Skattestyrelsen overser de folkekirkelige organisationer - indremission.dk
Skattestyrelsen overser de folkekirkelige organisationer
Skattestyrelsen overser de folkekirkelige organisationer

30.11.2018

Skattestyrelsen overser de folkekirkelige organisationer

En ny bekendtgørelse om skattefradrag for religiøse foreninger kan blive en katastrofe for Indre Mission, siger generalsekretær Jens Medom Madsen.




Jens Medom Madsen

Ifølge et udkast til bekendtgørelsen, som skal træde i kraft den 1. januar 2019, skal religiøse foreninger være godkendt som selvstændige trossamfund for at kunne modtage fradragsberettigede gaver. Her falder Indre Mission og en række andre folkekirkelige organisationer uden for.

    "Det er godt, at vi har modtaget udkastet til bekendtgørelsen til høring, og har mulighed for at pege på udfordringerne," siger Jens Medom Madsen.

    I sit høringssvar til Skattestyrelsen peger Indre Mission på, at den nye bekendtgørelse helt overser de mange organisationer, som arbejder indenfor Folkekirken, og hvor giverne derfor fra næste år står til at miste fradragsretten for deres gaver.

Ministre ser på sagen

Kirkeminister Mette Bock udtaler til kirke.dk, at “Jeg er fuldstændig klar over, at der er en udfordring, og det har ikke været intentionen, at det skulle ramme på den her måde." Også skatteminister Karsten Lauritzen er opmærksom på, at en række kirkelige organisationer utilsigtet falder udenfor bekendtgørelsen om retten til skattefradrag.

    "Vi glæder os over at høre, at intentionen ikke har været at ramme de folkekirkelige organisationer, og at politikerne dermed også er indstillet på at finde en ny løsning. Det hjælper vi dem gerne med," siger Jens Medom Madsen, der også glæder sig over at indsamlingsorganisationen ISOBRO er gået meget aktivt ind i sagen.

    "Jeg hører, at vores bekymring tages alvorligt på Christiansborg, og derfor tror jeg også, at bekendtgørelsen revideres sådan, at vi fortsat er godkendte til at modtage fradragsberettigede gaver," siger Jens Medom Madsen.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: