Ny forskning om IM's identitet

17.11.2018

Ny forskning om IM's identitet

Hovedbestyrelsen og IM-ledere mødtes med historiker Michael Riber Jørgensen




"Jeg var overrasket over at møde så stor åbenhed og velvilje fra missionsfolkene," fortæller historiker og museumsinspektør Michael Riber Jørgensen, som hovedbestyrelsen havde inviteret til sit møde i Fredericia den 12. november. Anledningen var hans ph.d.-afhandling "Fællesskab i forandring," som for nylig er færdiggjort, og som behandler Indre Missions nyere historie.

    For Michael Riber Jørgensen var det nyt og ukendt land, da han for fem år siden begyndte at forske i Indre Missions identitet og samspil med det omgivende samfund. Det er heller ikke noget, der tidligere er forsket i på dette niveau, og derfor er hans undersøgelser også særligt interessante for IM.

IM som social bevægelse

Michael Riber Jørgensen forklarede, hvordan IM passer ind i de videnskabelige teorier for sociale og folkelige bevægelser. Hans hovedspørgmål var: Hvordan er Indre Mission identitet udviklet og hvordan er IM's samspil med det omgivende samfund?

    Han tog udgangspunkt i Indre Mission i Thy, hvor han har lavet grundige interviews med både unge og gamle missionsfolk og har deltaget i forskellige møder. Det var tydeligt at mærke, at han havde sat sig særdeles godt ind i både Indre Missions historie, formål og selvforståelse.

Vækkelsens tre dimensioner

Han gjorde rede for hvordan en vækkelse kan inddeles i tre dimensioner

  • den vertikale: At leve Gud nær
  • den kognitive: At se med troens øjne
  • den horisontale: At være Guds folk

Her tog han bl.a. udgangspunkt i de 6 kendetegn for forkyndelsen, som hovedbestyrelsen formulerede i 2015

    Michael Riber Jørgensen mente at kunne genkende nogle udviklingsmønstre, som antyder, at IM kan være på vej mod sin opløsning. En konklusion, som han selv nedtonede, men som alligevel afstedkom en livlig debat. Den bliver også kommenteret af Hans-Ole Bækgaard i IM-lederen i impuls (kan ses online her).

    Forholdet mellem det meget selvstændige lokale arbejde og en forholdsvis stærk central ledelse, beskrev Michael Riber Jørgensen som lidt paradoksal. Men han medgav, at det virker konstruktivt og gnidningsløst.

Forholdet mellem generationerne

Han tog også spørgsmål op omkring IM's udfordringer i forhold til det kirkelige landskab samt om forholdet mellem generationerne i IM. Han talte om "de gamles IM", som han mente havde en defensiv position og var optagede af at bevare det eksisterende og velkendte, mens "de unges IM" var optaget af forandring og mere åbne overfor inspiration fra andre kirkelige sammenhænge.

    Afhandlingen kan hentes her: LINK

    Den efterfølgende debat havde især fokus på, om vi er bedre til at bevare end at vække? Og på forholdet mellem ordmission og gerningmission og på vækkelse kontra socialisering. Det er spørgsmål, som hovedbestyrelsen og IM-lederne vil arbejde videre med på kommende samlinger.

Færre givere

Hovedbestyrelsen blev også orienteret om de aktuelle regnskabstal, der desværre viser et fald i antallet af givere og almindelige gaver. Det betyder også, at 2018 ser ud til at ende med underskud. Læs også formandens kommentarer til økonomien her.

    HB godkendte budgettet for 2019, der balancerer.

    En længere drøftelse med forlagschef Holger Skovenborg handlede om, hvordan forlaget kan støtte HB's ønske om at styrke kendskabet til den grundlæggende troslære. Holger Skovenborg fremlagde et udkast til nogle udgivelsesplaner, som han fik tilslutning til at arbejde videre med.

    Hovedbestyrelsens samles næste gang til et tre-dages møde i København i den 17.-19. januar 2019. 



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: