I december 2014 var jeg i nyhedsstudiet ved TV2-Østjylland for at blive interviewet om IKC-arbejdet i Aarhus. Hvad jeg ikke vidste undervejs var, at der stod en overskrift på skærmen: "Indre Mission omvender muslimer". Ud over en fejlagtig intenderet journalistisk vinkling er det en helt forkert grundlæggende forståelse. For ingen kan dybest set omvende et menneske til tro på Jesus, undtagen Gud. Det gælder også for forkyndelsen i Indre Mission, og derfor er vores opgave mere præcist at række et kald til omvendelse.
"Jamen, er det ikke os selv, der beslutter at blive omvendt?" Det ligger lige for at forstå omvendelse sådan, når det lyder i forkyndelsen: "du må omvende dig" , "du må beslutte dig for Jesus", eller hvordan det nu bliver sagt. Men omvendelse er ikke en personlig viljesbeslutning.
Jesus siger: "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham" (Joh 6,44). Det er en vigtig åndelig præmis at holde fast i. Ved Helligånden både kalder og virker Gud omvendelsen hos et menneske, og ved Helligånden skaber Gud troen i et menneske. Netop derfor formulerer Luther det sådan i Den Lille Katekismus i sin forklaring til den tredje artikel i trosbekendelsen, om Helligånden: "Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham. Men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro."
Det er Gud, som virker, at en person vender om. Det sker ved, at man indser sin umulige situation uden Gud, når det gælder tilgivelse for synd og evig frelse. Her kan vi ikke bare beslutte os for, at det skal være bedre eller anderledes. Gud lader sit budskab om nåde blive forkyndt – og derigennem rækker han et kald om at vende sig til ham (Jon 3,10; Luk 5,32; 24,47). Gud ønsker, at Helligånden må gøre sin gerning i et menneske, så han kan totalforandre ved sin tilgivelse og helbredelse (Es 6,10; Hos 6,1; 2 Kor 5,14-21; 2 Tim 2,25).
Vi kan altså tage imod kaldet til at søge ham, uanset hvordan vi oplever vores liv eller situation eller føler os uværdige i Guds øjne (Joh 6,37), og så tro på, at han vil vise sin nåde og kærlighed.
Omvendelse er egentlig at give op. Det er at give Gud ret i sin dom over et menneske uden ham. For uden Jesus er vi ikke sat fri fra synden i vores liv og dermed skyldige til en evighed borte fra Guds ansigt. Det er den alvorlige realitet om fortabelsens virkelighed.
Ved at give fortabt og Gud ret sker der en omvendelse, en ændring af sindet. Man foretager nærmest et u-sving, så man nu har retning mod et andet, bestemt mål, som kommer til at præge ens videre færd. Man vender sig bort fra et liv til et andet (2 Kor 12,21).
Omvendelse er ikke alene at få tilsagt syndernes forladelse, men en radikal fornyelse og livsanskuelse ud fra Guds ord om sig selv, om Gud og livet. Det medfører et ændret tankesæt og en forandret adfærd. Der sker noget på det indre plan, så vi kan tale om et forvandlet hjerte. Men der følger også, at der sker noget på den ydre side, så det bliver tydeligt for andre, at der er tale om et nyt liv med Jesus som Herre.
I det spor prædikede Jesus og apostlene omvendelse (Mark 1,15; 6,12; ApG 2,38; 3,19). Mange ønsker ikke at prædike omvendelse i dag, da det lyder gammeldags eller domsagtigt. For det svarer jo til, at man siger til nogen: Ved du godt, at dit nuværende liv uden Jesus ikke er godt nok i Guds øjne? Ved du, at du uden Jesus går fortabt? Vend om, inden det er for sent!
Gud ønsker for enhver, at man standser op og indser sin situation uden ham. Derfor er der i en bibelsk forkyndelse et kald til omvendelse. Omvendelse – en ændret indstilling til Jesus Kristus – er simpelthen nødvendig for at blive frelst (2 Pet 3,9; Luk 15).
Der findes dog ikke en fast skabelon for, hvordan eller hvornår omvendelse skal ske. For nogen er det sammenfaldende med dåben, for andre sker det nærmest her og nu ved at lytte til Guds ord, eller det kan være i en proces over længere tid.
I den bibelske sprogbrug er der tale om omvendelse, når et menneske vender om til Gud. Men som troende og tilgivet synder, så kæmper vi stadig med vores syndige natur. Nu sker det gudskelov ikke alene, men altid med Jesu nåde som fortegn. Derfor må jeg – når jeg erkender min synd – altid vende mig til Jesus og hvile i, at han har sonet al synd og atter tage imod hans ord om tilgivelse (Rom 7,18-8,1). Dette omtales som den "daglige omvendelse".
Omvendelse er at vende sig til Gud og tro på Jesus (ApG 20,21). Ved at slippe tiltroen til sig selv, når det gælder evig frelse og synet på tilværelsen, handler tro om at have tillid til Jesus. Dels at det er nok, hvad han har gjort for mig til frelse, og at hans løfter holder. Dels at leve i den overbevisning og praksis, som hans ord betyder for mit hverdagsliv – både i tanke, ord og handling (Hebr 11,1).
For her kommer det ikke an på, om jeg selv føler en lille eller stor tro, men at jeg tror på ham, som er almægtig og kender også mig. Der er rum for anfægtelse, tvivl og i en forstand også vantro, når troen på Jesus alligevel er det, jeg klynger mig til, selvom jeg ikke kan gennemskue situationen (Sl 31).
Vi bliver udfordret og åndeligt prøvet i denne tillid til Jesus. Djævelen vil gerne forføre os, så vi mister tillid til Jesus. Det gør han snedigt og på mange måder. Han optræder mest, så han ligner og taler som vores himmelske Far, men taler løgn (Joh 8,31-51). Også i denne kamp må vi bede Helligånden vejlede, trøste og lede os til Jesus, så vi atter vendes til ham og fastholder tilliden til ham.
Dermed er troen netop en gave frem for en præstation eller en viljesbeslutning. Troen kommer før vores valg, men er bestemmende for vores valg. Den er før vores gerninger, men giver dem præg af at være en følge af Guds frelse.
Det er i det lys, vi skal gøre gerninger, som omvendelsens kræver (ApG 26,20; Luk 3,8f; Åb 2-3). Når vi giver Gud ret i hans dom over vores liv, viser han os samtidig vejen til nåden i Jesus. Tilgivelsen rejser os til et nyt liv i kraft af ham til at ligne ham og leve Gud til behag (Rom 12,1-2).
Troens liv hænger nøje sammen med at lytte til Jesus og følge ham – som discipel at adlyde ham og frivilligt udvise lydighed. I vores tid kan det ofte mest komme til at handle om nådegaver og tjeneste, men det er kun én side og særligt knyttet til menighedslivet. Først og fremmest handler denne lydighed om hele vores liv og om hver dag at leve et liv, som er omvendelsen værdig, hvor Ånden virker sine frugter i os til Jesu ære (Gal 5,22-6,10; Ef 5,1-11).
Indre Mission omvender ingen, men vi vil arbejde for: At lede til Jesus og leve i Ham!
Hans-Ole Bækgaard er valgmenighedspræst og formand for Indre Mission.
Læs om de seks kendetegn på indremission.dk/6kendetegn
Artiklen har været bragt i: IMT 2016 nr. 10
