktur, men der er stadig forhold, som skal afklares eller justeres.

    Vi håber, at både ansatte og venner rundt om i landet vil gribe de nye muligheder og gå ind i forandringerne med åbent sind. Nu er rammerne udstukket for det vigtige græsrodsarbejde. Det er nemlig nedefra, at livet må spire og vokse frem.

    Vi er klar over, at den nye struktur har medført visse tab. Noget er ikke længere, som det var. Men jeg håber ikke, at det bliver en hindring for missionens sag hverken i det lokale arbejde eller landsarbejdet. Jeg har tiltro til, at mange fortsat vil støtte begge dele økonomisk og med forbøn. Der er brug for det! Og husk, at penge sendt til hovedkassen også er en støtte til lokalt arbejde rundt om i landet!

    Vi ønsker, at ledelse og bagland skal være i tæt kontakt. Med den nye struktur har vi decentraliseret den daglige ledelse til de fem regioner og styrket arbejdsgrenene med et landsteam. Hovedbestyrelsen har valgt at afholde et bestyrelsesmøde i hver region i løbet af det første års tid med den nye struktur. Det gør vi for at møde de lokale ansatte og frivillige. Det er vigtigt, at vi gensidigt oplever at stå i et fælles arbejde. Med den nye struktur får vi bedre tid ved møderne til at styrke den fælles linje for Indre Missions arbejde, og vi har et håb om, at vi derved kan være endnu mere synlige både indadtil i bevægelsen og udadtil.

Det svære og det glædelige

I det forgangne år måtte vi desværre pga. økonomien opsige otte medarbejdere. Det var ikke let at træffe den beslutning, og det er aldrig en behagelig situation at komme i for nogen af parterne. Vi har haft afskedssamtaler med flere af de berørte medarbejdere, og det har været godt at mødes og få talt sammen. I den forbindelse har det glædet os, at flere af dem på forskellig vis har valgt at fortsætte i en aktiv tjeneste og dermed også fortsat er med i Indre Missions arbejde. Vi har modtaget henvendelser fra venner, som er blevet berørt af disse afskedigelser. Midt i det svære har det varmet at opleve den opbakning, som Indre Missions venner har omsluttet medarbejderne med.

    Trods en mindre forsinkelse var det en stor glæde at kunne tage en ny fælles sangbog i brug. "Sange og Salmer" har været undervejs i en del år. Tak til sangbogsudvalget for en fantastisk indsats. Det er flot, at vi nu har en fælles sangskat, der er med til at knytte gode bånd imellem os og de øvrige organisationer bag sangbogen. Jeg håber også, at den bliver til glæde på tværs af generationerne i vores sammenhænge, så den kan være med til at bygge bro og gøre generationskløften mindre.

    Det har også været en glæde at følge udviklingen på Børkop Højskole de seneste år. Flere tilbud og højere elevtal har atter givet unge lyst til at tage på bibelskole. Jeg er overbevist om, at det får betydning på mange områder i Indre Missions arbejde. Nogle får et kald til en konkret tjeneste. Andre møder evangeliet for første gang eller på ny. Mange oplever sig bedre rustet til at gå ind i lokalt missionsarbejde og påtage sig lederansvar eller forkynderopgaver. Børkop Højskole har på flere måder stor betydning for fremtiden i Indre Mission. Derfor håber jeg, at mange tilskynder de unge til at tage et ophold - og også er behjælpelig, hvis det er økonomien, som afholder de unge fra at tage af sted.

Tilbud som rækker videre

Virksomhederne i Indre Mission handler om mere end penge. Dybest set handler de om mission, og hvor¬dan de med kvalitetsprodukter kan bidrage til den fælles missionsopgave. Økonomiudvalget og de respektive ledere arbejder meget målrettet på at udvikle og optimere virksomhederne, så de fremover er bæredygtige - også efter nogle år, hvor vores virksomheder ikke undgik at blive ramt af den økonomiske krise i samfundet.

    Virksomhederne giver os mulighed for at have tilbud til mennesker, som måske ikke plejer at komme i kirkelige sammenhænge, sådan at de f.eks. kan møde kristen litteratur eller være i et arbejdsfællesskab med kristne og ad den vej komme i kontakt med et kristent fællesskab. På hver sin måde er Forlagsgruppen Lohse, Felix Rejser, Bethesdas Boghandel, Hotel Hebron, Indre Missions Tidende, Mørkholt Strand Camping og IM-genbrug med til at understøtte mission og gøre Indre Mission positivt kendt uden for vores egen kreds.

    Ved at gøre brug af virksomhedernes tilbud er Indre Missions venner også med til at støtte mission. Det kan være i form af et gavekort som bidrag til en rejse eller ved at give en bog i stedet for en flaske vin. Måske skal brudeparret have et års abonnement på IMT eller et ophold i en hytte på Mørkholt. Gælder det en hotelovernatning i København, er Hebron et oplagt sted i centrum. Skal du alligevel af med gamle ting, kan du aflevere dem i en af vores genbrugsbutikker.

    Jeg vil gerne opmuntre til, at man tænker virksomhederne med som en del af Indre Missions muligheder for at drive mission.

At (gen)rejse mure

Jeg er overbevist om, at Indre Mission stadig gør en forskel i dansk kirkeliv. Kaldet til at række evangeliet videre tvinger os til at handle ansvarligt. Det er langtfra en selvfølge, at kristendommens budskab er kendt blandt danskerne. Måske i en humanistisk iklædning, men ikke det helt centrale i Bibelens lære om Jesus Kristus. Det er fortsat vores opgave at gøre evangeliet kendt for dem, vi færdes iblandt til daglig. Vi har et ansvar for at skabe bevidsthed om sund og sand kristentro i en tid, hvor mange søgende overlades til selv at finde svar.

    Vi går en fremtid i møde, hvor der kristeligt set må bygges op. Vi kan se tilbage på tidligere tiders storhed og kan synes, det var bedre dengang. Som kristne må vi imidlertid tro på, at Gud vil kæmpe for os - også i dag - sådan som vi læser om det i Ezras Bog og Nehemias' Bog.

    Selvom en del af Jerusalem og templet var blevet genopbygget efter fangenskabet i Babylon, lå bymuren stadig i ruiner. Det betød, at folket stod svagt over for angreb og påvirkninger fra nabolandene. Genrejsningen af bymuren blev på den baggrund et tegn på bevidsthed om egen eksistens og en tydelig markering i forhold til de omgivende hedenske samfund. Det kunne nogen opleve som en trussel, mens andre fandt det velgørende.

    For Nehemias gjaldt det, at han havde stor tillid til Gud. Det kom til udtryk i ærlig og vedholdende bøn, at han arbejdede trofast og efter Guds vilje, at han havde frimodighed til at virke i sit kald og inspirere, og at han indgød mod hos dem, han var sat til at hjælpe og lede. "Men vi byggede på muren, og hele muren blev bygget sammen i halv højde, og folket havde mod til at gå videre" (Neh 3,38). Og muren blev bygget færdig og indviet for Herren.

    Den skriftlærde Ezra kom til at spille en afgørende rolle for, at folket atter lærte Herrens ord at kende. Det fornyede kendskab til Guds ord skabte glæde og ændrede israelitternes livsstil og relation til andre. "De læste tydeligt op af bogen med Guds lov og forklarede meningen, så man kunne forstå det, der blev læst. … For hele folket var begyndt at græde, da de hørte lovens ord. … 'Vær ikke bedrøvede, for glæde i Herren er jeres styrke!' Og levitterne beroligede hele folket og sagde: 'Vær stille, for denne dag er hellig! Vær ikke bedrøvede!' Så gik hele folket hen for at spise og drikke og sende mad ud og holde en stor glædesfest, for de havde forstået de ord, der var forkyndt for dem" (Neh 8,8-12).

    Der bliver altså rejst to mure: "Nehemias' mur", som betegner en synlig adskillelse mellem Guds folk og dets fjende, og "Ezras mur", som udgøres af Guds lov og undervisning i den, og som på den måde betegner en åndelig adskillelse.

Betydning for fremtiden

Det er vigtigt at være opmærksom på, at en "mur" har både styrker og svagheder. Den er et værn og beskytter. Den er identitetsskabende og giver et tilhørsforhold. Den er udtryk for styrke, omsorg og handlingsmuligheder. Muren udgør dog samtidig en fare for isolation, så man bliver fremmed for andre. Den kan sætte skel på en uheldig måde. Den kan danne ramme for en subkultur med særlige traditioner og krav, der virker ekskluderende.

    Det er også vigtigt at indse, at når "muren" ligger i ruiner, giver det - dengang som i dag - plads til modstand mod Guds ord. Det medfører uvidenhed om eller omfortolkning af det bibelske budskab. Det giver plads til social uret og en lovgivning, som står i kontrast til vejledningen og buddene i Guds ord. Det giver rum for religionsblanding, moralsk forfald og lovløshed, som er vanskelig at anfægte, fordi det har vundet hævd, at ingen har ret til at sige, hvad der er sandt ud fra Guds ord. Mest af alt: Det fører mennesker væk fra Gud og den evige frelse. Derfor har vi brug for i åndelig forstand at genrejse både "Nehemias' mur" - at leve et synligt liv som kristne - og "Ezras mur" - at leve forankret i Guds ord og gøre det forståeligt og kendt.

    Tit afholder vi os fra at rejse "muren" af frygt for at sætte skel eller komme til at virke anderledes. For der findes eksempler i vækkelsesbevægelsernes historie på, hvordan det at sætte skel blev årsag til kløfter mellem "dem" og "os". Det har afskrækket, så vi er blevet tilbøjelige til at udviske de fleste former for (for)skel.

    Men vi skal have et andet mål for øje. For det handler dybest set om, hvordan vi kan blive bevaret som Guds børn, og hvordan vi kan leve blandt andre som hans folk. At rejse muren og sætte skel sker ikke for at udelukke nogen, men for at blive åndeligt bevaret og forvalte den arv, vi er blevet betroet, så næste generation kan høre et sundt evangelium (sml. 2 Tim 1,12-14).

    Det er værd at bemærke, at det ikke var arbejdet i sig selv, som førte folket ind i en levende relation til Gud. Det var mødet med Guds ord. Da de lyttede og fik det forklaret, så de forstod meningen, skabte det nyt - og en stor glæde. Der skete vækkelse i kraft af Guds ånd. Ved at lytte til Ordet blev folket stillet ind foran Gud. Deres synd blev afsløret, men de stolede på Guds løfter om nåde (Neh 9). Guds tilgivelse gav dem vilje til at følge hans ord og det fik konsekvenser i form af konkrete handlinger.

Besinde sig på fremtiden

Vi ønsker at skabe en fornyet bevidsthed om Indre Missions arbejde og de mange muligheder for mission og diakoni. De otte pejlemærker, vi har navigeret efter, og den nye struktur skal ses i det lys. Men vi er bevidste om, at det ikke slutter dér. For hvordan giver vi konkret hjælp til at kende Gud, så mennesker bliver glade for at høre ham til og eje løftet om evig frelse ved tro på Jesus Kristus?

    Arbejdet med den nye struktur er en kærkommen anledning for hovedbestyrelsen til at stille sig selv spørgsmå¬let: Hvad betyder det for os at være en vækkelsesbevægelse? Hvordan vil vi styrke forkyndel¬sen? Som ledelse må vi besinde os på, hvad det egentlig er, vi vil - ikke mindst når det gælder indholdet af vores forkyndelse og åndelige vejledning. Strukturforandringer kan være nødvendige, men en besindelse på, hvem vi er, og hvordan vi får det frem, er afgørende. Og hvad mener vi i dag med ord som "vækkelse", "mission" og "omvendelse"?

    Ved de seneste HB-møder har vi arbejdet med disse spørgsmål - og vil gøre det en tid endnu. Næste forår vil der komme mere i IMT om disse drøftelser, men allerede nu har vi formuleret nogle udsagn, som vi tager udgangspunkt i. De lyder:

"Vi vil:

  • forkynde KRISTUS som eneste Frelser, fordi alle mennesker er syndere, der har brug for redning fra at være evigt fortabt
  • holde BIBELEN højt, fordi Bibelen er Guds Ord og eneste rettesnor for menighedens tro, lære og liv
  • opfordre til BØN, fordi Jesus har givet os fri adgang til vores himmelske Far, som altid lytter, når vi beder
  • fastholde, at et menneske bliver Guds barn i DÅBEN, og at denne gave må modtages i tro
  • kalde til OMVENDELSE og EFTERFØLGELSE af Kristus, for kun ved at følge ham kan et menneske gå ind i Guds rige."

     Den nye struktur vil forhåbentlig blive en god ramme for Indre Missions arbejde rundt om i landet, men vi må aldrig lade missionsarbejdet blive et spørgsmål om den rette organisering. Strukturen må altid kun være et redskab for det egentlige: At mennesker ledes til Jesus og lever i ham.

Historisk blik for fremtiden

Lad os vende tilbage til udsagnet om, at vi lever i en tid og et samfund, hvor der kristeligt set må bygges op. Måske kan årets mange jubilæer være med til at give os nye perspektiver. Jeg tror ikke, at der findes enkle formularer, som kan ændre tilstanden med et trylleslag. Det kræver tålmodighed, vedholdenhed, slid og bøn - og man må ikke forvente at se resultater lige rundt om hjørnet, men det kan få afgørende betydning for de næste generationer.

    For 200 år siden var der en national krise i Danmark. I kølvandet på Napoleonskrigene og kongens til tider uforståelige valg ramtes landet af en statsbankerot. I 1814 mistede Danmark så også Norge, og nationalfølelsen led et mentalt knæk.

    Men der skete også noget andet det år. For samtidig med at krisen kradsede, og rationalismen satte sit præg på samfundet, opstod to "institutioner", der blev byggesten for meget kristeligt arbejde i landet, og som gensidigt har styrket hinanden. Dels vedtog man loven om syv års skolegang, altså begyndelsen på folkeskolen. Grundskolen var religiøs, og den skulle skabe ordentlige mennesker. Dels etableredes Det Danske Bibelselskab under kongens beskyttelse, som satte gang i en bevægelse, der skulle sikre udbredelsen af Bibelen på dansk grund. Og ikke mange år efter førte det også til oprettelse af Det Danske Missionsselskab.

    Skolen og Bibelen har fulgtes ad lige siden. Jeg tror ikke, man kan overvurdere, hvad det har betydet, at generationer blev oplært i Luthers Lille Katekismus, fik kendskab til mange bibelfortællinger og lærte salmevers udenad. Mit ærinde er ikke at drøfte de pædagogiske teknikker eller fremme stiv dogmatisk udenadslære, som det eneste rigtige. Faktisk vendte blandt andet vækkelsesmiljøerne sig imod dette og trak i stedet de bibelske fortællinger frem som det, der skulle opdrage danskerne til gode kristne.

    Bibelkritikken i det 20. århundrede og ændringen af skoleloven i 1975 har sat sit afgørende præg på, hvor¬dan skoleelever undervises om kristendom, og det præger tydeligvis vores samfund. Mange kender ikke længere de helt centrale fortællinger i Bibelen og ved ikke, hvad kristen tro egentlig handler om. De store fortællinger blev erklæret døde og skulle analyseres kritisk. Efter årtier med berøringsangst i skole og samfund fornemmer man visse tøbrud. Fortællinger vinder frem igen som hjælp til at finde identitet og mening. Men man søger gerne nye måder at fortolke og forstå det kristne budskab på, så det tilpasses moderne mennesker. Og i mange tilfælde er det også situationen, hvor folkekirken er på banen.

    Her har vækkelsesbevægelserne stadig relevans og meget at byde ind med. Vi har et ansvar for at være med til at genopbygge "Ezras mur", altså at lære folk de bibelske fortællinger at kende og hjælpe dem til at forstå meningen. Oplæringen er en del af kirkens væsen og knyttet til dåbs- og missionsbefalingen.

    Jeg er godt klar over, at der ikke findes lette løsninger, så det automatisk vinder indpas i skoleverdenen, og mange i vores multireligiøse samfund pludselig begynder at læse i Bibelen. Men vi har muligheder - ikke kun i vores egne fællesskaber eller tilknyttede skoler. Eksempelvis er mange unge ikke længere så afvisende over for at tale om kristendom og tro, netop fordi det er nyt for dem. I Bibelselskabets satsning på at udbrede kendskabet til Bibelen, er der for tiden mange kendte personligheder, som lægger røst til bibeltekster eller vedkender sig, at de læser i den. Det kan skabe interesse hos flere for at lære Bibelen at kende - og her skal vi være parate med hjælp til at gøre Bibelen forståelig. Og så skal vi især huske at skabe gode vaner for bibellæsning i hjemmet - for vores egen og ikke mindst for vores børns skyld.

     Det er set før i kirkens historie, at der ud af bibelundervisning fulgte vækkelse og aktivt kirkeliv. Må Guds ånd fortsat blæse liv ind over vores land!

På vej - hvorhen?

Få uger efter sidste årsmøde mødtes hovedbestyrelsen ekstraordinært. På årsdagen for indførelse af vielsesritualet for to af samme køn (den 15. juni) blev der bragt en kronik i Kristeligt Dagblad (KD), som jeg havde skrevet under på sammen med syv andre formænd. Nogle fandt den velgørende, mens andre mente, at vi var gået unødigt langt. I det kirkelige landskab har den givet anledning til alvorlig uenighed og diskus¬sio¬ner om, hvad det betyder at være i kirke sammen. En debat som stadig pågår, og som jeg finder vigtig og gerne vil deltage i.

    I bestyrelsen havde vi en god og afklarende drøftelse, som man kan læse mere om i lederne i IMT nr. 26 og nr. 27/28 i 2013. Vi er enige om sagens alvor og vores vejledning til Indre Missions venner, men drager forskellige konsekvenser. Som jeg har sagt tidligere, er der samvittighedsfrihed i Indre Mission, også i bestyrelsen. Set i bakspejlet er der et par sætninger i kronikken, jeg ville have formuleret anderledes i dag - eller forklaret lidt nærmere. Og så ville jeg tydeligere have peget på, at vi (de otte formænd) med kronikken ikke havde til hensigt at vejlede hele kirkelivet, men ønskede at være åbne om, hvilken vejledning vi gav til dem, som spurgte os.

    Kronikken gentager et budskab, som "De otte" udtalte i 1998, og der er mange eksempler på, at præster, menigheder og kirkelige organisationer har fulgt den linje. Nogle har ment, at det ikke er muligt at kommunikere et sådant budskab i dag (allerede i 1998 var der uenighed om det), og at en kronik ikke er det rette medie for en sådan kommunikation. Jeg påtager mig ansvaret for at have bragt dette budskab frem igen - bl.a. for ikke at være skyld i at missionsfolket for hurtigt glemmer, hvad indførelse af det nye ritual har medført.

    Nogle få dage efter kronikken skrev jeg i et indlæg i KD: "For min del skal jeg beklage, hvis smerten over den folkekirkelige tilstand ikke fremgår tydeligt nok. Jeg holder af folkekirken og ønsker, at Indre Mission, hvor det er muligt, fortsat kan tage del i samarbejdet og bidrage til folkekirkens mission, diakoni og undervisning. Jeg har ikke ønsket det svigt, som reelt er årsag til den splittelse, som i øjeblikket præger folkekirken."

Ny styring af folkekirken

De mulige strukturændringer for folkekirken har også optaget os. I efteråret indsendte vi et høringssvar vedrørende "Debatoplæg fra Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken", som kan læses på IM's hjemmeside. Derudover har vi deltaget i debatten og haft en række samtaler med relevante personer. Nu er udvalgets endelige forslag kommet i "Betænkning 1544", hvortil vi også vil indsende et høringssvar og fortsat gøre vore synspunkter gældende. Vi har ikke mindst fokus på, hvordan man kan sikre den teologiske bredde, bl.a. ved valgprocedurer, så mindretal vil blive repræsenteret i et muligt organ som "Folkekirkens Fællesudvalg", og hvilken indflydelse det vil få på kirkens indre anliggender.

    En ændring af folkekirkens styring - uanset om den ender med at blive stor eller lille - kan være med til at skabe større gennemskuelighed over procedurer og kompetencer, og den kan give en større medindflydelse for folkekirken omkring egne forhold. Men jeg håber ikke, at et eventuelt nationalt udvalg vil centralisere folkekirken, så kirken ikke længere primært ses "fra neden", i det lokale menighedsliv. Ej heller at det bliver vanskeligere at være uenig i såvel den kirkelige som teologiske mainstream - eller at vi får et organ, som ender med at kunne udtale sig på folkekirkens vegne.

    Uanset folkekirkens struktur er det ikke den, som skaber tro og opretholder åndeligt liv, men Helligånden. En ny struktur redder ikke folkekirken fra åndelig død. Derfor er der fortsat brug for, at Guds ord forkyndes sandt, og at menighederne oplæres i at leve efter Guds ord og anvisninger for sund kristen lære og liv.

    Derfor glæder det også, at der for tiden ikke er mange ledige kandidater fra Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut. Det er ikke altid enkelt for kandidaterne derfra at få embede i folkekirken, men flere steder efterspørges de, og der er stillinger, hvor mindretalskandidater har en chance. Vi kan så opleve, at der ikke er nok til at søge disse steder eller villighed til at søge derhen. For det lokale kirkeliv er det ikke ligegyldigt, hvem der bliver kaldet som præst. Ligesom det har stor betydning, at vi fortsat opmuntrer nogen til at læse teologi, så menigheder fremover kan få troende præster, der aktivt vil virke sammen med missionsfolket.

    Og så vil jeg også nævne, at vi tilbyder vejledning til frimenigheder, der bliver dannet med tilknytning til Indre Mission (og ligeså for valgmenigheder), f.eks. ved at en præst i hovedbestyrelsen indgår i en formel ordning om vejledning med den aktuelle menighed. På den måde kan båndene til Indre Mission styrkes, samtidig med at man bevarer sin selvstændighed som menighed.

Det helt centrale på spil

Den engelske forfatter G.K. Chesterton har sagt: "Det, vi trænger til, er ikke en kirke, som bevæger sig med samtiden - det slås medierne om at gøre. Det, vi trænger til, er i stedet en kirke, som kan bevæge samtiden." I modsætning hertil oplever vi, at der i rummelighedens navn tillades læremæssige fortolkninger i folkekirken, som er på kollisionskurs med kirkens lutherske grundlag, og derved bliver der givet plads til at afvise klassisk kristendom. I det forgangne år er det ikke kun forståelsen af omvendelse og mission, som har medført en større debat, men også helt centrale punkter som gudsopfattelse og synet på forsoningen. Man bruger ganske vist mange traditionelle kristne udtryk, men fastholder samtidig, at man endelig ikke må tage det bogstaveligt. Det skal udelukkende forstås billedligt og poetisk.

    Det kan lyde som en teologisk debat uden større relevans for kirkefolket. Men tag ikke fejl. Forståelsen af disse områder har afgørende betydning for forkyndelsen, sjælesorgen og vejledningen af menigheden. Den traditionelle tro på en almægtig, skabende og opretholdende Gud har efter Grosbøll-sagen for ca. 10 år siden været åbenlyst anfægtet. Gud anses ikke som evig og uforanderlig. I stedet har en anden gudsopfattelse vundet mere hævd - Den nye Gud - hvilket ikke mindst Vartov-præsten Niels Grønkjær i en bog fra 2010 har givet inspiration til. Her opfattes Gud som den afmægtige Kristus på korset. Man hævder ligefrem, at Gud er blevet klogere ved at blive menneske, at han gennem Jesu erfaringer har lært noget nyt om tilværelsen og ved nu mere om menneskelivet, som han ikke havde kunnet forestillet sig før. Kort sagt: Gud har forandret sig.

    Det kan lyde sympatisk, at det har skabt forandringer i Guds sindelag, at han blev menneske, og at det har givet ham en bedre forståelse for menneskelivets vilkår. Men det har ikke hold i den bibelske grundfortælling. Når man vil bortforklare syndefaldets realitet og konsekvenser, har man brug for teologisk at stille noget andet i stedet. Derved bliver det primære i Guds kærlighed ikke hans tilgivelse og nåde mod syndere, som har brug for frelse. Det erstattes i stedet med, at Gud har medlidenhed med sine skabninger.

    Når forsoningen således ikke længere handler om, at Jesus døde stedfortrædende for os på korset og med sit blod overvinder Guds vrede, skyldes det, at syndefaldet er bortforklaret. For hvis der ikke er synd, som skal sones, og befrielse fra dommen til evig fortabelse, så må Jesu hengivelse til døden tolkes i et andet lys. Jesu korsdød bliver derfor kærlighedens store eksempel og forbillede på at give sig hen for andre, og trøsten skulle i så fald være, at Jesus har været i døden før os og derved fører os ud derfra. Guds kærlighed består da i at drage alle mennesker til sig - så alle bliver frelst. Men det er en radikalt anderledes forståelse, end at Jesus blev sendt som et sonoffer for vore synder (1 Joh 4,7-10).

    Man skal som regel ikke lytte til mange prædikener, før man fornemmer, hvilken gudsopfattelse der er ligger bag, eller hvilken betydning man tillægger forsoningen. Det kan hurtigt vise sig, at omdrejningspunktet ikke er den Gud, som har åbenbaret sig i Bibelen. Og i så fald bygger forkyndelsen på en løgn. Så er kristendommen blevet til en livsanskuelse på linje med andre, og evangeliet tilsløres.

    I debatten har nogen også talt om "kristen ateisme". Det skal forstås sådan, at kristendommen i sin kerne er religionsopløsende. Den sætter mennesket fri fra religiøse bindinger og dermed også fra troen på en overnaturlig, almægtig Gud eller andre metafysiske forestillinger. I den forstand er kristendommen a-teistisk, hævdes det. Men konsekvensen af den opfattelse er skræmmende. For "hvis Gud ikke egentlig er til, så betyder tro og kristen praksis ingenting mere. Så er evangeliets gode nyhed retfærdiggørelse af de vantro. Og så er både Paulus' og Luthers pointering af troen med ét afskaffet!", som en har udtrykt det.

    Det er ikke ligegyldigt, hvilken forkyndelse man lytter til, og hvad der bliver sagt om Gud. Flotte ord kan være uden indhold. Vær derfor bevidst om, hvilken åndelig føde du får og finder trøst og håb i.

Fremad i taknemmelighed

Som missionsbevægelse har vi evigheden for øje, og vi ønsker at få mange flere med på vandringen hjemad. Derfor har vores fælles virke betydning - og det er ikke ligegyldigt, hvad du bidrager med.

    Der er sket mange forandringer i Indre Mission siden sidste årsmøde, og de har berørt mange medarbejdere og venner. Jeg ved, at det har krævet villighed og tålmodighed at finde ind i en ny struktur. Derfor er der virkelig grund til at bringe en stor og hjertelig tak til alle - både medarbejdere og frivillige rundt om i hele landet. Jeg ved, at det ikke altid har været lige let, og at det til tider har virket uoverskueligt. Samtidig oplever jeg, at der nu ses fremad, og at nyt spirer frem.

    En stor tak til Indre Missions venner for forbøn for ansatte og hovedbestyrelsen. Tak for engagement og offervilje i forhold til arbejdet lokalt og på landsplan. En varm tak til hovedbestyrelsen for endnu et år med rigtig godt samarbejde! Først og sidst skal takken gå til Gud, som vi trygt kan forlade os på under alle forhold. Ham alene tilhører æren.




Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér