Nej til statsligt forbud mod omskæring

09.02.2018

Nej til statsligt forbud mod omskæring

Der er ingen sundhedsfaglige grunde til at forbyde omskæring af drenge, og det vil være et markant angreb på religionsfriheden




Det er totalt mangel på frisind at ville indføre et forbud mod rituel drengeomskæring. For mange jøder vil det betyde, at de ikke kan leve i Danmark, og det vil være en indskrænkning af trosfriheden.

    Sidst i januar fremsatte ”Intact Danmark – Forening mod omskæring af børn” et borgerdrevet beslutningsforslag, som Folketinget skal behandle, hvis det får 50.000 underskrifter. Det er uden tvivl muligt, og debatten er allerede blusset op igen.

Ikke holdbare argumenter

Sundhedsfagligt peger ingen seriøse videnskabelige studier på nævneværdige problemer ved drengeomskæring, hverken på kort eller langt sigt, når indgrebet udføres i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke et forbud og kender ikke til nogen lande, hvor rituel omskæring er ulovligt.

    Ud fra et rettighedsperspektiv er forbudsfortalernes præmis, at omskæring er i modstrid med FN’s Børnekonvention og Europarådets Konvention om Menneskerettigheder og Biomedicin. Men der er juridisk konsensus, både i Danmark og internationalt, om at disse konventioner ikke omhandler drengeomskæring. FN har direkte henstillet til Danmark om ikke at indføre et forbud.

    Modstandere taler for et kulturelt frisind, men vægter samtidig barnets rettigheder tungere end de religiøse. Derfor vil de, at staten skal sætte en grænse for, hvad forældre kan bestemme på barnets vegne, bl.a. deres ret til at videregive kulturel og religiøs overbevisning.

Meget på spil

Sagen handler ikke kun om et mindre kirurgisk indgreb. Var det tilfældet, kunne der være argumenter for en mindstealder. Den handler om religionsfrihed, og jeg er principielt modstander af statslige forbud mod forældres ret til at vælge for deres børn, også i religiøse forhold. I så fald ville et politisk flertal også kunne indføre et statsligt forbud mod, at forældre får deres barn døbt. Sammenligningen kan ikke bare affejes med, at der er et fysisk ”mærke” til forskel.

    Der er altså meget på spil i denne sag.

Hans-Ole Bækgaard
Formand for Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i impuls nr 3.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: