Vi er kaldede til at bringe de gode nyheder videre - og vi må være risikovillige
I Berlingske kunne man læse for lidt tid siden, at 2014 er den risikovillige investors år. Der kan være et godt afkast at hente, hvis investor er villig til at løbe en risiko, ellers er der ingen gevinst at hente - snarere tværtimod.
Handler evangeliet ikke om noget af det samme? Når Paulus peger på, at mens vi endnu var Guds fjender og under hans vrede, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde. Det sætter os dér, at vi så meget mere frelses ved, at han lever. En helt utrolig kærlighed!
Moshe Dayan, israelsk militær leder og politiker, har sagt: "Hvis man ønsker at opnå fred, taler man ikke med sine venner, man taler med sine fjender." I julens evangelium er det netop, hvad der sker. Gud taler til sine fjender. Han går ind i syndefaldets verden, han kommer selv med den varige fred, som kun Gud kan skænke. Englens budskab er forunderligt: "I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren."
Det budskab er vi sendt med! Vi må godt tage det til os som et privilegium. Vi er kaldede til at bringe de gode nyheder videre - og vi må være risikovillige og investere på forskellig vis. Det skaber frimodighed og taknemmelighed, når man oplever, hvad Jesus gør i et menneske.
Det forgangne år har i Indre Mission været præget af store forandringer for bevægelsens arbejde. I ledelsen tror vi på, at det giver os bedre muligheder for at drive mission og forvalte de midler og ressourcer, vi er betroede. Det har været et spændende og krævende år, men jeg er overbevist om, at vi har fundet en god vej fremad.
Men struktur og ændringer er ikke mission i sig selv. Mit store ønske for 2014 er, at vort fokus bliver endnu mere på mission og det budskab, vi er - risikovilligt - sendt med. Og styrken hertil finder vi kun ved at have vores øjne rettet mod Jesus, verdens frelser, som kom til os julenat.