få teksten læst højt - adgangforalle.dk DK DE UK Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Indre Missions Tidende

01.12.2017

Det trygge fællesskab er lige os

Lene og Jesper har været en del af fællesskabet i Buddinge Kirke i mange år. Der har været svære dage, som da IM i Buddinge måtte lukke




Tosproget og med en vestjysk sjæl. Sådan lidt lunt beskriver Lene Offersgaard sig selv, efter de mange år, hun har boet i Østdanmark med ægtefællen Jesper og deres tre piger. Parret er nogle af de mange jyder, som bor i Københavnsområdet. Hun stammer fra Naur ved Holstebro, og han kommer fra Dybvad i Nordjylland.

    "Set i bakspejlet tror jeg, at der var en mening med, at vi skulle herover. Men jeg blev noget chokeret over, hvor hårdt det var at være langt væk fra familien, når børnene var syge, og vi skulle have det hele til at fungere med to fuldtidsjobs. Undervejs var det godt, at vi havde en god base i Indre Mission og kirken i Buddinge," fortæller Lene, der sammen med Jesper bor i Skovlunde.

    Hun tænker tilbage til studieårene i Aalborg i midten af 1980'erne. Her mødte hun Jesper i en studiegruppe i forbindelse med ingeniørstudiet på Aalborg Universitet. Efter nogen tid inviterede Lene Jesper med i en åben bibelstudiegruppe i KFS, og det var med til, at han blev en personlig kristen.

    De fandt ud af, at de ville følges ad i livet, og blev gift i 1989. Året efter stod de med eksamensbeviset i hånden, men det var i en tid, hvor ingeniører ikke var en mangelvare.

    "Vi ville gerne bruge vores uddannelser, så der var ikke andet for end at søge arbejde i København. Her var der en større chance for, at vi begge to kunne få arbejde," fortæller Lene. De havde regnet med, at de ville vende tilbage til Jylland efter fire til fem år. Men så fik Jesper et godt job på Forskningscenter Risø, og parret valgte at blive i København og lade pigerne vokse op der.

    I dag er deres to ældste aktive i Herlev IMU, og den mindste hænger ud med kammeraterne i ungdomsgruppen i Lindehøj Kirke.

To introverte ingeniører

En missionær havde hørt, at det unge ingeniørpar kom til København, så han hjalp dem med at finde en bolig i Buddinge. Han introducerede dem for byens IM-fællesskab, der holdt til i Buddinge Kirke.

    "Vi fik en rigtig god modtagelse og oplevede hurtigt, at det var et åbent og rummeligt fællesskab," siger Lene. Det har lige siden været et vigtigt holdepunkt for dem.

    Det var en gruppe på tyve mennesker, som parret blev en del af, og det passede dem fint.

    "Nu er vi ikke nogle festaber eller særligt udadvendte, så vi har det rigtig godt med mindre fællesskaber," forklarer Lene, der tilføjer med et glimt i øjet: "Vi er et par introverte ingeniører."

    Jesper indskyder efter en lille tænkepause: "Vi har det fint med at være i et lille fællesskab, der bygger tillid og tryghed."

    I 2000 købte parret hus i Skovlunde, der ligger tættere på Lindehøj Kirke i Herlev, der er en stor og aktiv menighed. Parret valgte at køre de lidt flere kilometer for at bakke op om arbejdet i Buddinge Kirke.

    "I Lindehøj var der masser af mennesker og ressourcer; de havde ikke brug for os," forklarer Jesper.

    "Vi føler os hjemme i Buddinge, hvorfor skulle vi vælge noget andet?" siger Lene, der nævner, at der typisk kommer mellem 50-60 til en gudstjeneste.

IM i kirken

Også det lokale IM's tilknytning til kirken var medvirkende til, at Buddinge blev parrets omdrejningspunkt.

    "Indre Mission hørte til i kirkens lokaler. Vi kunne godt lide ideen med, at det hele var samlet under samme tag. Det var med til at bygge bro mellem missionsforeningen og kirken, for de mennesker vi så til møde i Indre Mission, mødte vi også til gudstjenesten. Oven i det havde vi to gode præster, som stod for en linje, vi bakkede op om," forklarer Lene.

    "For en ung børnefamilie var det nemmere at komme det samme sted. Det var ret ukompliceret."

    Parret har i alle år valgt at lægge alle kræfter i det lokale arbejde i Buddinge og ikke i det øvrige IM-arbejde i hovedstaden.

    "Jeg tror, at tærsklen er lavere i folkekirken," begrunder Lene. Det betyder ikke, at parret ikke deltog i kredsarbejdet, da det stadig fandtes i København.

    "Vi kom, når vi havde overskud til det."

Sagsbehandling med Gud

Efter et par år i det københavnske kom Lene i menighedsrådet i Buddinge Kirke, og dér har hun lige siden lagt de fleste kræfter. De seneste to perioder som formand.

    "Min drivkraft er, at jeg er med dér, hvor beslutningerne træffes, og dermed har jeg en stemme, som taler for, at Indre Mission har en plads i folkekirken. Jeg vil gerne skabe rum for, at de der brænder for at lave et stykke frivilligt arbejde som Indre Mission, får mulighed for det. Kirken står stærkere og rækker længere ud i sognet, hvis arbejdet er delt ud på de frivillige, end hvis det kun er præsten, der bestemmer," fastslår Lene.

    Funktionen som menighedsrådsformand passer godt til hendes personlighed.

    "Jeg kan lave en masse nødvendigt, godt arbejde uden at jeg så ofte skal stå foran en forsamling og sige alt muligt," siger hun.

    "Jeg har det skønt med at lave masser af sagsbehandling sammen med Gud."

    Jesper tog en tørn i bestyrelsen for Indre Mission i Buddinge, indtil IM-fællesskabet blev nedlagt i 2012.

    "Det var skuffende, da vi måtte lukke, men det var uundgåeligt, fordi vi var for få til at drive det," forklarer Jesper, der i stedet sidder med i et udvalg, der arrangerer nogle månedlige bibelforedrag i kirken.

Dåbstallet falder

Lene har oplevet, at nogle gange går deltagerantallet ned, og andre gange blomstrer det op.

    "I de sidste fem år har vi set, hvordan dåbstallet er raslet ned i Buddinge Kirke, fordi forældregenerationen, der får deres børn døbt, ikke har nogen kirkelig tilknytning. På den anden side ser vi, at folk begynder at komme i kirken, efter at de er blevet en del af kirkens aktiviteter, for eksempel 'Herreværelset', der er en frokostklub for mænd, og 'Tolvsang', der foregår en gang om måneden og indeholder en andagt, sang og frokost, og så 'Gud og Spaghetti'," forklarer Lene.

    Hun er spændt på, hvad et nyt tilbud kan gøre:

    "Kirken er kommet med i kommunens program over sommeraktiviteter, hvor vi tilbyder en uge med sang og musik for børn."

    Hun mener, at kirken står over for en stor opgave med at gøre evangeliet vedkommende for mennesker i dag.

    "Vi skal gøre os interessante på en anden måde, hvis vi vil bringe det gode budskab til flere mennesker. Men jeg er noget usikker på, hvordan vi fanger flertallets opmærksomhed. I dag er troen en meget personlig ting, og mange har nok i sig selv," forklarer hun.

    "Hvis jeg spørger en kollega, om hun har lyst til at komme med til en gudstjeneste, vil hun kigge helt uforstående på mig. Der er ikke nogen knage, jeg kan hænge det op på, og vi har ikke et fælles sprog for det. Vi er to helt forskellige steder."

    Parret forsøger at bevare optimismen i det kirkelige arbejde, selv om det nogle gange har været svært.

    "Vi gør det så godt, vi kan og med de rammer og midler, vi har. Der har været perioder, hvor vi har spurgt Gud, hvad han har gang i. Vi må spørge og bede Gud om alt, men Guds tålmodighed er meget større end vores," understreger Lene.

    Det, der kan gøre mig mismodig, er, når kristne ødelægger gode ting for hinanden. Det har nogle gange taget luften ud af ballonen."

Stærk tilknytning til IM

Selv om parret ikke kommer aktivt i et IM-fællesskab i dag, føler de en stærk tilknytning til bevægelsen.

    "Jeg har det med mig i mit menighedsrådsarbejde, for eksempel når vi skal ansætte medarbejdere. Det er vigtigt, at de tror på Jesus som opstået, og mener, at evangeliet skal gennemsyre kirkens aktiviteter," fastslår Lene.

    "Det betyder meget for mig, at jeg kan dele synspunkt med Indre Mission, fordi her står jeg i en forening, der arbejder ud fra det grundlag, som jeg selv bygger på. Jeg er ikke alene om at definere mit åndelige ståsted i en kompleks virkelighed, hvor der er mange holdninger," slutter Jesper.

 



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
  • Indre Missions Tidende
  • Arkiv
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér