Region Syd · Farverig mødeledelse

Farverig mødeledelse

Et godt møde indeholder forskellige elementer, som taler til de forskellige mennesker, der er til stede. Som bekendt forstår og husker de fleste mennesker ikke særlig godt, hvis de kun hører ting - de skal også se og opleve for at få fuldt udbytte af dem. Derfor bør møder tilgodese flere sanser undervejs - og dette er ikke mindst mødelederens ansvar.

Det behøver ikke betyde de store ændringer i hverken mødeform eller indhold - små indslag kan være nok, og det behøver derfor ikke kræve en masse ekstra arbejde for mødelederen. Du kan tage ideer direkte fra listen herunder, eller du kan bruges den som inspiration og selv tænke videre eller finde ideer andre steder.

Brug Bibelen kreativt

  • Læs en bibeltekst om Jesus, stil dig i fantasien ved siden af og betragt Jesus: Se hans kærlighed til mennesker og mærk hans øjne på dig.

Brug billeder

  • Find en bunke fotos fra internettet eller fra blade/bøger. Læg dem ud på et bord og bed folk om at vælge ét hver. Lad dem fortælle, hvad billedet minder dem om.
  • Lad folk vælge billeder ud fra et bestemt spørgsmål: Et billede, der får dig til at tænke på tro/tvivl/anfægtelse/frelse osv.
  • Alle trækker et billede – hvilken bibelsk person minder det dig om? Hvad kan du lære af vedkommende?
  • Bed én om at tage et billede/kunstværk med hjemmefra og fortælle, hvad det betyder for ham/hende.
  • Vis et billede på projektoren – lad folk reflektere over det – måske snakke i mindre grupper. Brug evt. billeder fra www.galleri-noer.noernet.dk
  • Hvis ikke taleren bruger projektoren, så lad et billede stå på den – det kan blive en stille prædiken for dem, som har svært ved at koncentrere sig den aften.
  • Lav en lille udstilling – måske bare ét billede, der skiftes ud jævnligt. Spørg gerne en lokal kunstner om at hænge billeder op.
  • Vis billeder til en sang - lad evt. en fotointeresseret tage billederne, eller brug malerier fra www.galleri-noer.noernet.dk 
  • Læg billederne foran dig og brug dem som inspiration til bøn

Video og drama

Drama - live eller på film - kan sige meget. Film kan desværre være svære at finde, og bruger man youtube, kræver det internetforbindelse i missionshuset.

  • Spørg nogle om at spille et dramastykke - måske IMU eller teenklubben?
  • Søg på "Christian drama" på youtube og SE det igennem, før du bruger det. Ikke alt er godt eller rigtigt! Vælg stykker uden for megen snak, da mange er engelske – oversæt evt.

Konkrete små film:

Vittigheder

  • Fra tegneserier, f.eks. Steen & Stoffer
  • Bøger som ”Da Gud skabte Hans og Grethe” – sjove børnecitater (kan også findes på nettet)
  • www.reverendfun.com   

Digte og små historier

Disse kan findes mange steder - følgende bøger kan anbefales:

  • Altid elsket (Unitas forlag)
  • Under mandeltræet (Magnus Malm, Boedal)
  • Nu er den hellige time (Eyvind Skeie, Credo)

Vis en ting

At have en ting med, der kan ”gøre noget”, virker mere levende end bare billeder. Det kræver lidt mere udstyr, men det er bestemt muligt at finde noget overskueligt.

  • En kande med vand, et glas og en balje.
    • Hold glasset hen over baljen og hæld vand i fra kanden til det flyder over. Sådan flyder Guds Ord og Guds gode gaver ud gennem os til verden. Nægter vi at høre og modtage, så kommer det alligevel videre, men vi går glip af velsignelsen (vend glasset på hovedet).
  • Majskerner
    • Under ophedning vender de vrangen ud (lav popcorn) - gør vi mennesker også det? Hvad er der indeni?
  • Kartofler
    • Udenpå er de kedeligt brune - indeni er der dagligt brød. Ikke eksotisk og spændende - men vi lever af det. På samme måde med Guds ord - det ser kedeligt ud udefra, men indeni er Livet. 
  • Svamp, vand
    • Suger til sig
    • Afgiver under pres
  • Et stort glas, store sten, små sten, sand, vand
    • Siger noget om prioriteringer - det vigtigste (de store sten) må komme først, for ellers bliver der ikke plads til dem.

Involvér folk

Hvis folk selv får lov at deltage aktivt, husker de meget bedre, fordi det ikke kun er hjernen, der skal huske. Kroppen husker også. 

Her tages udgangspunkt i dagligdags ting, der kan bruges til at involvere folk.

  • Find en bunke sten – helst runde og glatte
    • Alle får en sten ved indgangen og kommer den i lommen eller holder den i hånden og lader den blive varm. Symboliserer min synd – der lynhurtigt kommer til at føles velkendt, god og tryg – og det er svært at slippe den. Læg den alligevel fra dig på et bord (eller på et kors) sammen med de andres.
    • Kan placeres ovenpå hinanden og sige noget om balance.
  • Nøgler
    • Alle får en nøgle – og prøver den i en lås. Hvor passer nøglen?
  • Blade fra et træ
    • Skriv navne på med posca-tush. Jesus er træet - vi er grene og blade.
  • Lav ”flyde-blomster” på forhånd. Skriv bibelvers eller gode ord i.
    • Lad hver person lægge den på vandet og se den folde sig ud.
  • Billedrammer
    • Giv alle en ramme – lad dem se gennem den. Vi vælger alle at sortere og ser kun en del af hele billedet.
  • Puslespil (evt. bare et billede, der er klippet i stykker)
    • Alle får en brik og bidrager til at samle hele billedet. Vi ser hver især en del af Gud – tilsammen bliver billedet meget større. Alle har noget at bidrage med – også selvom det kun er en ensfarvet himmelbrik.
    • Fjern en enkelt brik på forhånd. Lad folk forsøge at samle billedet. Viser, at alle er nødvendige og når én mangler, lægger man mest mærke til hullet og ikke de andre brikker. Passer f.eks. til lignelsen om det mistede får og de 99 derhjemme.
  • Lav hjemmelavet modeller-voks - giv alle en klump.
    • Lav en figur, der passer til emnet. Evt. skabelsen. 
  • Snor.
    • Vi er alle forbundet af relationer
    • Snor kan klippes i stykker
    • Kan bindes sammen = fællesskab
    • Kan lede vej
    • Kan løfte ting

Ideer til bøn

 

At bede sammen kan gøres på mange måder - her er et par forslag, der kan give god variation:

  • Hold hinanden i hånden (evt. i mindre grupper, hvis I er mange). Én starter med at bede - enten højt eller inde i sig selv. Når han er færdig, trykker han den næste i hånden, og det er så hendes tur. Fortsæt til alle har haft tur.
  • Tænd et lys og bed for den, lyset står foran. Han flytter selv lyset til naboen efter en tid, og alle beder så for denne person.
  • Brug billeder som inspiration til bøn - læg dem foran gruppen og lad folk bede højt eller stille for de ting, de kommer til at tænke på, når de ser billederne.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: