IM giver en håndsrækning til Ukraine
IM giver en håndsrækning til Ukraine

15.03.2015

IM giver en håndsrækning til Ukraine

Indre Mission vil støtte en evangelisk-luthersk kirke i Ukraine med 50.000 kroner




Indre Missions Hovedbestyrelse har besluttet, at de første 50.000 kroner, som samles ind til Indre Mission i perioden fra den 15. marts til den 15. april, skal bruges til at bringe nødhjælp og håb til udsatte mennesker i Ukraine.

    Den fortsatte politiske uro har ført Ukraine på randen af økonomisk kollaps, og den voldsomme inflation har ikke mindst betydning for landets ældre.

    "Det er ikke meningen, at mennesker og menigheder skal stå alene," understreger Indre Missions generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen.

    "Vi lever i en tid, hvor alt for mange mennesker i verden lever midt i konflikter, som efterlader dem desillusionerede og uden meget håb om en bedre fremtid. Derfor er det vigtigt, at vi også i en bevægelse som Indre Mission engagerer os og støtter op omkring kirker, der vidner om Kristus og rækker ud med nødhjælp i en splittet verden," forklarer generalsekretæren.

Støtte til den lutherske kirke

De 50.000 kroner fra Indre Mission vil gå til diakonal hjælp og forkyndelse i Ukraine. Det sker gennem et samarbejde med Alexander Gross, der er præst i Den tyske evangelisk-lutherske kirke i Ukraine, og som tidligere har været formand for kirken. Han leder i dag to menigheder, som forsøger at række ud med forkyndelse og diakonal hjælp til mennesker i lokalområdet. Alexander Gross er også aktiv i søndagsskolearbejdet i Ukraine og på europæisk plan.

    Pengene vil blive fordelt til flere formål. En håndfuld familier, der er flygtet fra krigsramte områder, vil få en økonomisk håndsrækning, og underbemidlede ældre vil få madpakker. Desuden vil en del af beløbet gå til at støtte et søndagsskolearbejde blandt børn i socialt udsatte familier bl.a. på et center, hvor børnene får tilbudt almindelig skoleundervisning, varm mad, medicinsk behandling og kristen forkyndelse.

    "Samtidig har vi en stor opgave i at bringe evangeliet til mennesker i vores eget land, hvor mange lever i et åndeligt mørke," siger Thomas Bjerg Mikkelsen, der håber, at mange vil yde en særlig indsats for at samle penge ind til Indre Missions arbejde i den kommende tid.

Du kan indbetale din gave til konto: 7170 - 22 12 631 eller brug MobilePay: 26 89 22 60.

Kilde: Indre Missions Tidende

 


 

Nordisk Indre Missions Råd har længe drøftet, hvordan vi kan vise solidaritet med søsterbevægelser i Østeuropa, hvor den lutherske kirke er lille og skrøbelig. Vi har et samarbejde på tværs af missionsbevægelser i Norden, men er også i kontakt med missionsbevægelser i Tyskland og Østeuropa. Initiativet skal ses i den sammenhæng.

 

Thomas B. Mikkelsen
Generalsekretær



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: