Han skifter murskeen ud med teltpløkker

26.10.2017

Han skifter murskeen ud med teltpløkker

Simon Nielsen er ny missionær i Indre Mission. Noget af tiden skal han bruge som teltmedarbejder




For fem år siden stoppede Simon Nielsen som ungdomskonsulent i IMU. Han havde brug for at få jord under neglene og blive fysisk træt i kroppen, som han udtrykker det. Simon fik et arbejde som murer og brugte fritiden på at forkynde om Jesus.

    "Jeg var godt tilfreds med mit liv, og jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle tilbage til en tjeneste i Indre Mission," fortæller 37-årige Simon, der begynder som missionær og evangelist i Region Midt den 1. november. Han bor i Hvide Sande med familien, der tæller ægtefællen Majbrit og tre børn.

    For to år siden blev han fyldt af en indre uro, som gjorde, at han snakkede med flere medarbejdere i Indre Mission. Undervejs var der en sætning, som hele tiden dukkede op.

    "Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg brugte tid på at bygge og vedligeholde menneskers huse, når der var mennesker, som gik fortabt. Efterhånden blev byggeriet af Guds rige vigtigere for mig," forklarer Simon.

Dus med talerstol og guitar

Den nye missionærs arbejdsopgaver er ikke helt på plads endnu, men han ved, at han skal bruge tid på at være teltmedarbejder.

    "Det er et helt nyt område for mig, men jeg glæder mig til det, for det betyder meget for mig at kunne lave noget fysisk. Jeg vil hellere flytte en kubikmeter jord end at sidde til et udvalgsmøde," siger Simon, der håber, at forkyndelse kommer til at fylde en del af arbejdsbeskrivelsen. Han er dus med en talerstol, og han bruger også gerne guitaren i formidlingen af evangeliet til mennesker.

    "Det kommer an på, hvilket møde det er, og hvad emnet er," fortæller missionæren, der synes, at nogle sider af det kristne budskab er nemmere at formulere gennem sange.

Ordet om korset frelser

Simon er ud af en fiskerfamilie og har det som en fisk i vandet, når han er sammen med mennesker, hvad enten det er i et missionshus eller på gaden.

    "I mit arbejde som murer har jeg mødt rigtig mange forskellige mennesker, og jeg har haft mange samtaler om tro. Her har jeg været bevidst om, at samtaler om liv og etik ikke frelser mennesker. Det gør ordet om korset, og det har jeg forsøgt at fortælle helt enkelt," siger Simon, der ser frem til at kunne bruge noget tid som evangelist.

Kilde: Indre Missions Tidende



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: