I disse dage er store dele af Danmark lukket ned. Vi lever lige nu i et samfund, som vi for bare to måneder siden ikke troede var muligt. En ny virkelighed med restriktioner og forbud, som kan få mange af os til at frygte for fremtiden.
Frygt er som følelse en fordel for os. Psykologisk set skærper frygten vores sanser og giver os muligheder for at agere på en fare og tage vores forholdsregler. Men frygten kan også overmande os og låse os fast i en situation. Der findes eksempler på, at frygten i kritiske situationer helt tager magten fra mennesker, så de ikke kan reagere hensigtsmæssigt.
Frygten er ikke hele virkeligheden
Frygt er altså egentlig noget godt, men frygt kan også ødelægge livet, hvis den får for meget plads.
Hvis vi skal leve og bruge vores frygt konstruktivt, må vi håndtere frygten, som det den er – en del af virkeligheden men, ikke hele virkeligheden.
Vi må kæmpe mod, at frygten får lov til at overtage hele vores verdensbillede.
Det kan vi gøre ved at erkende, at der er en reel frygt, samtidig med, at der heldigvis er meget mere at sige om livet end netop frygt – også i en coronatid. For eksempel at Gud har hele verden i sin hånd, at han går med os, og at han selv kæmpede med frygten i Getsemane have.
Og så ved vi en ting mere, nemlig at han stod op af graven og smadrede døden. Al frygtens moder – døden – er overvundet.
Påskens skyld
Lad os bruge påsken til at fejre og til at proklamere, at frygten og døden ikke har det sidste ord. At Jesus opstod, brød døden, overvandt frygten og viste os alle en vej ud af frygt og sygdom, død og pine!
Frygten er en del af vores virkelighed, men det er håbet også. Og det er ikke lægevidenskabens og forskningens skyld, men det er påskens skyld