Vis tillid og vær til at stole på - indremission.dk
Vis tillid og vær til at stole på

28.01.2021

Vis tillid og vær til at stole på

Tilliden i det danske samfund er et rigtig godt udgangspunkt for os som missionsbevægelse




Tillid er det fænomen, der viser sig ved, at en person har en forventning om eller tro på, at et andet menneske er til at stole på. Tillid skaber en fornemmelse af samhørighed og gør det nemmere for mennesker at arbejde sammen eller være i fællesskab med hinanden.

Vi danskere er verdensmestre i tillid. Det skrev Kristeligt Dagblad den 14. januar 2021. Langt de fleste af os danskere har en generel tillid til mennesker omkring os. Også til dem, som vi ikke kender. Vi stoler på folk og forventer, at de vil os det bedste.

Desværre ser vi i nyhederne eksempler på det modsatte i andre lande. Vi ser, hvordan det kan se ud, når tilliden blandt mennesker ikke er tilstede.

Stå vagt om tilliden

Lad det opmuntre os til - sammen - at stå vagt om den gensidige tillid. Lad os hjælpe hinanden til, at synsninger, falske påstande og løgne ikke bliver en del af vores kultur og vores fællesskab med hinanden.

Tilliden i det danske samfund er et rigtig godt udgangspunkt for os som missionsbevægelse. Både indadtil og udadtil.

Indadtil nyder vi godt af den gensidige tillid til de andre i fællesskabet, også i perioder, hvor vi ikke ser hinanden så meget. Vi kan have tillid til, at den lokale ledelse kan og vil føre vores fællesskab godt igennem den aktuelle udfordring med nedlukning - og godt i gang igen på den anden side.

Positiv taleret

Udadtil har vi også gode muligheder for at bruge den gensidige tillid imellem os til at række evangeliet ud til mennesker. De fleste mennesker har en grundlæggende tillid til os og til, at vi vil andre det bedste.

Vis tillid til mennesker omkring dig. Vis, at du er til at stole på. Når en anden lærer dig at kende og fortsat har tillid til dig, som den du er, giver det dig en positiv taleret ind i vedkommendes liv. En taleret, som måske kan inkludere dit vidnesbyrd om, hvad det betyder for dig at være kristen, og hvorfor du har tillid til Guds ord. En taleret, som inkluderer evangeliet om Jesus Kristus. Brug den!


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter