Følg IM Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Indre Missions Tidende
12.01.2018

Vi vil bevæge og forstyrre

Indre Missions Tidende er altid under forandring. Impuls sætter fokus på bevægelsen




Indre Missions Tidende har undergået mange forandringer gennem tiden. Det begyndte i 1854 som "Et religiøst månedsblad". Da Vilhelm Beck i 1863 overtog redaktørposten, blev bladet et 14 dages blad, og fra 1869 kom det hver uge. Fra 1876 udkom Indre Missions Tidende fast som søndagsblad, og det har det gjort lige siden. Indtil nu. Fra og med 2018 er Indre Missions Tidende igen en 14 dages udgivelse.

    Også bladets format og udseende har ændret sig mange gange gennem årene. I 1912 skete én af de store forandringer: De gamle gotiske bogstaver blev udskiftet med den moderne latinske skrifttype, 37 år efter at det officielle Danmark havde forladt de krøllede tegn. Samtidig blev sidestørrelsen fordoblet, og de følgende år begyndte de første annoncer at dukke op i bladet.

Med farver

I 1938 kom de første illustrerede forsider, og så sent som i 1980 dukkede de første farver op på siderne. I 1990 kom der også farvefotos, endda på forsiden. Nu var Indre Missions Tidende for alvor et kulørt blad.

    Her i 2018 tager Indre Missions Tidende et nyt skridt frem, og det markerer vi blandt andet med et nyt navn: impuls.

    Pulsen er en bevægelse, mens impulsen er et punkt – eller et særligt udslag – på denne bevægelse. Med navnet impuls vil vi fortælle, at Indre Missions Tidende fortsat vil tage pulsen på, hvad der sker i Indre Mission, og vi vil sætte fokus på de mange impulser, både begivenheder, budskaber og udfordringer, som giver bevægelsen liv.

Forstyrrelser

Med Indre Missions Tidende vil vi fastholde den grundpuls, som bærer bevægelsen, nemlig en sund, bibelsk og befriende forkyndelse af Jesus Kristus. Og samtidig vil vi forstyrre bevægelsen. Det er nemlig det, impulser gør. Udfordrer og inspirerer.

    I musikken er det impulserne, der driver musikken frem. Det nye Indre Missions Tidende skal også være med til at drive Indre Missions sag frem.

    Her i begyndelsen vil vi eksperimentere en del med både design og formater. Lad os høre, hvad der fungerer godt, og hvad vi kan gøre bedre. Skriv til impuls(at)imt.dk, og hjælp os med at holde det 165 år gamle blad i bevægelse.

Asbjørn Asmussen
Ansv. redaktør



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér