få teksten læst højt - adgangforalle.dk DK DE UK Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Indre Missions Tidende

14.07.2017

Tillid er afgørende for hovedbestyrelsen

IMT har spurgt Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, hvorfor bevægelsen fortsat vil blive ledet af en selvsupplerende bestyrelse




1. IM’s hovedbestyrelse har i en længere periode arbejdet med, hvordan man eventuelt kunne indføre en form for demokratisk valg af bestyrelsesmedlemmerne. Alligevel har I besluttet, at IM også fremover skal ledes af en selvsupplerende bestyrelse? Hvorfor har I valgt det?

        Spørgsmålet om demokratiske valg blev rejst ved årsmødet for et par år siden. Hovedbestyrelsen har siden arbejdet grundigt med spørgsmålet, og jeg har redegjort for det i min seneste beretning. 

En selvsupplerende bestyrelse udelukker ikke demokrati i bevægelsen. Der er frihed til at udtrykke holdninger, præge arbejdet og tilslutte sig på forskellige niveauer. IM er i den forstand ikke en forening, men har sin egenart som vækkelsesbevægelse uden medlemmer på landsplan. Bl.a. det forhold gør, at IM i mine øjne ikke egner sig til en valgt hovedbestyrelse. 

Vi har set på, om en del af bestyrelsen kunne vælges. Det vil forudsætte et eller andet valgsystem, som vi ikke er overbevist om vil være en fordel for bevægelsen. Nogle af os er også af den opfattelse, at vi bedst sikrer den åndelige linje for bevægelsen ved selvsupplering.

Jeg vil godt understrege, at bestyrelsen ikke har valgt en status quo-løsning. Vi er helt klar over, at hvis vi ikke er ansvarlige og opmærksomme på at være i tæt dialog med vores venner, kan vi miste ejerskabet og engagementet. 

Tillid er et nøgleord for IM’s ledelse. Vi har ikke mere råderum eller magt, end vi får opbakning til. Derfor har vi stor fokus på, hvordan vi kan være en nærværende og transparent ledelse, og hvordan vi bedre kan bygge bro mellem ledelsen og det lokale arbejde. En selvsupplerende bestyrelse kan let bringe sig i distance til baglandet eller ikke favne bredt nok. 

2. Langt de fleste organisationer har generalforsamlinger og valg til bestyrelsen, og sådan foregår det også i de lokale IM-fællesskaber. Hvorfor kan det ikke også være sådan på landsplan?

Som nævnt er der noget ved IM’s egenart som bevægelse, der ikke gør det så sammenligneligt. Som spørgsmålet også peger på, er der jo netop valg og generalforsamlinger på det lokale foreningsplan, så demokrati er ikke fremmed i IM. Skulle hele bestyrelsen vælges på en generalforsamling eller ved direkte valg på en anden måde, er der en række forhold, som det ikke er så enkelt at tage højde for på forhånd. Det gælder eksempelvis aldersspredning, geografisk fordeling, relevante kompetencer, forholdet mellem bestyrelse og bagland eller samarbejdsrelationer, inddragelse af venner samt ejerskab til arbejdet.

Det er ikke vigtigt for mig at have en bestyrelse, hvor vi er enige om alt. Sådan er det heller ikke i den nuværende bestyrelse, og det er afgørende for beslutningerne. Der er personer i bestyrelsen i dag, som næppe ville sidde med, hvis de skulle igennem opstilling og valg. Det kan også let blive de samme persontyper, der har mulighed for at blive valgt.

3. Oprindelig var den selvsupplerende bestyrelse tænkt som et værn mod læremæssige skred. Er det også risikoen for sådan et skred, der bekymrer dig i dag?

Det er rigtigt, at selvsuppleringen blev anset som en styrke til at kunne fastholde en sund åndelig kurs. Jeg tror, at det stadig er en god model for at fastholde den åndelige og teologiske linje for IM. Der er pres på bibelsk kristendom og kristne værdier i vores samfund. Missionsfolket præges også, og det er ikke alt, som kan besluttes ud fra flertalsafgørelser. 

At der kan ske læremæssigt skred sikres ikke alene ved en selvsupplerende bestyrelse. Bestyrelsen består af mennesker, og Djævelen stopper ikke sit narrespil, selvom man sidder i IM’s hovedbestyrelse. Der er også uenigheder og plads til forskellige syn i bestyrelsen – også i teologiske og åndelige spørgsmål. Samtidig er det vigtigt, at vi finder frem til en fælles kurs og sammen påtager os det ansvar at være en åndelig ledelse, som vores venner har tillid til.

4. En selvsupplerende bestyrelse kan let blive opfattet som gammeldags, udemokratisk og magtfuldkommen. Burde IM ikke undgå at sende den slags signaler? Og kan der ikke være en fare for, at en selvsupplerende bestyrelse på forskellige områder kommer ud af trit med baglandet?

Nu er vi ikke det eneste tilfælde her i landet. I praksis findes der mange selvsupplerende bestyrelser, menighedsråd, udvalg m.v. Det gør ikke nødvendigvis arbejdet mindre demokratisk. Man skal også huske på, at demokrati ikke alene defineres af en bestemt valgform. Man kan finde demokratisk underskud i alle valgsystemer eller sammensætning af bestyrelser. 

Vi er helt klar over, at det er vigtigt for IM, at ledelse og bagland er i tæt kontakt. Derfor planlægger vi, at flere bestyrelsesmøder rundt om i landet har åbne og offentlige punkter på dagsorden. Vi opfordrer til at møde bestyrelsesmedlemmer og den daglige ledelse ved de utallige møder året rundt, hvor vi er på besøg i det lokale fællesskab. Og vi arbejder bevidst på at give indblik i de sager eller overvejelser, som bestyrelsen arbejder med, hvorfor kommunikationschefen deltager ved flere punkter under bestyrelsesmøderne.

5. I din formandsberetning nævner du problemet om valgret og stemmeret i en bevægelse uden medlemmer. En mulighed var at lade regionerne vælge en del af hovedbestyrelsen, men den mulighed afvises, fordi det ville understøtte det syn, at regionerne udgør en foreningsstruktur. Hvorfor er det et problem? Sådan opfattes det i forvejen af mange.

Den 1. januar 2014 indførte vi en ny medarbejderstruktur. Vi ønsker at have én sammenhængende bevægelse, hvor IM ikke bliver fem selvstændige regioner eller udvikler sig som foreningsstruktur med regionsråd osv. Det har ikke været hensigten – og er det stadig ikke. Vi ønsker at fastholde det vidt forgrenede missionsarbejde lokalt såvel som på landsplan, med virksomheder, tilknyttede skoler og menigheder osv. i samme bevægelse under én hovedbestyrelse.

6. Du nævner, at en selvsupplerende bestyrelse er med til at sikre en geografisk, aldersmæssig og kompetencemæssig spredning blandt medlemmerne. Synes du, at en hovedbestyrelse, hvor kun to ud af ti medlemmer er kvinder, hvor seks ud af ti medlemmer er præster, og hvor otte ud af ti medlemmer er bosat i Jylland er udtryk for stor spredning og repræsentativ for IM’s bagland?

Vi bliver aldrig en perfekt sammensat bestyrelse ud fra de nævnte kriterier, men vi stræber efter en sammensætning, som giver bedst mulig mening. Vores vedtægter angiver en fordeling mellem præster og lægfolk. Den er opfyldt nu. Når vi i den kommende tid arbejder på at kalde tre nye medlemmer for at have en fuldtallig bestyrelse ud fra den vedtægtsbestemte ramme, så navigerer vi efter disse kriterier. Og så tror jeg ikke, at denne sammensætning ville være så meget anderledes, hvis bestyrelsen var sammensat af et direkte valg. Ser vi på, hvor vi eksempelvis har flest givere registreret, så ville det midtjyske sikkert være mere overrepræsenteret frem for Sjælland, end det er tilfældet nu.

7. Kunne man som alternativ forestille sig et demokratisk valgt repræsentantskab, som kunne mødes et par gange om året og føre tilsyn med hovedbestyrelsens arbejde?

Det er da en mulighed. Men ud fra vores forståelse af IM som bevægelse – og de eksisterende gode muligheder for at give respons på hovedbestyrelsens arbejde særligt ved årsmødet – så har jeg svært ved at se gevinsten ved at skulle indføre så tungt og ressourcekrævende et apparat i vores missionsarbejde.

8. Det er vel ikke utænkeligt, at IM kan blive tvunget til at have en demokratisk valgt bestyrelse, hvis man fortsat vil kunne modtage fradragsberettigede gaver og offentlige tilskud? Har hovedbestyrelsen overvejet, om man vil fastholde princippet om selvsupplering i den situation?

Vi er opmærksomme på dette og har i de senere år også justeret vores vedtægter, så vi tilpasser os den aktuelle lovgivning. Det vil vi fortsat gøre, samtidig med at vi arbejder på at kunne beholde den egenart, vi har som bevægelse. Skulle det ad åre vise sig helt umuligt, har vi en ny situation.

Dialog med bestyrelsen

Mandag 11. september inviterer hovedbestyrelsen IM's venner til at deltage i en del af mødet i Holstebro. Mere information i næste IMT.



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
  • Indre Missions Tidende
  • Arkiv
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér