2400 til årsmødefestival
04.06.2018

2400 til årsmødefestival

Mange brikker af fællesskab blev til et farvestrålende festival puslespil




Mørkholt Strand Camping var fyldt ud til sidste kvadratmeter med deltagere på Indre Missions Årsmødefestival. I alt deltog omkring 2400 personer i det store arrangement den første weekend i juni.

    Det er første gang siden 2002, at der har været så mange ved et åbningsmøde i forbindelse med Indre Missions Årsmøde. Den gode opbakning var tydelig hele weekenden og betød bla. at parkeringsarealet måtte udvides sent lørdag eftermiddag. 

    Temaet for Årsmødefestivalen var "Fællesskab, der skal opleves". Det blev bla. udfoldet i drama og forkyndelse fredag aften, hvor det kristne fællesskab blev fremstillet som et puslespil sat sammen af forskellige brikker.

    Undervejs i forkyndelsen sagde Sprint Aagaard Korsholm: "Ingen af os kan være hele Kristus, men hver især er vi én af de brikker, der tilsammen kan danne et billede af Jesus."

Fællesskab på mange måder

Årsmødefestivalen bestod af mange små og store fællesskabsbrikker, som tilsammen dannede et farverigt puslespil af liv og glæde indrammet af det flotteste vejr. 

    Det var så varmt, at der opstod små skyggefællesskaber ved vandhaner, is-salg og ved stranden. 

    Kaffe er en foretrukken drik i Indre Mission, og der opstod hurtigt et fællesskab af smil og snak ved kaffesalget i markedsteltet.

    Der var dase-fællesskaber ved campingvognene og lytte-fællesskaber i det store telt og ved de mange seminarer. Der var de aktive fællesskaber som kajak og træklatring i "Wildlife". Der var rollator- og barnevognsfællesskaber, og tværkulturelle fællesskaber. Og så var der det lille bedefællesskab som den unge, der sad stille på en bænk på stranden og læste i Bibelen og bad til Gud.

    Og så var der det megastore fællesskab ved koncerten med Stuart Townend, hvor 2400 mennesker fik en helt særlig lovsangsoplevelse sammen.

Kører flyvende hjem

Søndag eftermiddag var små og store brikker af fællesskab blevet til et stort festivalpuslespil, som fik flere til at sige: "Vi kører flyvende hjem. Det var skønt at være på Årsmødefestival."

    Næste gang der bliver en landsdækkende fælles-flyve-oplevelse i Indre Mission bliver til næste år ved Årsmødet i Skive den 25. maj. Om to år den 5.-7. juni er der igen Årsmødefestival med nye store og små fællesskaber.

    Se flere billeder fra weekenden på Indre Missions Facebookside



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: