Følg IM Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Indre Missions Tidende

29.06.2014

Tag livet på alvor

Jesus advarer os imod at være griske




"En i skaren sagde til Jesus: 'Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.' Men han svarede: 'Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?' Og han sagde til dem: 'Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.' Og han fortalte dem en lignelse: 'Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud." (Luk 12,13-21)

Guds budskab til den rige mand er ikke en bebrejdelse af, at han ikke har involveret sin familie eller delt ud til de nødlidende. Men han konfronteres med tomheden ved at samle til sig selv uden tanke for sit medmenneske. Det er et budskab, vi har brug for at høre i vores tid.

Penge kan tage magten

Materielle ting er flygtige goder og mætter ikke ens begær, men gør sindet endnu mere sultent. Nøgne kommer vi til verden – og nøgne går vi herfra. Vi kan ikke tage vores penge med, men vi kan tage vores Jesus med.

    Men vores jagt efter penge kan medføre, at vi taber Jesus! Ikke pengene i sig selv, men kærligheden til penge er roden til alt ondt. Det handler derfor om, at du forvalter dit liv i evighedsperspektiv og med evighedsbetydning for andre. Det kalder på konkrete prioriteringer og en bevidst adfærd i dit liv.

Syn på livet

Som en ung rabbi med autoritet giver Jesus instruktioner for, hvordan man skal se på livet. Men ikke kun det: Han taler også om Gud på en ny og anderledes måde.

    En i skaren mener, at han har et relevant spørgsmål til Jesus, for som en rabbi bør Jesus ikke kun kunne undervise, men også træffe juridiske afgørelser ud fra Moseloven.

    Dog – denne mand spørger ikke Jesus, om han vil foretage en rabbiners pligt og afgøre arvesagen mellem to parter. Nej, han be'r om hjælp til, at hans egne interesser kan blive tilgodeset.

    Jesu mission er ikke at bringe strid eller beskytte en persons egoisme. Derfor afviser han anmodningen. Han kalder ham hverken ven eller kære du, men siger "menneske" – en ganske uhøflig måde i samtiden at tiltale en anden. Men det udtrykker det mishag, Jesus har med hensyn til hans ønske og hans måde at se livet på!

Det forkerte motiv

I stedet bruger Jesus mandens spørgsmål og egentlige indre motiv – grådighed og griskhed – til at fortælle en lignelse. Den handler om en rig mand, som sikkert er blevet rig på en ærlig måde. Han har været kompetent, dygtig og hårdtarbejdende og har nu ikke længere brug for at arbejde, men kan nyde sin overflod.

    Den rige mand står nærmest som en rollemodel for andre. Bare se, hvordan det er gået ham. Hvor må han have gjort det godt i Guds øjne! Men situationen er helt anderledes!

    Da han må finde en løsning på sin store overflod, diskuterer den rige mand ikke sin overflods-problematik med hverken familien, venner eller Gud. I sin egoisme diskuterer han alene sagen med sig selv. Resultatet ligger lige for: Han er alene fokuseret på sig selv.

    Gud afbryder ham i en-mands-dialogen. Midt ind i hans langsigtede planer er dommen: "Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?"

    Gud kalder ham en tåbe. Det betyder ikke i bibelsk sprogbrug, at man er dum eller ikke har forstand på ting. Det går på at leve livet og forvalte ens muligheder på en sådan måde, at det sker uden Gud. Det er i sandhed tåbeligt!

Griskhed

Jesus advarer os imod at være griske. Når griskhed råder i ens hjerte, medfører det ikke et bedre liv, for så vil man altid have mere. Man er aldrig tilfreds. Samtidig søger man at tilfredsstille sin egoisme. Man vender rundt på prioriteringer: Forhold her i livet får forrang for det evige liv. Materielle ting, rigdomme og flygtig tilfredsstillelse bliver så vigtige, at man glemmer at være forbundet med det egentlige liv – fællesskabet med Gud og medmennesket.

    Derfor advarer Jesus så indædt mod griskhed! At indrette livet uden at have Gud som den første og vigtigste prioritet i dit liv er at bryde det første bud i Guds lov: "Du må ikke have andre guder end mig!" At bryde dette bud eller tilsidesætte det er at indrette sit liv som en afgudsdyrker. For hvis Gud – giveren af alle gode ting – ikke er Gud i dit liv, så er noget andet det!

Vær en god forvalter

Grådighed og griskhed er afgudsdyrkelse – med sig selv som centrum for ens liv som gud. Griskhed leder hurtigt til en række andre sygdomme, som kan fylde i ens liv: begær, misundelse, bekymringer og aldrig en følelse af tilfredshed. Griskhed har indbygget i sig det træk, at man hurtigt ser bort fra sin næste. Det må du gøre op med og bekende som synd. Men også det er Jesus død for på korset for din skyld!

    Det betyder ikke, at alt, hvad der har med penge og rigdom at gøre i Guds rige, handler om at være grisk. For en kristen gælder det: Du skal ikke tjene Mammon som herre, men alene bruge "ham". Og du skal gøre det med stor generøsitet.

    For som kristen skal du se dit liv i dette lys: Du er ikke herre over dit liv, og du er ikke blevet givet dit liv for at leve det til selvnydelse. Som kristen er du udvalgt til at være en ansvarsfuld forvalter af den del af skabelsens liv, som Gud har betroet dig. Det er et primært kald i dit liv. Og du er kaldet til at forvalte det godt og ansvarligt – i stort som i småt. Livet er ikke en rettighed, men en gave – et lån. Hver dag er en gave. Set i et overordnet perspektiv skal du betragte dit liv og dine prioriteringer i lyset af evigheden: At du samler dig skatte i himlen, hos Gud.

Det rigtige fokus

Jesus vil lære os, at vi skal ha' det rigtige fokus i vores liv. Vi er ikke herre over livet, men tjenere – og forvaltere!

    Derfor er der en dyb sandhed og velsignelse ved at leve, som Jesus anbefaler: "Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage" (Matt 6,33-34).

Artiklen er en forkortet udgave af Hans-Ole Bækgaards prædiken ved Indre Missions Årsmødefestival.



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér