Følg IM Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Indre Missions Tidende

27.05.2016

Vores øjne er rettet mod dig

Læs formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaards beretning for bevægelsens arbejde




Da vi sidste år i hovedbestyrelsen indledte processen med at kalde en ny generalsekretær, brugte vi tid på at drøfte det vigtigste i bevægelsens arbejde, og hvad vi særligt vil lægge vægt på i de kommende år.

    Ordet "hjerteblod" kom hurtigt til at spille en central rolle. For hvad vi ønsker, der skal leve rundt om i landet, må vi selv være optaget af i ledelsen og være et forbillede for. Det gælder ikke mindst den daglige leder, at han tror på og har Indre Missions sag som hjerteblod. Han må have kærlighed til samt glæde og stolthed over arbejdet og lade det være en drivkraft, så det opmuntrer medarbejdere og missionsfolk i deres tjeneste ud fra IM's formål: Lede til Jesus og leve i Ham.

    I hovedbestyrelsen glædede vi os over at kunne ansætte Jens Medom Madsen i denne tjeneste – og vi oplever, at han er blevet taget godt imod og nyder tillid rundt om i landet, både i egne rækker og hos mange samarbejdspartnere.

Tre fokusområder

Forud for ansættelsen konkretiserede vi særligt tre områder, som vi vil være optaget af på forskellige måder de næste par år: 1) Vi vil styrke enheds¬forståelsen i hele IM's arbejde. 2) Vi vil styrke forkyndelsen og opmuntre til ansvarligt åndeligt lederskab. 3) Vi vil inspirere til mission og skabe frimodighed og stolthed over, hvad IM er, og de muligheder, vi har for at virke i tjeneste for Guds mission.

    Når jeg ser nogle år ud i fremtiden, er det mit store håb, at der til den tid vil være tydelige resultater af, hvordan disse fokusområder har sat sig spor i vores mangfoldige arbejde. Ikke sådan forstået, at alt er målbart og kan gøres op, men det vil ikke desto mindre være mærkbart, om der er vækst og fornyelse. Det skal vi stræbe efter. Samtidig handler det om, at vi får skabt en kultur, hvor de forskellige arbejdsgrene og tiltag ikke er begrænset af traditioner eller overvejelser om, hvad man får ud af det, men hvor vi finder nye veje til at nå andre med evangeliet og er imødekommende og åbne for nye i vores sammenhænge.

    Det handler i bund og grund om, at navnet Jesus må sætte vores sjæl i brand, som vi synger det i den gamle vækkelsessang. Det sker, når Helligånden puster nyt liv i os, sådan som mange IMU'ere oplevede det på årets Konnekt. På en konkret måde fik de det forkyndt, ved at tørre grene kom på bålet, blussede op og gav varme ved ildens kraft, et symbol på Åndens liv. Den amerikanske hovedtaler fortalte søndagen efter hjemme i sin menighed i Iowa om det vidnesbyrd, de mere end 500 unge kristne i Danmark havde været for ham. Ved at lytte til hans beskrivelse af kristnes forhold i Danmark og hans møde med disse Jesus-dedikerede unge blev jeg glad for og stolt over vores IMU'ere.

Åndelig ledelse begynder med bøn

Som ledelse har vi et åndeligt og teologisk ansvar for at vise vej. Sekularisering og kulturliberalisme sætter en radikal dagsorden, hvor man ønsker det kristne ud af samfundet. Det gør sig gældende på arbejdspladser, i samtaler på tomandshånd, i medier og i den politiske debat. Kirkeligt set er vi stadig i en åndelig tørkeperiode, hvor en tynd forkyndelse råder mange steder, fordi man helt åbent og bevidst lægger afstand til trosbekendelsen og klassisk kristne grundsandheder. Eksempelvis står dåben i fare for at miste sit klare bibelske indhold og sin fundamentale betydning. For nok er alle mennesker skabt af Gud, elsket af ham i Kristus, men de er ikke automatisk Guds børn. Her spiller dåben en afgørende rolle, og Gud tvinger ingen udøbt til at være hans barn.

    Trods tidens vilkår skal vi ikke give op eller blive forledt til at synes, at vores missionsarbejde er ligegyldigt og uden frugter. Der er mange vidnesbyrd om små og store gnister hver eneste dag, hvor budskabet om Jesus og Bibelens gode vejledning for livet gør en forskel for mennesker. Vi skal ikke være tavse eller blive blinde for de muligheder, vi har. Vi skal handle bevidst og frimodigt. Og samtidig skal vi erkende, at vi ikke har kontrollen eller står alene, og at garanten for, at arbejdet lykkes, i sidste ende er Gud. Hverken for ledere eller lægmænd er det derfor et svaghedstegn, når vi vender os til Jesus i bøn om, at han vil gribe ind, vise vej og give visdom og kræfter. Det er ikke et nederlag i den åndelige kamp at gå nogle skridt i Jesu navn. Det er tværtimod et sundhedstegn at bede Gud velsigne vores anstrengelser, så de ikke må være forgæves, men bære frugt for hans Rige.

Et forbillede i åndeligt lederskab

Når vi midt i mange udfordringer skal finde Guds vej frem for IM i Danmark, kan kong Joshafat lære os at rette vores øjne mod Jesus i vores hjælpeløshed. Kong Joshafat regerede som Judas konge i Jerusalem i ca. 25 år i første halvdel af det 9. årh. f.Kr. (2 Krøn 17,1-21,4). I en materielt set gylden tid trængte et åndeligt forfald sig mere på. Joshafat anede noget af dette og udviste et åndeligt lederskab, hvor hans magt udmøntede sig i en hyrdefunktion. Åndeligt set var Joshafat på mange måder en god konge, der stred for troen, men vi møder også hans menneskelige begrænsning og svaghed ved egne kræfter. Den gjorde ham bange, så han med folket vendte sig til Herren i bøn og under faste: "Vi vil råbe til dig i vores nød, og du vil høre os og frelse os. … Se, hvordan de gengælder os! De kommer for at fordrive os fra din ejendom, som du har givet os i eje. Vor Gud, fæld dom over dem, for vi står afmægtige over for denne store hær, som kommer imod os. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vores øjne er rettet mod dig" (20,9-12).

    Joshafat er et åndeligt forbillede for os. Han levede med erfaringen af, at Gud hjælper og velsigner, og han viser, hvordan denne erfaring kan og skal bruges. Hans mod voksede, når han vandrede ad Herrens veje (17,6). Det er i tro og praktisk lydighed, at frimodigheden vokser. Og herved flammede også hans kamp op mod hedenskabet, som prægede hans samtid. Den mislykkedes dog delvist, fordi folket ikke aktivt gik med ind i kampen, men holdt en dør åben for afgudsdyrkelse.

    Vi kan lære, at hvis et initiativ skal lykkes, må der være fodslag mellem ledelse og lægfolk. Beslutninger oppefra får ikke den nødvendige gennemslagskraft, og vækkelser nedefra kan let mangle struktur og målrettethed. Men et sundt samarbejde mellem ledelse og lægfolk giver de bedste forudsætninger for et godt resultat. Det gælder også i IM.

Åndelig ledelse i praksis

En af måderne, hvorpå Joshafat tog kampen op, var at sørge for undervisning i Guds ord for både børn og voksne. Den åndelige kamp bestod ikke bare i strategier eller i at forbyde noget, så det blev moralsk pænt på overfladen. Han forfaldt heller ikke til den åndeligt set fattige løsning at overlade det til folket selv at finde egne spirituelt-religiøse svar. Han forsøgte positivt at oplære folket til at tjene Herren oprigtigt. Undervisningen havde en konkret dannelse for øje og skulle – ud over at oplære folket i Guds ord – opøve dem i sund gudsfrygt.

    Vi kan lære, at målrettet og aktuel undervisning for alle aldersgrupper i forskellige hverdagssituationer og ansvarsrelationer skaber forandring. Kundskab om Gud og hans ord er en uomgængelig nødvendighed for at blive fastholdt i det rette spor i en tid med åndelig forvirring. Åndelig ledelse sker nemlig ikke mindst gennem forkyndelse og undervisning, som kan præge eksistentielle samtaler og skabe bevidsthed om et sundt livsgrundlag. Derfor skal vi have fokus på, hvordan vi bedst forvalter denne opgave i IM i dag på alle niveauer og i alle bevægelsens arbejdsgrene. I den forbindelse har det været givende med gode anbefalinger og inspiration fra "Projekt God Forkyndelse", ligesom de seks forkyndelseskendetegn, vi præsenterede ved årsmødet i 2015, og som siden er blevet uddybet i en artikelserie i IMT, udstikker en ramme for, hvordan vi vil styrke forkyndelsens indhold og plads.

    Joshafat havnede som nævnt i en situation, hvor han oplevede sig hjælpeløs. Men netop den situation skabte den helt nødvendige afhængighed af Gud, så han kunne virke. Kongen erfarede, at når alle menneskelige støtter faldt, havde Gud stadig¬væk muligheder. Gud ville lære folket at have tillid til ham, vise udholdenhed og at gå skridt i troslydighed. I bøn, tilbedelse og lovsang fandt de trøst og styrke i Herren, og de erfarede, at Gud ikke svigter, men handler på sin helt egen måde.

    Vi kan lære, at når vi heller ikke aner, hvad vi skal eller bør gøre, så må vi rette vores blik mod Gud i bøn. Vi må være i forventning om, at Gud vil sejre for os. For dybest set er den åndelige kamp ikke vores alene, men Guds. Det er ikke os, der skal kæmpe i egen kraft; vi skal blot stille os op og blive stående – i bøn og holde fast ved Guds løfter (20,15-18).

Ledelse med nærvær

Hovedbestyrelsen ser sit åndelige ansvar i dette lys. Vi er ikke ufejlbarlige, men forsøger på bedste vis at forvalte det, som er betroet os. Ved de seneste par årsmøder er der blevet sat spørgsmålstegn ved, om bestyrelsen fortsat skal være selvsupplerende. I foråret sammensatte vi derfor et udvalg – uden HB-medlemmer – til at overveje dette spørgsmål, drøfte forskellige modeller, tage bevægelsens identitet og sammensætning i betragtning samt overveje fordele og ulemper ved demokratisk valg til hovedbestyrelsen. Ved HB-mødet i april blev udvalgets tilbagespil drøftet, dog uden at der endnu er truffet en beslutning.

    Uanset om hovedbestyrelsen fortsat skal være fuldt selvsupplerende, eller om nogle eller alle medlemmer skal vælges på demokratisk vis, er der en række forhold, som er vigtige at have for øje, eksempelvis aldersspredning, geografisk fordeling, relevante kompetencer, forholdet mellem bestyrelse og bagland, inddragelse af venner samt ejerskab til arbejdet. Man må også overveje, hvordan man fastholder en åndelig sund og bibelsk kurs og samtidig udviser en vis holdningsbredde. Desuden er det fortsat vigtigt med relevant repræsentation (f.eks. til skoleverden) m.v. En demokratisk valgt bestyrelse kan måske have vanskeligt ved at tage højde for alt dette, ligesom man også må afklare, hvem der skal have ret til at stille op, og hvem der kan stemme. Omvendt kan en selvsupplerende bestyrelse stå i fare for at bringe sig i distance til baglandet, ikke favne bredt nok eller have manglende kendskab til relevante personer, der kan indgå i bestyrelsen.

    Der er altså flere forhold, som det er vigtigt at få drøftet grundigt. Senere på året vil bestyrelsen melde sin beslutning ud. Uanset udfaldet er der brug for konkret at gennemtænke og handle på, hvordan relationen mellem ledelse og bagland bedst muligt udvikler sig, tillidsfuldt, så bevægelsens sammenhængskraft bevares.

    Jeg oplever eksempelvis denne sammenhængskraft, når jeg ved møder rundt om i landet får mulighed for at drøfte arbejdet og give indblik i, hvad vi er optaget af i ledelsen. Eller når jeg rådgiver i konkrete forhold lokalt, hvor man gerne vil have sparring, eller når der er brug for hjælp i forskellige sager. Blandt andet har vi taget aktiv del i de overvejelser om gudstjeneste- og menighedsliv, som har været fremme i Viborg og Thisted. Ligeledes er det også godt at møde medarbejderne rundt om i landet og ved den årlige medarbejderkonference. Det giver altid anledning til samtaler og en fornemmelse af, hvad der rører sig hos dem.

    Kort sagt er det vigtigt at (ud)bygge relationer og styrke båndene ved at mødes og tale sammen.

Kaldet til at gøre en forskel

I begyndelsen af april kunne man i Kristeligt Dagblad læse en kronik af Erik Meier Carlsen: "Sekulariseringen skygger for forståelse af vækkelserne". I de senere år er vækkelsesbevægelsernes medvirken til udviklingen af det moderne demokrati og deres historiske betydning for velfærdssamfundet kommet tydeligere frem. Det gængse historiebillede er skabt af den dominerende, religionsfremmede, intellektuelle elite, som stadig præger debatten, siger Carlsen. Han anviser flere grunde til, at det forholder sig sådan, og hvorfor visse historiske forhold bevidst forties i fremstillingen.

    Vi skal ikke blot hvile på fortiden, men aktivt tage ansvar i vores egen tid. Som en del af et kirkeligt missionsarbejde er vi kaldede til at gøre en forskel i vores samfund – særligt over for dem, som har behov: de svage, de tavse, de fremmede. Derfor er det også en del af vores missionsarbejde at yde en indsats ved at sætte handling bag vores ord om Guds kærlighed til alle mennesker. Det betyder ikke, at vi kan eller skal nå ud til alle, men vi skal være bevidste om, hvem vi er kaldede til at gøre en forskel for. Derfor må vi rette vores øjne mod Gud og bede ham vise os vej.

International mission i Danmark

I årets løb er der kommet et stort antal flygtninge og migranter til landet. Jeg vil ikke her bevæge mig ind i den politiske debat, men blot pege på det ansvar, vi har for at møde dem så venligt som muligt. Derfor er der sat ekstra fokus på det i IKC-arbejdet, og de tværkulturelle sommerlejre er fyldt, så flere sagtens kan oprettes for at dække behovet. Der er afholdt tværkulturelle inspirationsaftener og taget initiativ til andre tiltag på baggrund af hovedbestyrelsens drøftelser ved januarmødet. Vi oplever flere steder, at migranter er blevet en del af fællesskabet i missionshusene, og de inviteres med på bibelcampings. Mange asylansøgere er ligeledes kommet i kontakt med forskellige folkekirkemenigheder, og et stort antal af dem er blevet døbt efter endt dåbsundervisning. En del steder er der opstået et samarbejde mellem kommuner, asylcentre og andre organisationer, der bidrager i hjælpearbejdet og integrationsprocessen.

    Den internationale mission foregår altså nu også i vores eget land, og vi må være vågne i denne tid. Der er rig mulighed for, at mennesker af anden etniske herkomst kan møde evangeliet, og de mange kristne migranter kan blive en gave til kirkelivet. Både i vores egen sammenhæng og mere bredt i folkekirken. Tænk, at der sker vækkelse i Danmark for tiden, som kommer til os bl.a. fra Mellemøsten. Situationen er også den, at der kommer flere til os, end vi kan nå, og det vil helt sikkert være billedet i de kommende år. Det er en smerte at erkende, at nogen sikkert kommer til at sidde alene og ikke møder en kristen her i landet. Der er virkelig grund til, at vi retter vores øjne mod Herren i vores magtesløshed.

Vi kan alle gøre noget

Derudover forsøger vi fortsat at hjælpe med udslusning af fængselsindsatte og give dem et netværk. Vi forsøger at understøtte gode initiativer til socialt udsatte. Et andet vigtigt diakonalt fokus er fortsat hjælp og rådgivning til brudte familier og andre, som savner relationer. Vi ønsker ud fra et bibelsk menneskesyn at værne om livets ret hos dem, der ikke selv kan tale deres sag – om det så er ved undfangelsen eller ved livets afslutning.

    Jeg er godt klar over, at situationen og mulighederne er forskellige for os hver især, men vi har alle mulighed for at gøre noget. Vi står alle i et større eller mindre netværk, hvor vi kender nogen, vi kan være noget for. Det kan være som netværksfamilie for den fremmede, der har fundet vej til et fællesskab i IM. Det kan være som netværksperson for naboen i form af hjælp med børnepasning. Det kan være netværk til ældre, særligt for dem hvor ensomhed fylder i hverdagen. Tit kan vi opleve, at vi selv eller andre har behov for hjælp til et eller andet, men det er så dansk at tie med det for ikke at være til besvær. Samtidig har vi alle brug for, at nogen ser os og kærligt rækker hånden ud. Ved at udvise trofasthed i relationer kan der over tid skabes tillid, og der kan opstå muligheder for at fortælle om ham, som vi har overgivet vores liv til.

Frihed til at tro og tale

I årets første måneder er religionsfriheden kommet under pres og i kølvandet herpå også tros- og ytringsfriheden. Der er mange lag og vinkler i debatten, som har fyldt i de politiske debatter og i medierne. Selvom man forsøger at forsikre om, at man ikke vil handle mod Grundlovens ånd, arbejdes der målrettet mod begrænsninger, som indskrænker den frihedstradition, vi har berømmet os af. Åbenhed er på vej til at blive skiftet ud med frygt, og det gør åndsklimaet mere trangt og udfordrer åndsfriheden.

    Debattør Flemming Rose har i et interview peget på, at man undergraver et grundprincip i den danske ytringsfrihed ved at kriminalisere visse ytringer. Politikeren Uffe Elbæk har ligeledes udtalt, at så længe f.eks. imamer ikke er dømt af en domstol, har de blot benyttet deres ytringsfrihed. "Så når nogle begynder at tale om udvisning af imamer og lukning af moskéer, er de åbenbart villige til at se bort fra ytringsfriheden. Den holdning er de selvfølgelig velkomne til, men som samfund bør vi være meget opmærksomme på, at holdningen indebærer, at ytringsfriheden fremover skal tildeles ganske selektivt."

    Det handler om at begrænse radikalisering allerede ved udsagn og opfordringer. Ved det politiske forhandlingsbord arbejdes der i disse uger på at fremlægge en samlet pakke den 31. maj, som kan sendes i høring i løbet af sommeren, så nye love kan vedtages derefter. Flere i Indre Mission vil sikkert synes, at det er fint, når det gælder islam. Men lovforslaget kan blive en glidebane, og man skal være opmærksom på, at det kan komme til at ramme alle med "radikale" holdninger – altså holdninger og udsagn, som strider mod flertallets, dvs. de politisk korrekte holdninger. Det kan komme til at betyde, at hvis man f.eks. har bibelsk funderede holdninger, som ikke svarer til flertalssamfundet, kan de kriminaliseres, hævdes at være diskriminerende og få vidtrækkende konsekvenser, hvis de fastholdes i det offentlige rum – eksempelvis ved fratagelse af offentligt tilskud, skærpet kontrol i undervisning og måske foreningsliv m.v.

Ny forståelse af demokrati

Parallelt med denne debat blev der fra kulturradikalt hold sat fokus på begrebet kristen fundamentalisme. Skåret ind til benet, mener de ikke, at der bør være plads til bibelske holdninger i et moderne demokratisk samfund. Hermed har man imidlertid defineret demokratisk, som værende lig med flertallets afgørelse, eller det, som kultureliten anser for det normale. Intolerancen over for dem, der mener noget andet, har sit arnested i dette syn, og demokrati forstås dermed heller ikke længere som samtale med plads til en åben debat, men forandres til det, man kan kalde demokratur. Demokrati er efterhånden hos nogen mere blevet en ideologi end en styreform, og heraf fremvokser den ånd, som understøtter flertallets diktatur.

    Midt i al dette kom Ateistisk Selskab på banen med en storstilet kampagne under sloganet "Hvorfor tro på en gud?". Som jeg læste et sted: "Det er 'interessant', at efter, at vi synes at have oplevet en større forståelse og interesse omkring den kristne tro, fordi folk er blevet udfordret af, at mange muslimer så ud til at gå mere op i deres tro end danskerne i almindelighed – så er det pludselig og meget hurtigt vendt til, at al religion, også den kristne, er farlig, især hvis man tager den alvorligt."

    Lige nu går vi måske ram forbi, når det gælder de politiske forhandlinger, men begrænsning af ytringsfriheden kan komme til at handle om vores frihed. For i den moderne forståelse af demokrati kan trosfrihed og åndsfrihed let få endnu trangere kår. Jeg mener ikke, at vi skal trække "offerkortet", men vedgå, at det til tider kan være hårdt at fremføre kristne budskaber og bibelsk funderede holdninger. Men vi skal tage samtalen og debatten. Vi skal vove at fastholde vores holdninger og italesætte dem. Vores samtid har brug for at blive mindet om dette budskab, som netop ikke er forældet, men til alle tider vil mennesker det bedste. Det må vi bede om frimodighed til.

Vær frimodig og søg indflydelse

"Et folk uden indsigt kommer til fald". Sådan sagde profeten Hoseas om Israels folks manglende kundskab om Gud og hans bud. Budskabet er desværre lige så aktuelt i dag. Det gælder ikke alene i samfundet, men også i folkekirkelig sammenhæng, hvor bibelstridig forkyndelse og falsk kristendom åbenlyst hyldes som sand.

    I det sidste års tid har den teologiske debat om Jesu opstandelse sørgeligt nok atter vist, hvilket gudsbillede og syn på Kristus der er fremherskende. Koranlæsning ved gudstjenester under¬streger, at man tager mere hensyn til at blive oplevet tolerant og rummelig fremfor tydeligt at fastholde, at der kun er frelse i navnet Jesus. Dog, når spørgsmålet om frelse og fortabelse opgives som værende teologisk uholdbart, fordi Gud rummer alt og alle i sin kærlighed og lader sig forandre til enhver tid for at komme os i møde, så er vejen også åben for at kunne udtrykke mange ting i kirkens navn, selvom det strider mod helt grundlæggende budskaber i Bibelen.

    I den situation må vi ikke være tavse eller afholde os fra at fremholde klassisk kristen tro. I ledelsen forsøger vi aktivt at påvirke ved at møde op til debatter, søge samtaler med bl.a. biskopper og politikere, gøre vores holdninger gældende i den offentlige debat og meget andet. Senere på året er der menighedsrådsvalg, hvilket får betydning for det lokale kirkelige arbejde. Derfor er det vigtigt, at IM's venner så vidt muligt søger indflydelse ved disse valg. I de kommende år bliver der flere præstestillinger ledige, og der skal gerne være nogle rundt om i landets menighedsråd, som kan indstille bibeltro kandidater – også i form af mindretalsindstillinger.

    Det kommende reformationsjubilæum i 2017 er en god anledning til at få sat fokus på helt grundlæggende forhold i den kristne tro, som kan udruste os i den mission og kirkevirkelighed, vi står midt i.

    Et modtræk til mangel på kundskab er oplæring. Det gælder ikke mindst børn og unge. Derfor glæder det mig, at der er fundet en ny forstander til Børkop Højskole – Indre Missions bibelskole, og vi ser frem til et godt samarbejde med Robert Bladt. Anbefal gerne mange unge til at tage et højskoleophold på IMB. Når det gælder om at række ud til næste generation, er vores arbejde blandt børn vigtigt. Derfor ønsker vi at give den bedst mulige opbakning til DFS og samarbejde om den fælles sag. Det er mit håb, at endnu flere rundt om i IM-fællesskaberne vil se et kald til at sende deres børn af sted til og om muligt oprette flere DFS-børneklubber og på den måde aktivt satse på oplæring. På længere sigt er det en vigtig prioritering for kristentro i Danmark.

Taknemmelighed

Efter flere år med underskud er det opmuntrende med det positive økonomiske resultat for 2015. Jeg glæder mig over at opleve den store og trofaste frivillige indsats i missionsarbejdet, som ydes ud over landet hver eneste dag. Stor tak til Indre Missions venner for jeres offervilje i missionsarbejdet lokalt og på landsplan! Flere forhold begynder at ændre sig: Vi hører om stigende deltagelse ved arrangementer, og en ny gejst indfinder sig. Medarbejdere ser nye missionsmuligheder, og flere ansættes i tjeneste. Virksomhederne arbejder ikke kun for et godt økonomisk resultat, men har også fokus på IM’s formål, så de virker i samme mission. Der er mange ting at glæde sig over, og vi skal fortsat følge det spor.

    Vi har dog stadig brug for at konsolidere vores økonomi. Både ved at opmuntre flere til at blive faste givere og få givere til naturligt at øge deres bidrag med tiden. Flere unge bliver glædeligvis givere, men vi har til stadighed brug for nye tiltag, så vi kan få flest mulige kroner til mission. For drømmene er der, og vi tror på, at det bliver muligt at realisere flere af dem ved fælles hjælp.

    IM står i mange udfordringer. Sommetider ved vi ikke præcist, hvor vejen går, men vi gør som kong Joshafat: Vi retter vores øjne mod Herren! Vi må hvile i, at Gud hører bøn. Også en tak for forbøn for ansatte og hovedbestyrelsen. Tak til hovedbestyrelsen og den daglige ledelse for godt samarbejde.

    Først og sidst skal takken gå til Gud, som vi trygt kan forlade os på under alle forhold. Ham alene tilhører æren.

Valgmenighedspræst Hans-Ole Bækgaard er formand for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér