få teksten læst højt - adgangforalle.dk DK DE UK Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Indre Missions Tidende

18.05.2017

Nye unge missionærer klar

Indre Mission oplever stigende interesse for ansættelser




I takt med, at ældre missionærer går på pension, bliver der plads til nye kræfter i Indre Missions medarbejderflok. Og her er flere på vej, fortæller generalsekretær Jens Medom Madsen, som glæder sig over interessen for de ledige stillinger. Herunder præsenterer vi to nye missionærer, som netop er ansat, og flere er på vej.

    "Vi er åbne over for at tilpasse de nye stillinger både til de lokale behov og til den udrustning, som ansøgerne kommer med," understreger Jens Medom Madsen og tilføjer, at regionslederne altid er parate til en uforpligtende snak med interesserede.

Fra rejseleder til missionsguide

Da Lennart Grønkjær-Davidsen i februar flyttede til Slagelse sammen med sin kone Anne Mette, var det for dem begge en stor forandring og starten på noget helt nyt. Med rødder i Holstebro-området og uddannelse i Esbjerg var Vestsjælland ukendt land. Anne Mette havde fået ansættelse som jordemoder i Næstved, og Lennart var som nyuddannet administrationsbachelor på udkig efter arbejde.

    Under et besøg hos nogle af deres nye venner i Slagelse, faldt Lennart over et stillingsopslag i IMT, og 1. juni begynder han som missionær i Region Øst.

    "Det var åbenbart Guds plan, at vi skulle lande her," fortæller Lennart, der ikke, som sin kone, er opvokset i et kristent hjem. Han mødte kristendommen på adventisternes Vejlefjordskolen og blev først omvendt som 17-årig. Da han vendte tilbage til hjemegnen, mødte han Anne Mette, og de blev begge en del af IMU i Holstebro.

"Mødet med Indre Mission var på mange måder et kulturchok, men jeg følte mig godt modtaget og blev glad for fællesskabet og forkyndelsen," fortæller Lennart, som samtidig arbejdede som rejseleder for Riis Rejser.

    "Min opgave på Sjælland bliver at inspirere folk til at engagere sig i missionen. Der er mange muligheder og ressourcer her på Vestsjælland, og min erfaring som rejseleder og min uddannelse har lært mig at møde mennesker og holde fast i målet," forklarer Lennart.

    Regionsleder Kurt Kristensen understreger især Lennarts iver for at være i mission og peger på familiearbejdet, som et særligt fokusområde i hans tjeneste. "Der skal findes nye veje og bygges nye aktiviteter op, og det er Lennart den helt rigtige til," fortæller Kurt.

    Lennart er 28 år og begynder sin tjeneste 1. juni. Som en del af sin forberedelse tager han i efteråret på 8 ugers kursus på bibelskolen i Børkop.

Jeg står ikke alene

Mette Hornstrup er fra 1. juli ny missionær i Indre Mission og bliver en del af teamet i Region Syd.

    Mette har færdedes i Indre Mission hele sit liv og har tidligere været volontør ved Cafébussen. Hun havde dog ikke forestillet sig en ansættelse i Indre Mission, da hun for fire år siden begyndte 3K-uddannelsen i Aarhus.

    "Min tid i Soldatermissionen og ved Cafébussen havde givet mig en lyst til at møde mennesker med evangeliet om Jesus. Jeg kunne dog ikke se mig selv i den klassiske stilling som indremissionær, men med de nye medarbejderteams er det anderledes. Her skal jeg ikke kunne det hele, men kan trække på mine kollegaer," fortæller Mette, der oplever sig kaldet som evangelist.

    "Jeg fik flere opfordringer og begyndte at følge med i stillingsopslagene fra Indre Mission," forklarer Mette, som også snakkede med flere af sine venner om tankerne.

     Det er endnu ikke besluttet, hvor Mette skal bo, men det bliver et sted i Sønderjylland, fortæller hun.

    "Jeg vil gerne ud i fronten. Jeg vil gerne møde mennesker, der ikke kender Jesus, men det skal ikke være alene. Og først skal jeg lære området at kende og finde ud af, hvad IM-folkene har brug for."

    Regionsleder Bjarne Taulborg glæder sig også til samarbejdet.

    "Jeg er utrolig taknemlig for at få en ung pige som Mette med på holdet. Hun kommer med både iver og erfaring, og jeg ved, at Sønderjylland er klar til at tage imod hende."

    Mette er ved at afslutte sin bachelor i kristendom, kultur og kommunikation på Diakonhøjskolen. Hun er 30 år og single og indtil videre også boligsøgende.

Kilde: Indre Missions Tidende



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
  • Indre Missions Tidende
  • Arkiv
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér