Da børnene begyndte at tage deres venner med

Den store vækst i torsdagsklubben i Borris sætter spor på aktiviteterne i missionshuset

Sidste år i januar fik lederne i torsdagsklubben i Borris den ide at lave en »tag-en-ven-med-dag«. Børnene lavede invitationer og kunne tage to venner med.

    »Vi var bekymret for torsdagsklubbens fremtid, om vi bare kom til at sidde med vores egne børn,« siger Gitte Risager, der er leder. Initiativet resulterede i, at der kom rigtig mange.

    »Fra januar til oktober var der nye børn hver gang til børneklub,« forklarer Sara Møller Olesen.

    Antallet af børn er i perioden vokset fra 10 til 39 børn.

    »Jeg tænkte, at det var helt vildt, at der blev ved med at komme børn,« siger Sara. Lederne har ikke nogen planer om at lave en gæstedag i år, hvor børnene kan invitere en ven med.

    »Der kommer så mange børn, at vi har brug for at stabilisere arbejdet i klubben.« Sara og Gitte trives rigtig godt i samspillet med børnene.

    »Jeg nyder at være sammen med dem og fortælle om det fantastiske, jeg tror på,« fortæller Sara. Gitte nikker.

    »Jeg vil gerne være et forbillede for dem og være med til at så noget i dem.« Sara kommer med nogle bud på, hvorfor børnene kommer trofast i klubben.

    »De kender os fra byen, de bliver set, de kan lide at høre bibelhistorie, og vi har et godt fællesskab i klubben,« fortæller Sara, som sammen med Gitte er glad for, at flere af børnene også deltager i sommerlejre på Holmsborg.

God opbakning

Der har været en børneklub i missionshuset i mange år, så mange af byens børn og deres forældre har gået i børneklubben.

    »Torsdagsklubben er kendt i byen, og det giver os mange muligheder for kontakt, « siger Sara og Gitte, som begge er engageret i andre tilbud i byen.

    Børneklubben bakker op om familievenlige arrangementer i kirken og i missionshuset. Det gælder blandt andet to familieaftener og en julefest, som IM står for.

    »Vi var lidt over 40 personer til den sidste familieaften. Det var megafedt, at vi var så mange. Halvdelen af dem kom fra børneklubben,« fortæller Sara, der oplever en god opbakning fra IM-fællesskabet.

    »De tilbyder deres hjælp, hvis vi for eksempel mangler en ledervikar.«

Østeuropæisk leder

En god del af børnene i klubben kommer fra de østeuropæiske familier i området. Nu har én af mødrene fra denne gruppe meldt sig som leder.

    »Det var et bønnesvar, da hun meldte sig, for vi manglede en leder til,« fortæller Sara, der ser lyst på fremtiden.

    »Vi kan mærke, at Gud arbejder. Det er en fantastisk gave at få lov at være en del af.«
 

Torsdagsklubben i Borris samles hver 14. dag i tidsrummet 16.15-17.30. Der er fire ledere og to ungledere til 39 børn.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Ny musikkonsulent er passioneret lovsangsmusiker
Mads Simonsen er ny medarbejder i Østdanmark og skal inspirere til lovsang i regionen. 
Stor opbakning til nyt familietiltag i missionshuset
I Café Morgenstund Delight mødes forældre og børn til brunch og uformel hygge lørdag formiddag .
Ægtepar vil høre om hverdagslivet
I mange år har ægteskabskurset Godt Begyndt styrket samtalen i parforholdet.

Annoncer