Fortæl nydanskere om tværkulturelle sommerlejre - indremission.dk
Fortæl nydanskere om tværkulturelle sommerlejre
Fortæl nydanskere om tværkulturelle sommerlejre

11.05.2016

Fortæl nydanskere om tværkulturelle sommerlejre

Der arrangeres flere tværkulturelle tilbud i sommeren 2016




I sommeren 2016 er der ikke mindre end otte tværkulturelle sommertilbud, som Indre Mission og flere andre organisationer står bag. Antallet af tværkulturelle sommerlejre er vokset gennem de senere år, og lejrene er meget populære blandt nydanskere. I Jylland er der sommerlejre på Hørby Efterskole og Hestlund Efterskole og to lejre på Løgumkloster Efterskole. På Sjælland er der to sommerlejre på Luthersk Missions Højskole i Hillerød, hvoraf den ene er for farsitalende.

    Desuden er der en "IntegrationsCamp" for flygtninge og nydanskere på Hjallerup Bibelcamping og en lejr på Mørkholt Strand Camping, "Mørkholt International Christian Summercamp".

    "Lejren på Mørkholt bliver fem forhåbentlig solrige dage med bibelundervisning og sjov," siger missionær Thomas Høyer, der er leder på lejren. Han fortæller, at der vil være tolkning til bl.a. farsi.

Fortæl om lejrene

Krista Rosenlund Bellows, der er tværkulturel konsulent i Indre Mission, glæder sig over, at det er muligt at arrangere så mange tværkulturelle lejre. Hun ved fra mange nydanskere, at lejrene betyder utroligt meget for dem. På de tværkulturelle lejre har mange nydanskere fået nye venskaber og oplevet et kristent fællesskab.

    Konsulenten fortæller, at de mange lejre kun kan afholdes på grund af en stor indsats fra mange ansatte og frivillige ledere. Det er også en stor hjælp, at lejrene får økonomisk støtte fra Kirkernes Integrationstjeneste og Arbejdsmarkedets Feriefond.

    "Fortæl gerne nydanskere om de tværkulturelle sommerlejre. Lejrene er både for dem, der lige er kommet til Danmark, og for dem, der har været her i flere år. Lejrene er altså ikke kun for asylansøgere. De er også for alle andre nydanskere, for eksempel for østeuropæere, der arbejder i Danmark," siger hun.

    Et par af lejrene er allerede fyldt op, men der er stadig plads på andre lejre. Det er muligt for asylansøgere at få økonomisk støtte til deltagerbetalingen, hvis nogle betingelser overholdes.

    Nærmere oplysninger om de tværkulturelle sommerlejre kan ses på imta.dk.

Kilde: Indre Missions Tidende



Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: