Respekt og uenighed kan gå hånd i hånd - indremission.dk
Respekt og uenighed kan gå hånd i hånd

17.09.2020

Respekt og uenighed kan gå hånd i hånd

I bagklogskabens lys må vi evaluere og tage ved lære af erfaringerne




Det seneste halve år har COVID-19 tvunget os alle til at træffe svære beslutninger. Nogle valg gav sig selv, da de var fastlagt fra myndighederne, men for eksempel hjemsendelse af medarbejdere og udvikling af online-forkyndelse var beslutninger, der alene lå hos os selv.

Valgte vi i alle forhold rigtigt? Det kan bestemt diskuteres. I bagklogskabens lys må vi evaluere og tage ved lære af erfaringerne.

Lokale beslutninger

Noget af det, der har skabt stor uenighed, er beslutningerne om åbning eller lukning af sommerens aktiviteter. Kort fortalt lagde vi i IM den ramme, at det var op til det lokale udvalg bag for eksempel bibelcampings at træffe beslutning om aflysning eller gennemførelse på alternativ vis. Vi har fra ledelsens side stillet sparring og rådgivning til rådighed. I forhold til børneaktiviteter traf DFS den beslutning, at børnelejre ikke kunne gennemføres, men alternative aktivitetsmuligheder blev udviklet.

Nogle mener, at landsledelsen skulle have aflyst alle sommerens aktiviteter, så beslutningen ikke lå hos de frivillige i et lokalt udvalg. Andre mener, at vi skulle have opmuntret til at gennemføre langt flere arrangementer tæt på normal vis. Andre igen har udtrykt stor forståelse for de retningslinjer, vi udsendte undervejs.

Konstruktiv kritik

Der skal være plads til, at vi er uenige, men også respekt for dem vi er uenige med. Respekt og uenighed kan og skal gå hånd i hånd. Den kultur må også præge hverdagens missionsarbejde, hvor vi kommer til forskellige konklusioner og tager forskellige beslutninger.

Det er et stort ansvar, der har hvilet på udvalgene bag sommerens mange arrangementer, og jeg bakker til fulde op om de beslutninger, som disse udvalg har truffet. Mulighederne viste sig forskellige i forhold til blandt andet deltagersammensætning, lokaliteter og tidspunkt for afholdelse. Samlet set er det hårdtarbejdende og ansvarsfulde udvalg, der har truffet beslutninger, som ikke var enkle, og som hvilede på grundlag, der løbende udviklede sig.

Lad os kæmpe for fællesskabet – også når vi er uenige. Lad os – i både enighed og uenighed – gå med fredens evangelium. Konstruktiv kritik skal der altid være plads til.


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter