Når biskopperne i begyndelsen af januar har debatten om liturgifornyelse på dagsordenen, handler det ikke kun om, hvorvidt folkekirken kan tillade sig at ændre på gudstjenestens liturgi og ritualer. Eller om hvad det betyder for processen, friheden og tilsynet.
Der kan være gode grunde til at forholde sig til visse ændringer af ordlyd, flere varianter eller større lokal frihed, men for flere – ikke mindst en række præster - handler det i virkeligheden om folkekirkens lutherske identitet og er til dels et opgør med klassisk evangelisk-luthersk lære.
Det er trist at opleve, at flere lægger afstand til dele af den lutherske kristendomsforståelse, selvom de åbenlyst er medlemmer af en kirke, som er funderet på et luthersk bekendelsesgrundlag. For eksempel når man ikke vil fastholde en lære om bl.a. arvesynd, forsoning og fortabelsens mulighed. Det er problematisk.
Nogle mener, at denne kristendomsforståelse gør angst til en teologisk grundfølelse, som moderne mennesker (og teologi) ikke kan finde sig hjemme i. Skal kirkens liturgi og ritualer være relevante for folk i dag, må der være frihed til, at de kan tilpasses en anden kristendomsforståelse, er holdningen.
Dette syn på kirkens liturgi kommer desværre til at fordreje den lutherske teologi væk fra dens kerne: At fremme det bibelske budskab om Guds nåde til fortabte syndere og om, at hans kærlighed og frelse modtages ved troen på Jesus Kristus.
I denne debat har det glædet mig at opleve den nye biskop i Aalborg blande sig, som det skete i en kronik i Kristeligt Dagblad d. 6. januar:
»Folkekirkens bekendelsesgrundlag indeholder udsagn, der er svære at acceptere for mennesker i dag. Og skepsis over for den lutherske bekendelse breder sig blandt teologer. Men luthersk teologi kan ikke lære alles frelse uden at ophæve sig selv.«
Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen tilføjer, at vi kan håbe og bede om det, men der er forskel på læren og på bønnen til Gud.
Også i 2022 kan vi forkynde et fuldt og bibelsk budskab om Jesus, og hvad vi ejer i troen på ham. Men selvom budskabet er uforanderligt, kan og skal formidlingen stadig tilpasses, så den er nutidig, vedkommende og forståelig. Det er vi ikke uenige om.
