Kritik må ikke tage vores frimodighed - indremission.dk
Kritik må ikke tage vores frimodighed

15.10.2020

Kritik må ikke tage vores frimodighed

Vi må bestræbe os på at forstå kritikernes anliggende, så vi ikke bliver snæversynede eller hjertekolde




I debatten om negativ social kontrol er IM igen blevet omtalt som et lukket kristent miljø. Af regeringens program med lovforslag for det nye folketingsår fremgår det, at sagen skal behandles, og omfanget undersøges.

I kølvandet på den debat kom der også kritisk søgelys på portalen AdamogEva.dk. Nogle formuleringer gav anledning til en principiel kritik af et bibelskfunderet syn på køn og seksualitet. Holdningen synes at være, at der ikke er plads til andet syn i skole og samfund end den normkritiske tilgang, som vil gøre op med de traditionelle familiemønstre.

IM har reageret på kritikken undervejs i både impuls og Kristeligt Dagblad.

Kritikken fortsætter, indtil vi giver os

Jeg vil gerne opmuntre til, at vi tager relevant kritik alvorlig uden at blive trætte eller give op. Så længe vi ikke gifter os med tidsånden, vil vi opleve modsigelse. Det er ikke et problem, men et vilkår. I dette skal vi hjælpe hinanden til at bevare frimodighed i mødet med samtidens kultur, så vi ikke bliver tavse eller opgiver de bibelske holdninger.

Selvom der er formuleringer eller adfærd, vi bør ændre, må det ikke handle om, at vi gør os selv tandløse. Vi må ikke tro, at bare fordi vi får afvæbnet kritikken, så lades vi nok i fred. Den vil fortsætte, indtil vi ændrer holdning. Mange vil sige, at det er sket før blandt missionsfolk, og at det også vil ske igen.

At holde fast i bibelsk forankrede budskaber er et langt sejt træk, hvor vi ikke må miste modet, men bevare hovedet koldt og hjertet varmt og fastholde åndsfriheden.

Samtale fremmer forståelsen

Kritik kan være sund. Den kan hjælpe os til at indse blinde vinkler, dårlig kommunikation, forkerte beslutninger eller uholdbare argumenter. Vi må være åbne for kritik, så vi ikke bliver snæversynede eller hjertekolde. Skal kritik have sin gode virkning, bør vi bestræbe os på at forstå den andens anliggende – og vi skal ikke tage for givet, at andre forstår os. Den indstilling for samtale er afgørende og i mange tilfælde lærerig. Det gælder, uanset om det er mellem personer i missionshuset eller mellem IM og Sex og Samfund.

Jeg fornemmer en tendens til at være opgivende, som kan vise sig åndeligt farlig på sigt. Lad os hjælpe hinanden til at være frimodige kristne.


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter