Thomas på nyt eventyr i Nordsjælland

02.03.2018

Thomas på nyt eventyr i Nordsjælland

REGION ØST: Han så et stillingsopslag og blev tændt for stillingen som familiemedarbejder.




Thomas Kildeholm Jensen bliver den nye medarbejder til familiearbejdet i Nordsjælland. For ham er det et nyt eventyr, han skal ud på.

    "Jeg har lyst til eventyr og ved ikke noget bedre end at rejse til steder, jeg ikke kender og møde nye mennesker," fortæller 28-årige Thomas, der før har været missionær i Tanzania. Nu er han så klar til at rykke fra Aarhus til Græsted i Nordsjælland.

    Det hele begyndte, da han så en stillingsannonce i impuls.

    "Det gjorde noget ved mig, og jeg og min forlovede bad meget over det. Jeg blev overbevist, om at jeg skulle søge stillingen," siger Thomas, der beskriver det som et kald.

    Der var flere ting, som tændte ham ved stillingen.

    "Jeg brænder for at være i en tjeneste, hvor det handler om mission. Jeg vil gerne arbejde med diakoni og sætte familierelaterede aktiviteter i gang også for nydanskere," forklarer Thomas, der lige nu arbejder som volontør i Internationalt Center (IKC) i Aarhus. Med i bagagen har han også en uddannelse som pædagog.

    Han begynder i den nye stilling til 1. august. Men inden da skal han også begynde en anden rejse. Han skal giftes med Louise, som er uddannet lærer.

Kompetente ansøgere

Generalsekretær Jens Medom Madsen glæder sig over den nye medarbejder i Region Øst.

    "Det er en kæmpe glæde, at vi også til Østdanmark får henvendelser og ansøgninger fra flere gode og kompetente ansøgere, når der opslås stillinger i området. Vi har gennem årene været udfordret på ansættelser i det østlige. De har i mange tilfælde været længe undervejs, men i sidste ende må vi så også sige, at vi i lighed med resten af landet får ansat gode, passionerede og kompetente medarbejdere. Tålmodighed har dog været en stor nødvendighed," forklarer Jens Medom Madsen.

    "I Indre Mission vil vi nå hele vores land med evangeliet, og ikke alene de områder, hvor der i forvejen bor mange engagerede kirkefolk. Derfor er der også brug for mobilitet og villighed til at flytte. Gennem de seneste par år har jeg oplevet gode tendenser i den retning. Dels møder jeg nogle, som viser villighed til at flytte væk fra det velkendte og ud af komfortzonen, og dels får jeg henvendelser fra folk, der ikke har en lang historik i Indre Mission, men som i disse år vender sig mod IM og tænker sig ind i vores bevægelse."

    Thomas Kildeholm Jensen er ansat 30 procent i Græsted og 70 procent i Nordsjælland.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: