En fremmed reddede mit liv

Erika Engstrøm lever takket være en pose blod fra en amerikansk kvinde. Alligevel er de to kvinder uenige om, hvem der har fået den største gave

Uden stamceller fra en donor havde Erika Engstrøm sandsynligvis været død.

For fem år siden lagde en sund og rask kvinde sig i en hospitalsseng et sted i USA. Kort efter kunne hun se sit blod løbe gennem en slange og ind i en centrifuge, hvor hendes stamceller blev sorteret fra, inden resten af blodet løb tilbage i kroppen. Straks efter blev stamcellerne pakket ned, afhentet af en sygeplejerske og sendt med fly til Aarhus, hvor Erika Engstrøm lå klar i en anden hospitalsseng og havde lagt sit liv i Guds hænder.

     "Jeg var afklaret med, at det var enten-eller. Det havde taget lang tid at finde en egnet donor, og lægerne havde stillet mig i udsigt, at livsforlængende kemobehandling var det eneste alternativ. Så det skulle bare lykkes," fortæller Erika, som er 40 år og fik konstateret lymfekræft i 2011.

     Det var i sidste øjeblik, den amerikanske kvinde dukkede op i donorregistret, og det viste sig, at hun matchede Erika på ni ud af ti væsentlige parametre. Det var nok til, at lægerne ville gøre forsøget, men det var langt fra sikkert, at transplantationen ville lykkes.

Tyndslidt før sidste forsøg

Forinden havde Erika gennemgået et tre år langt sygdomsforløb med utallige behandlinger og indlæggelser. I løbet af otte måneder overnattede hun på sygehuset 120 gange, så hun var både fysisk og psykisk tyndslidt, da det sidste og afgørende forsøg skulle sættes ind.

     "Forud for transplantationen blev jeg sygesalvet af en præst. Det gav mig en enorm tryghed og fred. Og en bevidsthed om, at det var i Guds hånd," fortæller hun.

     Det er normalt, at kroppen reagerer voldsomt på fremmede stamceller, og Erika havde også forventet en kraftig sygdomsreaktion. Men den udeblev i første omgang, og efter noget tid viste prøverne bedre og bedre resultater som et tegn på, at stamcellerne gjorde deres virkning. Efterfølgende har der været flere komplikationer, og Erika sluger stadig over 20 piller om dagen mod de 15 følgesygdomme, som er fulgt i kølvandet på kræftsygdommen og påvirker hendes hverdag i større eller mindre grad.

     Alligevel fastholder hun, at hun er glad og taknemmelig for det liv, hun har fået. Og bitterhed har hun aldrig oplevet.

Jeg har aldrig været bitter

"Det har faktisk været frustrerende, for alle tænker, at jeg må være både vred og bitter, og mange har været vrede og bitre på mine vegne, men selv har jeg ikke haft de følelser. Jeg har været frustreret og ked af det, men aldrig bitter," siger hun.

     Ligesom humøret har hendes tro bølget frem og tilbage gennem sygdomsforløbet.

     "Trosmæssigt har det påvirket mig i alle retninger. Nogle gange har det styrket min tro, andre gange har det anfægtet mig, og i lange perioder har jeg måttet leve på andres tro, fordi jeg simpelthen ikke havde overskud til at åbne min bibel. Gennem hele forløbet har jeg haft et godt kristent netværk, både tæt på mig og rundt om i landet, og jeg ved, at rigtig mange har bedt for mig og stadig gør det. Det var trygt for mig at vide og hvile i, når jeg ikke selv kunne," fortæller hun.

     "Jeg har også oplevet, at Gud var der, og når jeg virkelig havde brug for det, så var han der meget tydeligt. Engang bøvlede lægerne meget længe for at lægge et kateter til medicin, men det lykkedes ikke, fordi jeg har meget tynde blodårer. Til sidst bad jeg til Gud og sagde: 'Du må simpelthen gøre noget, for jeg kan ikke mere.' Og få sekunder efter kunne jeg høre lægen sige: 'Hov, nu lykkedes det!' Sådan en oplevelse kan jeg leve længe på, også i perioder hvor jeg ikke synes, at jeg fornemmer Gud så tydeligt."

Uenige om gaven

Som udgangspunkt er donor og modtager ukendte for hinanden. Men et år efter transplantationen kan man med begges samtykke få udleveret hinandens kontaktoplysninger. Det indvilligede begge i, og den amerikanske kvinde skrev den første mail. Siden har hun og Erika skrevet regelmæssigt sammen med Erikas taknemmelighed som et tilbagevendende tema.

     "Vi er lidt uenige om, hvem af os der egentlig har fået gaven. Jeg holder selvfølgelig på, at det er mig, for hun har reddet mit liv. Men hun oplever det som en kæmpestor gave, at hun har kunnet hjælpe mig, og at jeg har det godt. Til gengæld er vi enige om, at vi tror på en stor Gud, som har gjort alt det her muligt," forklarer Erika, som er glad for kontakten.

     "Det føles, som om jeg har kendt hende altid, selv om jeg faktisk ikke ved ret meget om hende. Jeg ved, at hun er gift og arbejder som sygeplejerske, og jeg ved, at hun er kristen og aktiv i en menighed derovre. Ret meget mere ved jeg ikke. Men fordi hun er blevet så vigtig for mig, så føles det, som om vi er meget tættere på hinanden," siger Erika og drejer en gang på et armbånd, som den amerikanske kvinde har sendt til hende. "Let your light shine" (lad dit lys skinne), står der på armbåndet, og det forsøger Erika.

Jeg glæder mig over at jeg kan

Med gode venners hjælp flyttede hun for få måneder siden ind i en andelsbolig i Sønderholm vest for Aalborg. Her har hun masser af plads, men hun bruger også meget energi på at holde de 90 kvadratmeter og den lille have i orden.

     "Jeg har ikke ret mange kræfter og bliver hurtigt udmattet. Skal jeg støvsuge, må jeg dele huset op i tre etaper og hvile indimellem, og udenfor er jeg ved at gøre klar til, at der kan lægges fliser, men jeg kan kun holde til et kvarter om dagen, så det skrider meget langsomt frem. Men i stedet for at ærgre mig over, at jeg ikke kan, så glæder jeg mig over, at jeg kan, for det kunne jeg bestemt ikke for et år siden."

     Et af de gøremål, som har størst prioritet, er børn. Erika mødte selv kristendommen i en børneklub, og siden hun blev voksen og uddannet pædagog, har hun været engageret i børneklubber, ligesom hun i en periode var børnekonsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS), inden hun blev syg. For tiden må hun dog nøjes med børnekirken i Ansgars Kirken i Aalborg en gang om måneden, og det er umuligt at sige, om hun får kræfter til mere.

Lever på lånt tid

"Jeg er her, og jeg har det godt. Jeg har et fantastisk netværk omkring mig, og gennem sygdomsforløbet har jeg lært nogle mennesker at kende, som jeg også har fået lov til at være et vidnesbyrd for. Så mit håb er, at jeg må fortsætte med at have det lige så godt, som jeg har det nu, og at jeg måske må få kræfter til at betale en lille smule af alt det, jeg har fået, tilbage," siger hun.

     "Omvendt ved jeg også, at jeg lever på lånt tid. Jeg kan hurtigt få et tilbagefald, og da jeg forleden var på besøg i en børneklub og så et barn med skoldkopper, slog det mig, at sådan en sygdom kan tage livet af mig, fordi mit immunforsvar stadig er svækket. Jeg håber, at jeg får lov at leve mange år endnu, for der er meget, jeg gerne vil nå. Men jeg er ikke bange for at dø. Døden har jeg måttet forholde mig til, siden jeg som 32-årig blev sat til at skrive en liste over, hvem der skulle arve mine ting. Det var en voldsom oplevelse dengang, men at skulle hjem til Gud kan man da ikke være bange for!"

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer