Følg IM Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Indre Missions Tidende

07.06.2015

En duft af liv til liv

Hovedbestyrelsen har haft drøftelser af vækkelsens betydning og af forkyndelsens kendetegn




"Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog og overalt lader os udsprede kundskaben om ham som en duft. For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes - for dem, der fortabes, en duft af død til død, for dem, der frelses, en duft af liv til liv. Og hvem duer til det? Vi driver jo ikke som alle de andre handel med Guds ord, men taler renfærdigt på Guds vegne, for Guds ansigt i Kristus" (2 Kor 2,14-17).

Dette budskab har stadig relevans - også for Indre Missions arbejde. Det er derfor vi samles om formålet at lede til Jesus - leve i Ham. Her er vi ved det afgørende i bevægelsens mangfoldige missionsarbejde både lokalt og på landsplan.

    For apostlen Paulus udgør disse vers et væsentligt tema for Andet Korintherbrev som helhed. Det er simpelthen årsagen til hans frimodighed i tjenesten og udtryk for, hvordan han erfarer og ved, at Gud virker.

    Paulus peger på, at vi må være bevidste om vores tjeneste som vidner, evangelister og forkyndere af Guds evangelium i Jesus Kristus. Det gælder ikke mindst i en tid, hvor sekularisering bliver tydeligere i vores land, og hvor kendskabet til Jesus og behovet for frelse synes mindre. Der er stadig grund til at være frimodige, når vi står i Ordets tjeneste (2 Kor 10,3-6).

    Billedet med at blive ført i Kristi triumftog kan ses fra to vinkler. Vi kan som en sejrende soldat gå i spidsen sammen med sejrherren og få del i æren og lade det indgyde os mod og styrke. Påskens glade budskab er, at Jesus vandt, og jeg vundet. Men det er også muligt, at vi i vores tjeneste for Jesus i stedet har en oplevelse, der minder om de foragtede fanger, der blev ført efter sejrherren. De blev mødt med hovedrysten og respektløshed og blev groft behandlet, for de havde jo tabt og var uden indflydelse. Hvorfor skulle de tages alvorligt?

    Paulus understreger, at evangelieforkyndelsens fortegn ikke er nederlag, men sejr - hvor dog alt beror på Guds gerning. I evangeliet får vi skænket en triumf på magtesløshedens og nederlagets klangbund. Der er sejr i nederlaget, liv i døden. Netop gennem magtesløshed kan vi opleve sejr. Så det, der umiddelbart kan synes svagt, i virkeligheden er Guds triumf (1 Kor 1,18-25).

Vellugt eller stank

Foran et sejrstog blev der afbrændt velduftende røgelse, som gjorde opmærksom på, at nu kom sejrherren. Måske hentydes der også til den duft, som steg op fra ofrene i templet, en røg fra takofre, som er Gud velbehagelig (Rom 12,1f). Vi må se os selv i lys af begge perspektiver. Det er helt fantastisk at tænke på, at Gud åbenbarer sin kundskabsduft ved os på ethvert sted - og på den måde peger hen på Jesus.

    Der er tale om en dragende duft, selvom den for nogen kan fornemmes som en frastødende stank. Men kundskab drager et menneske til Gud, og mennesket lærer Gud at kende gennem evangeliet. Derfor er der brug for, at vi fortæller om, hvem Gud er. Og når duften er velbehagelig for Gud, skyldes det, at vi må se vores tjeneste som et takoffer til ham, virket af Jesus Kristus selv. Han lever i os (Gal 2,20) og er selv vellugten. Derfor bliver et møde med os som Kristi vellugt et spørgsmål om frelse eller fortabelse. Ingen tvinges ind i Guds rige, men det enkelte menneske må selv tage stilling (1 Joh 5,10-13). I mødet med evangeliet kan et mennesket ikke nøjes med at konstatere og observere, men provokeres til at vælge. Og ja, for nogen er budskabet en vellugt, for andre en frygtelig stank.

    Evangeliets forkyndelse rummer en underlig dynamik: Der kan skabes mere og mere død eller mere og mere liv. Guds ord er aldrig tomt eller virkningsløst (Es 55,11). Paulus vil pege på den sandhed, at en død tro bringer duft af evig død, og en levende tro bringer duft af evigt liv.

    Som troende skal vi ikke blive hovmodige, men ydmyge. For duer vi til at stå i denne tjeneste for evangeliet? Kan vi forkynde dette radikale evangelium? Vi kan til tider lidt for hurtigt konkludere, at vi ikke rigtig duer og finde på undskyldninger. Det kan nemlig koste anseelse og muligheder at være i denne livstids- og hverdagstjeneste for Gud. Derfor er det nærmest en befrielse at konkludere, at ingen egentlig duer til denne tjeneste!

    Altså når det sker på egen hånd. For hverken Paulus' eller vores egnethed til tjenesten beror på egne kvaliteter. Men Gud kan ved sit kald sætte et menneske i tjeneste og udruste, styrke og virke i det ved sin Ånd trods svaghed og skrøbelighed. Tjenesten sker under korsets fortegn, hvor Gud gør duelig (1 Thess 5,24). Derfor kan vi tale på Guds vegne som hans ambassadører (2 Kor 5,17ff) - ligefremt, åbent og forståeligt uden nogen bagtanker - i bevidsthed om, at vi er kaldet af Kristus (Matt 9,38). Vi kan i åbenhed træde ind for Gud i Kristus og må være bevidste om, at vi står til ansvar over for Gud (2 Tim 4,1-5).

Vækkelse og forkyndelse

Når jeg begynder formandsberetningen med disse grundlæggende tanker, er det for at sætte ord på, hvad der optager mig og har været et vigtigt omdrejningspunkt for hovedbestyrelsens arbejde i det forgangne år. For ud over de almindelige driftsmæssige sager, medarbejderforhold og spørgsmål vedrørende den nye struktur har det været vigtigt at rette fokus mod Indre Missions selvforståelse og væsentligste opgave: Hvem er vi - og hvad skal vi?

    Vi har drøftet ordet "vækkelse". Hvad betyder det i dag? Er vi stadig en vækkelsesbevægelse og ikke blot en missionsbevægelse? Hvad er forskellen? Kan vi ikke droppe ordet vækkelse, når vi nu ikke længere oplever de store folkevækkelser som tidligere? Hvordan skal vi i det hele taget forholde os til begrebet vækkelseskristendom? Det har givet anledning til spændende drøftelser, hvor vi skulle tale os ind på hinanden.

    Det er afgørende at holde fast i, at kun Gud kan skabe vækkelse ved sin Helligånd (Ordet). Vi er som Guds folk, Kristi kirke udsendt i og med en mission (tjenere for evangeliet). Dette skal ikke sammenblandes eller adskilles. Ved at forstå vækkelse i det lys må vi besinde os på, hvad det betyder i vores tid, og hvordan vi skal forvalte vores ressourcer. I nær fremtid vil indholdet af disse drøftelser blive formidlet til Indre Missions venner.

    Samtidig har vi arbejdet med forkyndelsen i Indre Mission. Hvad kendetegner den? Hvordan får vi det mest centrale frem, og hvordan hjælper vi både forkynderne og dem, som har ansvaret for forkyndelsen lokalt? Vi har formuleret seks kendetegn, som præsenteres ved årsmødet. Efterfølgende vil hvert kendetegn blive uddybet i Indre Missions Tidende i en artikelserie, og derudover er der lagt en plan for, hvordan vi kan skabe bevidsthed om disse kendetegn i bevægelsen i de kommende år. I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at der er fokus på god forkyndelse næste år i januar ved en konference (www.godforkyndelse.dk).

Nød for andres frelse

Vi ønsker fortsat at sætte mission på dagsordenen. Ikke blot ved at tale om den, men ved at opmuntre og tilskynde - med bønnen som fortegn. Mission skal ikke være drevet af en usund pligtfølelse eller dårlig samvittighed, men af at vi har mødt Guds kærlighed i Jesus Kristus. Glæden over nådens virkelighed og nøden for andres frelse må drive os. Vi ved, at der kun er frelse fra evig fortabelse ved Jesus, og derfor ønsker vi af hjertet, at andre også lærer Jesus at kende og sætter deres lid og håb til ham.

    Det var en glæde at opleve samhørigheden om mission på tværs af foreninger ved konferencen Mission2015.dk i marts. Det handlede ikke om at finde et spor eller en fælles strategi, men om sagen og nøden og evnen til at se de mange muligheder. "Danmark har brug for Jesus", og vi har et kald til at række evangeliet til vores medmennesker. Vi står i den korsfæstedes mission og må som han være villige til at give os selv hen. Det er vores tjeneste! Vi er blevet betroet noget på vegne af andre, som har krav på det betroede. Og vi må spørge os selv: Hvem får aldrig det, som den kors¬fæstedes menighed skylder dem, fordi vi kun gør det, som vi plejer at gøre? Hvem bliver aldrig nået, når vi "nøjes med" at gøre det, vi gør lige nu?

    I det arbejde er der meget at forholde sig til. Hvordan ser det ud med vores ressourcer? Hvad stiller vi op med de områder i vores land, hvor der stort set ikke bor nogen bekendende kristne eller findes et levende kristent fællesskab? Hvordan møder vi andre og skaber miljøer og kulturer, som de kan opleve sig trygge i? Hvor meget er vi villige til at ændre af vaner og traditioner for at nå mennesker, hvor de er?

    Dybest set handler det om, om vi vil stille os til rådighed og lade os bruge. At vi bliver bevidste om, at vi hører til i Kristi triumftog og dermed kan være en duft af liv til liv. Vækkelse begynder hos os selv, ved at vi hver især vågner og bliver glade i Jesus. Jeg oplevede, at det netop var denne påmindelse og opmuntring, der gjorde konferencen befriende og relevant. På hjemmesiden mission2015.dk er der materiale til opfølgning og inspiration i det lokale missionsarbejde. Brug tid på at se videoerne, læs Michael Herbsts bog og omsæt det i handling.

    Da vi opslog stillingen som ny generalsekretær, søgte vi en, som kan inspirere til mission, tage åndeligt ansvar som leder og sætte en retning i det kirkelige landskab. Det er meget bevidst formuleret, for hovedbestyrelsen vil i samarbejde med den daglige ledelse have et fornyet fokus på disse ting i de kommende år.

Missionsarbejdet lokalt og på landsplan

Jeg glæder mig over at opleve, at græsrodsbevægelsen spirer fra neden - også på nye og anderledes måder. Indre Mission består af lægfolk med mulighed for at bringe deres vidnesbyrd på forskellig vis i hverdag og relationer. Det skal vi fortsat opmuntre hinanden til.

    I de senere år har vi talt om struktur og forandringer. Det har været nødvendigt, og vi er nået langt. Der forestår stadig justeringer, tilpasning og udvikling, men jeg oplever, at vi er på rette spor. Der begynder at ske spændende ting rundt om i landet, så fortællingen ikke blot er, at missionshuse lukker, men at der sker en masse nyt. Flere steder arbejdes der på lokale projektansættelser. Samlinger om mission og muligheder i regionerne har været afholdt. De ansatte medarbejdere begynder mere og mere at finde ind i det nye. Min opfordring er, at nu skal vi alle hjælpe hinanden til ikke at tale så meget om "den nye struktur", men rette fokus mod indholdet og missionsarbejdet.

    Økonomien begynder også i højere grad at gå i balance, så vi ser muligheder for nye tiltag og ansættelser. Optimismen og troen på det er i al fald til stede, og vi håber, at Indre Missions venner fortsat vil støtte landskassen i bevidsthed om, at gaverne på mange forskellige måder vender tilbage til missionsarbejdet rundt om i hele landet.

    Når vi i de seneste måneder har oplevet lederskifte og fratrædelser på en række poster, er det ikke udtryk for afvikling eller en bevidst strategi. I nogle tilfælde har det givet lejlighed til at se nye muligheder for, hvordan vi kan forvalte og udvikle arbejdet. Mest af alt har det været en stor opmuntring at opleve, at det har været muligt at kalde nye til disse lederstillinger, og vi tror på, at der nu er en god stabilitet.

    I bestyrelsen er vi opmærksomme på forholdet mellem det regionale og det landsdækkende arbejde. Vi ønsker ikke fem selvstændige regioner, hvor missionsarbejdet er snævert knyttet til ens område. Derfor har medarbejdere i regionerne også funktioner og opgaver i det landsdækkende arbejde, ligesom visse arbejdsgrene er knyttet til det regionale. I år har vi særligt fokus på, at regionsledere og landsledere får rettet opmærksomheden på dette forhold. Og vi har vedtaget en normering af ansatte i regionerne og de tilknyttede arbejdsgrene - herunder også i et samarbejde med Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler - så vi bevarer Indre Missions arbejde som en helhed. Det er vigtigt!

    Ligeledes er det vigtigt, at vi alle ser en fælles opgave her. Landsarbejdet er ikke hovedbestyrelsens opgave alene, men det er med til at binde bevægelsen sammen, og det er en ressource for både det regionale og lokale missionsarbejde. Vi har brug for at fremme dette, ikke mindst hos en ny generation af givere. Det er ikke en selvfølge, at den kommende generation ser landsarbejde med ledelse og lønnede medarbejdere som noget, der har væsentlig betydning for det lokale missionsarbejde og fællesskab. Fokus er hos unge langt mere på det lokale og globale, og i mindre grad på det nationale. Vi har brug for, at en ny generation griber visionen med et landsdækkende missionsarbejde, så de får større kendskab til arbejdet, medarbejderne og lederne og får hjerte for det, der er Indre Missions sag.

    Som bestyrelse ønsker vi ikke at være på afstand af hverken det regionale eller lokale arbejde. Derfor har vi i det forgangne år haft samlinger med lønnede og frivillige i hver region. Det har været givende og et vigtigt signal om, at vi ønsker at være tæt på medarbejderne og vennerne. Det vil vi også bestræbe os på fremover for at understrege samhørigheden og skabe tillid til ledelsen.

Behov og muligheder

Der er flere steder i landet, hvor det kunne være befriende, hvis vi med et fingerknips kunne ændre situationen ressourcemæssigt eller økonomisk. Eksempelvis har et stort område som Fyn behov for medarbejdere og ligeledes store dele af region Øst. Vi er heller ikke blinde for de store udfordringer i København - ikke mindst hvad angår Bethesdas økonomi. Vi lytter gerne til frustrationer og forslag, og vi vil arbejde med på at se muligheder og finde løsninger.

    I hovedbestyrelsen glæder vi os over de menigheder, der har valgt at knytte til ved Indre Mission. Ud over valgmenighederne Bykirken i Favrskov og Aarhus Bykirke gælder det Lemvig Bykirke, Broen i Vejle og senest Bramming Frimenighed. På hjemmesiden er der foldere, som beskriver fordele og muligheder ved som fri- og valgmenighed at være tilknyttet Indre Mission.

    Vi har opmærksomt fulgt nye tiltag for gudstjenester i bl.a. Viborg og Thisted, og vi har vejledt flere IM-venner i menighedsråd, når det har handlet om mulige mindretalsindstillinger ved præstevalg. Vi ønsker at være behjælpelige i de kirkelige forhold, og derfor skal man endelig tage kontakt til formanden, generalsekretæren eller andre i hovedbestyrelsen, hvis der er brug for vejledning.

Diakoniens betydning

I disse år taler vi meget om diakoniens betydning. Det sker i Indre Mission såvel som i store dele af det kirkelige arbejde. Det handler ikke om, at diakonien skal overtage evangelisationens eller forkyndelsens vigtige rolle. Men vi lever i en tid, hvor evangeliet skal have "krop" for at opleves troværdigt, relevant og vedkommende, og hvor den indbyrdes kærlighed i det kristne fællesskab kommer til udtryk i konkrete handlinger frem for blot gennem velmente ord.

    Diakoni er mange ting. Jeg har oplevet, at flere har fundet inspiration til at gøre det konkret, for eksempel i Silkeborg i forbindelse med Kirkernes Sociale Arbejde. Det sker også gennem vores tværkulturelle arbejde og i mødet med migranter, hvor vi på forskellig måde kan række en hånd ud og gøre en forskel i menneskers liv. Og midt i alt dette kan muligheden for at vidne om Jesus opstå.

    Diakoni er også at tage ansvar for ensomme og familier eller give vejledning vedrørende køn og identitet i en tid med mange store udfordringer og spørgsmål. Samtidig med, at vi ønsker at fremhæve de bibelske værdier i disse forhold, skal vi ikke skjule de mange problemstillinger og konsekvenser eller udvise berøringsangst. Der er personer, som har brug for vores omsorg, hjælp og vejledning, hvor de mærker et kærligt og medlevende hjerte. Jeg er stolt over, at vi har målrettede tilbud i denne sammenhæng, hvad et kig på f.eks. www.familiearbejde.dk eller www.adamogeva.dk er et vidnesbyrd om. Disse tilbud er afhængige af, at mange frivillige oplever et kald til at involvere sig og møde andre i deres livssituation for så at gå et stykke vej sammen med dem - uden at foregive at have svar på alt eller med et mål om at finde løsninger, men et klart ønske om at være til stede på en ærlig måde. Det samme gælder også i vores kristne fællesskab.

    Jeg har lyst til at nævne et aktuelt område mere, som i diakoniens lys kan gå under betegnelsen "menighedspleje". Hvordan møder vi småbørns¬familier, så vi fastholder både forældre og børn i fællesskabet og samtidig giver hjælp til livet som kristne? For nogle uger siden var det temaet i Indre Missions Tidende, som identificerede en række udfordringer. Nogle i den ældre generation kan give udtryk for, at de ikke forstår, hvorfor børnefamilier oplever disse problemer - for det gjorde de ikke, dengang de selv var unge. Og børnefamilier kan føle sig klemt og misforstået, så de får mindre lyst til at prioritere fællesskabet, møderne og måske også de gode kristne vaner i hjemmet. Det er vigtigt, at vi får talt om, hvordan vi kan hjælpe hinanden og kærligt vover at udfordre den måde, som vi indretter hverdag, hjem, møder og missionshusliv på. For dybest set handler det jo ikke om at have den rigtige model, men om, at vi på tværs af generationerne hjælper hinanden med at blive bevaret i troen og vandrer sammen mod vores fælles evige mål.

Kirkestruktur og køn

I efteråret endte det store arbejde med en ny struktur for folkekirken med at falde til jorden. Kirkeministeren fik ikke den fornødne politiske opbakning til et kompromisforslag, og måneders arbejde syntes spildt. Så slemt er det måske alligevel ikke. For strukturarbejdet har været med til at pege på svagheder og styrker, muligheder og begrænsninger i det folkekirkelige system.

    I vores høringssvar lagde vi bl.a. vægt på, at vi ønsker en kirke-fra-neden, hvor det kirkelige liv tager sit udgangspunkt i det lokale kirkeliv. Vi ønsker ikke en centraliseret eller topstyret kirke med ensartede holdninger eller et formaliseret bisperåd. Vi ønsker at værne om mindretalshensyn og udvide dem. Det er muligt, at en ny struktur kunne have taget højde for disse forhold, og det har vi kæmpet for. Samtidig har vi også overvejet, at det kunne blive svært i praksis. Set i det lys har Indre Mission måske ikke mistet så meget ved, at strukturforslaget faldt. Det hindrer os dog ikke i at tage gode ideer og inspiration fra forslaget med i det videre kirkelige arbejde.

     Spørgsmålet om samlivsformer og køn fylder stadig meget i den kirkelige debat. Men der var ikke megen debat, da Folketinget for et år siden (11. juni 2014) vedtog en lov om juridisk kønsskifte. Først i september gik det op for flere af os, at denne lov var kommet, og at Kirke-ministeriet stråsikkert hævdede, at præster ikke kunne fritages for at vie et par, hvor den ene havde fået foretaget et juridisk kønsskifte. Jeg tog kontakt til flere kirkeordførere, og sagen blev senere på året rejst i et samråd i Folketingets Kirkeudvalg med kirkeministeren. Loven blev omtalt som politisk makværk og sjusk, da den efterlod mange åbne spørgsmål.

    Ministeren bad efterfølgende biskopperne om en redegørelse, som blev offentliggjort først på året og desværre lagde låg på sagen. Kort sagt efterkom biskopperne lovens indhold uden modsigelse og teologiske indvendinger. Dermed annullerede man i praksis den igangværende teologiske diskussion om køn, ægteskab og vielser. I stedet har man - helt uden bibelsk belæg - gjort knæfald for den tanke, at køn blot er konstruk¬tioner, man kan vælge og vrage imellem. I modsætning til dengang, man indførte loven om vielser af to af samme køn, hævdede man, at der ikke bør gives en lovfæstet frihed for præster til at undlade at foretage vielser i denne sammenhæng.

    Sidst i april valgte så en af biskopperne at udtale sig om sagen. Steen Skovsgaard ser helst loven afskaffet og mener, at "det er et skråplan og helt forkert at gøre kønnet til et spørgsmål om valg, endsige at gøre det til noget flydende, valgfrit eller grænseløst". Han indrømmer, at han ikke havde været helt vågen i spørgsmålet undervejs. Jeg tror, at det gælder flere - og derfor var der noget forløsende i den provokation, kunstneren Ibi-Pippi foretog i Viborg svømmehal. Den var med til at udstille det dybt problematiske vedrørende den nye kønsforståelse og lovens konsekvenser i samfundslivet og med til at fastholde en undren over, at kirken uden nogen form for protest føjer regeringsmagten.

    Dermed ikke sagt, at vi som kristne ikke har en forpligtelse til i kærlighed at møde transkønnede, homoseksuelle m.fl. Det har vi! Og jeg kan for så vidt godt forstå, at de kan opleve det svært at høre det budskab. Derfor har jeg også sammen med andre opfordret til, at en arbejdsgruppe nedsættes, så vi senere på året kan få en vejledning om de relevante forhold i dette spørgsmål.

Fasthold sand lære

Ved juletid var der stor opstandelse om den tomme grav. Den såkaldte Ramsdal-sag udstillede åbenlyst, at der blandt præster og teologer hersker stor usikkerhed om det helt fundamentale i den kristne tro. Derfor kan det heller ikke undre, at kirkefolk bliver forvirrede og forført.

    Nogle har sågar ingen problemer med at afvise selv grundlæggende læresætninger om Jesu død og opstandelse - og betydningen heraf. For budskabet skal jo fortolkes, åndeliggøres eller være livspoetisk. Eller det skal forstås billedligt ind i vores liv, hvor det faktuelle og de historiske omstændigheder ikke spiller nogen rolle. Man fornemmer, at opstandelsen tilsyneladende bedst forstås på alle mulige andre end den ligefremme måde, som de bibelske forfattere og øjenvidner selv lægger op til.

    Sagen er, at hvis Jesu lig findes i en grav i Jerusalem, så er vores tro tom. Jesus opstod som dødens overmand, og der skete en forvandling af hans fysisk-dødelige legeme til hans fysisk-herliggjorte legeme. Han mødte sine disciple helt konkret, og de genkendte ham efterhånden. Og der kan siges meget mere afgørende om, hvad Jesu opstandelse og himmelfart betyder.

    Hvis vi afviser den klassisk-kristne lære om Jesus, så ændrer vi ved kernen i den kristne tro. Når vi bekender, at vi "tror på kødets opstandelse", så har det Jesu egen opstandelse som forudsætning. Når det gælder håbet om opstandelse og evigt liv hos Gud, så gælder det samme for os som for Jesus, at han opstod med et forvandlet fysisk-åndeligt herlighedslegeme. Og fordi andre kunne genkende ham, kan vi også tro på gensynsglæde på den nye jord.

    Hvis vi ved en begravelse på nogen måde afviser eller omfortolker det helt afgørende ved Jesu konkrete og virkelige opstandelse fra de døde, gør vi os skyldige i løgn frem for at forkynde trøst og håb.

    Denne sag har blot været med til at understrege, at det ikke er ligegyldigt, hvad der forkyndes eller undervises. Det gælder også ved dåb og oplæring generelt i kirkens regi. Når biskopper eksempelvis sætter fokus på det faldende dåbstal, havde det været velgørende, hvis det ikke kom til at dreje sig så meget om tallet, men om dåbens betydning og indhold. Vi døber ikke for at sikre børnene et langt og lykkeligt liv, og dåben er heller ikke blot et ritual, hvor forældre kan sige tak for deres barn. Det handler om evigt liv eller evig død. For kun ved tro og dåb bliver vi frelst. Derfor er dåbsoplæringen og dens indhold heller ikke ligegyldig. Men det er klart, at når helt grundlæggende begreber som synd og nåde, frelse og fortabelse mister deres bibelske og lutherske betydning, skal der gives en anden forklaring. Så bliver det en forplumret og til tider intetsigende kristendom, som folk skal forholde sig til - og forståeligt nok er ligeglad med. Kirken vil fremstå langt mere troværdig ved at holde fast ved det, som Jesus har befalet os og lært os i Bibelen som Guds sande ord.

Tak

Som ledelse kan vi opleve at skulle begrænse vores tiltag ved prioriteringer og fokusering. Men det kan være sundt, og det skaber tydelighed i bevægelsen om, hvad det er, vi vil. Vi skal fokusere på det vigtigste og give os selv og hinanden lov til at lade noget af alt det gode, men mindre vigtige, ligge. Vi skal acceptere, at vi er begrænsede, og at vi har begrænsede ressourcer. Og så skal vi hjælpe hinanden med at bruge de mange ressourcer, vi trods alt har, så fokuseret som muligt - og være en duft af liv til liv.

    I foråret måtte vi tage afsked med Thomas Bjerg Mikkelsen efter 5½ år som generalsekretær. Der skal lyde en stor tak til ham for alt det, han har givet Indre Mission. Også en tak til Peter Nord Hansen, som har været villig at træde til som konstitueret generalsekretær i en periode. Vi glæder os over, at vi et par uger før årsmødet kunne præsentere Jens Medom Madsen som ny generalsekretær fra 1. september!

    Og så vil jeg takke Indre Missions venner for forbøn for ansatte og hovedbestyrelsen. Tak for frivillighed og offervilje i missionsarbejdet lokalt og på landsplan. Tak til hovedbesty¬relsen for det gode samarbejde. Først og sidst skal takken gå til Gud, som vi trygt kan forlade os på under alle forhold.

Ham alene tilhører æren.




Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér