Efter at have været afskåret fra at mødes på almindelig vis i vores IM-fællesskaber og i IMU og DFS, kan vi nu igen - i første omgang i IM og IMU - mødes fysisk. Det glæder vi os til.
Forskellige alternative tiltag med online møder og videosamlinger er blevet taget godt imod. Men få af os synes nok, at det har været en helt tilfredsstillende erstatning for det fysiske møde med vennerne. Vi har savnet at se hinanden i øjnene, give et kram og synge sammen.
Nu hvor vi igen kan se frem til at samles, er der måske behov for en ny eftertanke omkring vores fællesskaber: Hvordan er vi sammen? Hvad er det egentlig, vi har savnet allermest? Hvad har størst betydning for os i det kristne fællesskab?
Måske har denne tid tydeliggjort nogle af styrkerne ved fællesskabet. Eller den har afsløret nogle svagheder?
Når vi nu genoptager mødefællesskabet, hvad vil vi så lægge særlig vægt på? Og hvad vil vi måske gerne undvære?
Sådanne overvejelser er altid væsentlige at gøre sig, og nu er det et særligt godt tidspunkt at tage dem op.
Måske skal corona-tiden betragtes som en gave, som giver os en særlig anledning til at overveje med hinanden, hvad vi kan og vil med vores fællesskaber. Måske skal vi ikke bare automatisk vende tilbage til det, som vi har været vant til. Måske kan genåbningen af hverdagens gøremål, forenings- og gudstjenesteliv, familiebesøg og engagement i menighedslivet vise nye perspektiver, behov og muligheder?
Ligesom det gælder for resten af samfundet, kan det vise sig, at genåbningen er mere udfordrende, end nedlukningen var det.
Jeg vil gerne opfordre til, at du, sammen med dit kristne fællesskab, overvejer, om fællesskabets ramme og indhold matcher det, som I har mest brug for. Hvordan får det, du har savnet mest i denne tid, mere plads, når I mødes igen i jeres lokale fællesskab? Og hvordan kan du bidrage til, at dit fællesskab kommer styrket ud af denne coronakrise?
