Brug tid på hinanden
27.10.2017

Brug tid på hinanden

Det er umuligt at praktisere en alene-kristendom




Hvilket fællesskab ønsker vi egentlig? Hvad er det egentlig for et fællesskab, vi er kaldede til at have med hinanden? Er det et fællesskab, hvor vi holder os hver for sig, eller ønsker vi et fællesskab, hvor vi er sammen med hinanden? Unge og ældre, familier og enlige.

    Er du gift, så ved du, at det er vigtigt at bruge tid sammen med din ægtefælle, ellers kan kærligheden sygne hen. På samme måde er det vigtigt for fællesskabet at bruge tid på at være sammen på tværs af aldre og livssituationer. Skal vi forsøge at forstå hinanden lidt bedre, kræver det, at vi prioriterer tiden til at høre og mærke hinanden.

Unge vil lære

Unge i dag ønsker i stigende grad at være sammen med mennesker i andre aldre. De ønsker at lære af dem og lade dem vise hvilke erfaringer de har bragt med sig. De ønsker en åben dialog. Sådan er det også i Indre Mission!

    I IMU er der mange unge, som efterspørger de voksnes tilstedeværelse! De vil gerne lytte, samtale og lære af de livserfaringer og tanker, den ældre generation har gjort sig.

    Der er mange unge, der er klar til at gøre en indsats for andre, men de mangler en voksen til at guide dem. Samtidig er der hos de voksne nok en form for berøringsangst eller rådvildhed overfor at guide de unge. De voksne generationer er fra en tid, hvor der har været fokus på at realisere sig selv. Enhver havde nok i sig selv og har det til dels stadig.
Det må vi ikke tage farve af som kristne!

Gennem vores næste

Vi kristne er ikke kaldede til at være ens, men til at leve et liv i kærlighed og enhed i Kristus. Konkret betyder det, at vi hverken kan eller vil være alene om at leve. Vi ved, at vi har brug for Kristus i vores liv, og da vi kender og tjener Kristus gennem vores næste, er det derfor umuligt at praktisere en ”alene-kristendom”.

    Brug tid på hinanden. Gennem samværet, samtalen og mødet skal vi være fælles om at sætte retning. Vi skal bruge tid på sammen at læse Guds ord og tale med hinanden om, hvordan det bedst sættes i spil i vores liv og vores fællesskab.

Niels Hankelbjerg Mortensen
Landsleder i Indre Missions Ungdom

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 43.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: