Store beslutninger tager tid - indremission.dk
Store beslutninger tager tid

06.08.2020

Store beslutninger tager tid

Det skal ikke gøres lettere at blive skilt. I stedet skal par i krise tilbydes al den støtte og rådgivning, der er brug for




Corona-situationen har fyldt det meste af dagsordenen i sommeren 2020. Det betyder, at mange andre nyheder og vigtige politiske tiltag er blevet overset i den offentlige debat. Et af de emner, som kun kortvarigt har været berørt, er spørgsmålet om separation før skilsmisse.

Lovgivningen på området har været ændret flere gange, og pr. 1. juli valgte et politisk flertal at afskaffe den obligatoriske »refleksionsperiode« på tre måneder for skilsmissesøgende ægtepar med børn under 18 år. Dermed kan borgere i Danmark igen blive skilt i en fart ved få klik på borger.dk. Selv om »refleksionsperioden«, som blev indført i april 2019, faktisk fik 122 par til at trække anmodningen om skilsmisse tilbage.

Kærligheden er størst

Afskaffelsen af refleksionsperioden er desværre kendetegnende for et samfund og en vestlig tænkning, hvor den enkeltes frihed til at vælge for sig selv er hævet over alt andet. Dermed kommer også refleksionen over de valg, vi træffer for os selv og hinanden, i anden række. Det gælder også helt ind i ægteskabet.

Jeg er stor fan af ægteskabet, for det handler i bund og grund om, at jeg i min kone finder en person, der har lovet og stadig lover at følge mig i hele mit liv, både på de gode og de dårlige dage. Og at jeg følger hende på samme måde. Ægteskabet er en proklamation af, at kærligheden er større end min tilbøjelighed til at vælge mig selv og mine egne behov først, og at jeg må bøje mig mod min ægtefælle i gensidig respekt og kærlighed. Som en hjælp dertil har Gud lovet at følge os gennem livet.

Det må gerne gøre ondt

At opløse et ægteskab er aldrig en individuel beslutning. Derfor skal det heller ikke gøres lettere eller mindre smertefuldt at blive skilt. Det må gerne gøre ondt at træffe så stor en beslutning, og det kræver god tid til refleksion og i mange tilfælde også hjælp i form af parterapi eller samtaler med f.eks. psykolog eller præst. Selv i situationer, hvor ægteskabet ikke står til at redde, er tiden til refleksion godt givet ud.

Jeg mener derfor, at en obligatorisk periode til refleksion og overvejelse bør genindføres. I stedet for at gøre det lettere at skilles, bør man tilbyde par i krise al den støtte og rådgivning, der er brug for. Tid til overvejelse, samtale og fællesskab er vigtige ingredienser, når der skal træffes store beslutninger.


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter