Å-festival klar med stærkt program

15.03.2012

Å-festival klar med stærkt program

Building 429 fra USA er et af hovednavnene på årets Å-festival




Der er endnu engang lagt op til et brag af en pinse, når Danmarks største kristne musikfestival for 27. gang spiller op på sportspladsen i Sdr. Felding. God musik og direkte forkyndelse har alle årene været Å-festivals vartegn, og 2012-udgaven bliver ingen undtagelse. Lørdag den 3. marts løftede arrangørerne sløret for det program, som igen i år skal lokke tusinder af unge til Sdr. Felding den 25.-28. maj. 

Fra det store udland kommer denne gang amerikanske Building 429, som lørdag aften sætter gang i det store telt med en gedigen gang rockmusik. Er man mere til folk/rock, så skal der spidses ører søndag aften, når det 15 mand store orkester Rend Collective Experiment fra Irland giver koncert. Sent søndag aften lukker amerikanske Everfound, der så sent som i januar tilbragte to uger på turne i Danmark. De fire russisk-fødte brødre tilbringer det meste af pinsen i Sdr. Felding, og allerede lørdag aften giver de en smagsprøve på Å-festivals Caféscene.

Releasekoncert fredag

Også fra Danmark er der godt i vente. Lovsangsgruppen Light up Lion præsenterer deres spritnye album med en releasekoncert fredag aften, og søndag eftermiddag, lige efter pinsegudstjenesten, indtager én af Danmarks bedste gospelsangere Claes Wegener scenen med sit store professionelle kor.

Traditionen tro vægtes forkyndelsen højt på festivalen. I år er den lagt i hænderne på Steffan Flyvholm, Per Ladekjær, Jón Poulsen og Poul Kristensen, mens pinsegudstjenesten søndag ledes af sognepræst Orla Villekjær og gudstjenesten anden pinsedag af landsleder i IMU Anders Møberg, som også leder stillemesserne i Sdr. Felding kirke natten til lørdag og søndag. 

Å-festival arrangeres af unge fra Sdr. Felding missionshus i samarbejde med Indre Mission. Hele programmet kan ses på festivalens hjemmeside aa-festival.dk.

Ole Noermark Larsen, IMT

Kilde: IMT



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: