Singler deler tro og liv

I 25 år har UNO-arbejdet givet mulighed for fællesskab til dem, der lever alene i hverdagen

Fællesskab og hygge er en vigtig del af UNO-konferencen

En snak med andre, der er det samme sted i livet. Det har UNO, IM's arbejde for singler, givet mulighed for gennem 25 år. Det blev fejret ved en festaften på den årlige UNO-konference på Børkop Højskole.

Under stadig udvikling

Ester Langbo Nørby, der er formand for UNO, kommenterer på UNO's udvikling gennem de 25 år.

    "Der var nogle, som syntes, at der var et behov for at dele tro og liv med ligesindede. De valgte at sætte sig sammen og se, om de kunne skabe et eller andet. Det blev en stor succes, og UNO er under stadig udvikling," vurderer hun.

    "Der dukker nye op hele tiden, som vi ikke har hørt om eller set før, og det er medvirkende til, at der kommer nye ideer til, hvad vi skal lave."

     Der er også udskiftning i den øvre ende af aldersskalaen.

     "Der er nogle, der falder for aldersgrænsen, men forhåbentlig rykker de videre til Senior-UNO, som lige nu er under forandring, så det tiltaler de 60-årige mere, end det førhen har gjort."

Mange forskellige tilgange

Ester Langbo Nørby forklarer, at UNO giver en unik mulighed for at få en snak med andre, der er det samme sted i livet.

    "Vi kan på hver vores måde bidrage til, at det er et godt og rummeligt fællesskab at være i. Nogle har svært ved at trives i det store IM-fællesskab, hvor der er meget fokus på familier, så det er godt at snakke med nogen, som er i samme livssituation. Det kan vi lære meget af, uden at vi skal gøre det til navlepilleri," siger formanden.

    Hun mener, det er svært at sige, om arbejdsgrenen vil vokse, men hun har et håb om, at UNO bliver ved med at eksistere, for det er et fællesskab, der spænder vidt.

    "Nogle har været gift før og lever alene i dag, og så er der dem, som aldrig har været gift eller altid har levet alene, så vi har mange forskellige tilgange til at være en del af UNO. Der er også et behov for at være sammen socialt og være sammen med nogen, som ikke sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke har en familie, eller hvorfor man ikke har en kæreste."

Bare et tilbud

Der er dog også en række fordomme, som formanden gerne vil afkræfte.

    "Der kommer nogle, som helt klart er af den opfattelse, at de skal finde en kæreste, men vi lægger ikke på nogen måde op til det. Vi er simpelthen bare et tilbud om at dele tro og liv. En fordom er måske også, at der er mange specielle mennesker, for der må jo være en årsag til, at man ikke har en kæreste; så må man da være speciel. Og det er vi sikkert også," griner hun.

    "Det tror jeg helt sikkert, vi er, men ikke på den dårlige måde."

    Hun er ikke i tvivl om, at IM's ledelse synes, arbejdet har betydning for IM, og at de sætter pris på det. Ikke alle ude i IM-landet ved dog, hvad UNO er, men alligevel tror hun, at det har betydning på landsplan.

    "Jeg kan høre, at nogle af dem, som er kommet med, måske ikke som sådan har kendt os, og så har de søgt på nettet efter kristne singlefællesskaber. Der dukker vi op som det første, så der er nok ikke ret mange tilbud, som kan det samme. Jeg er ikke spor i tvivl om, at mange har fordomme om, hvad UNO er, men jeg tror, det ville blive gjort til skamme, hvis de prøvede at være med."

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Missionen går nye veje i Thy
En række kirkelige initiativer ruller ind over Thy og Mors med det formål at gøre kirken mere relevant for lokalsamfundet. Dette sker gennem nye…
Konstruktiv dialog mellem Indre Mission og tilknyttede valg- og frimenigheder
Repræsentanter fra Indre Missions ledelse mødtes med udvalgte personer fra tilknyttede valg- og frimenigheder for at styrke relationen. …
Unge viser stor interesse for det nye teologispor
Interessen for teologi har vist sig at være større end forventet. Det kan ses på opbakningen til det nye tiltag på Børkop Højskole. …

Annoncer