Jeg oplever, at en del kristne har dårlig samvittighed, når talen er om bøn. Man vil gerne, at det var bedre, og at man bad mere. Jeg har hørt flere vidnesbyrd i den retning eller om årsager til, at man var kørt træt. Måske ligefrem havde opgivet bøn, for man synes, at bønnesvar udeblev. For andre er bøn uundværlig og fylder i hverdagen. Nogen kan være vedholdende forbedere og udvise en beundringsværdig disciplin. Og de vidnesbyrd er der også.
Der er mange grunde til, at vi kan opleve bønslivet forskelligt – som en udfordring eller en velsignelse. Mit ærinde er ikke at give en lang liste, som du så kan krydse af på. For jeg tror, det er vigtigt at se på forskellene. Det kan handle om, at vi er forskellige persontyper, og det er forskelligt, hvad der fungerer bedst for os af former, rutiner m.v. Vi må ikke gøre bønslivet ensartet, så vi alle skal være i samme skabelon, men se muligheder i forskelligheden. Der kan også være perioder i vores liv, som af forskellige grunde påvirker vores bønsliv. Situationer, som er med til at styrke, eller som er med til at svække eller skabe opgivelse.
Jeg vil pege på to ting: 1) Vi har brug for at have åbne øjne for bønnens væsen, 2) Vi har brug for at blive opmuntret til bøn og disciplin.
En god måde at beskrive bøn på er at sammenligne den med åndedrættet, som vi er afhængige af for at leve. Bøn er som åndedræt, der skaber liv i mit forhold til Gud og en nødvendig afhængighed af ham. Bøn er ikke kun at komme med "mit" til Gud. Bøn må rumme lovprisning, bekendelse, tak og tilbedelse af ham (Åb kap. 4-5). Ikke at han er afhængig af dette, men han ved, at når mennesker holder op med det, begynder de at lovprise og tilbede hinanden til overmål. Uden bøn til Gud tørrer gudstroen ud, og menneskekulten tager over. Derfor forankres bøn egentlig i det første bud: "Du må ikke have andre guder end mig" (2 Mos 20,3). Vi har brug for at bede for at beskytte os mod afguder!
Bøn er dybest set en reaktion på Guds aktion. Han har mødt os først med sin nåde og frelse – en bevægelse fra Gud til os. Han har ved Jesu død, opstandelse og himmelfart åbnet adgangen til ham, til nådens trone. Jesus bringer os i erindring hos sin Fader og beder for os (Hebr 7,25). Helligånden giver så at sige lyd til vores bøn og hjælper os i vores magtesløshed, så bønnen når det himmelske tempel (Rom 8,26f). Vi er aldrig alene i bøn, heller ikke når vi kæmper, for Jesus har givet os Talsmanden.
Derfor når bøn altid længere end blot til loftet. Derfor når bøn den treenige Guds hjerte, så der handles efter Guds hellige og kærlige vilje til bedste for os – også selvom vi ikke kan gennemskue det. Bøn er at komme til vores Far i Jesu navn ved Helligånden. Fadervor rummer en god skabelon og bønnens mange sider, og du vil med inspiration kunne læse Luthers forklaring i Den Lille Katekismus.
I bøn kan jeg tale til Gud og modtage svar fra ham. Bøn kan være nødskrig, samtale, tavshed og suk. Bøn er at leve i den overbevisning, at jeg er i Guds nærhed (Sl 73,23-25.28). Af den grund opmuntres vi til at bede uophørligt (1 Thess 5,17).
Netop derfor er bøn aldrig krav, men et privilegie for et Guds barn. For nogen er det let at samle sig i bøn, for andre kan disciplin være en velsignet nødvendighed. Bønsdisciplin kan nemlig ses som noget sundt, som en længsel, som en bekendelse. Også når det gælder disciplin, at finde sin rytme, metoder eller variationer for at holde fast ved bønnen som en livsnerve, er der ikke en bestemt form. Heller ikke når det handler om, hvordan krop og sanser kan kobles sammen med bøn. Man snyder ikke ved at bruge bønner, som er formuleret af andre, f.eks. Salmerne i Bibelen, Luthers bønnebog i salmebogen eller inspiration fra kirkebønnen. Her skal vi give hinanden frihed.
Som disciple af Jesus, der selv var et forbillede, når det gælder bøn til sin himmelske Fader – også i en travl hverdag (Mark 1,35) – må vi være bevidste om at skabe plads til bøn i vores hverdag. De fleste erfarer, at tiden ikke bare kommer af sig selv. Der er så meget, som ellers optager os. Og der finder en åndelig kamp sted, hvor Djævelen helst vil, at vi ikke beder – for det er dødsensfarligt for ham og hans onde virke. Derfor vil bøn altid være under angreb, og vi skal ikke regne med, at det bare automatisk bliver bedre med tiden.
Bøn er ikke afgrænset til et bestemt tidspunkt i løbet af dagen. Det er kun godt at have en eller flere "stillestunder", men vi må være i bøn dagen igennem som bedende kristne: Den spontane bøn i en konkret situation, for en person, tak til Gud osv. Det kan være i bussen, på cyklen, på arbejdet … ja, overalt. Hele ens liv må være præget af bøn – et liv i tilbedelse af Gud. En tilbedelse, som forvandler mig, fordi jeg lever for Guds ansigt. En tilbedelse som styrker, fordi jeg lærer at leve i tillid til min himmelske Fader.
Bøn er et åndeligt redskab og et skjult våben. Vi har mulighed for at påvirke verdens gang, fordi vi har adgang til ham, som har al magt i Himlen og på jorden.
Vi kan bede for vores familie og lære børn, hvad bøn betyder. Vi kan være i forbøn for andre – venner og fjender. Vi kan bede for samfundet og ledere, for vækkelse og et sandt trosliv, for menighed og præster og for de syge. Vi kan bede mod det, der står Guds ord imod, så at sige underminere det i bøn. Forbøn er et mægtigt våben, som vi måske for ofte underkender eller ikke får prioriteret nok som en åndsdisciplin.
Vi har brug for at opmuntre hinanden til at være trofaste bedende kristne. Mit håb er, at vi i de kommende år får sat fokus på, hvad det vil sige at være et bedende menneske. Vi har brug for på ny at tale med hinanden om, hvordan bøn kan fylde mere i vores hverdagsliv, i hjemmene, ved møder, i bibelkredse eller ved nye platforme i vores fællesskaber. Vi har brug for en ny generation af kristne, som lærer mange ældres bøns-tålmodighed og kald til at være forbedere.
Vi skal give plads til frimodigt at pege på forbilleder, når det handler om bøn, give mere plads til vidnesbyrd om bønnens betydning, være bevidste om vejledning og praktiske hjælperedskaber til et godt bønsliv. Fra ledelsens side vil jeg gerne, om vi kan arbejde på en bedefolder for bevægelsens arbejde eller lægge konkrete bedeemner ud på sociale medier, som tilskynder til at bede for Indre Mission. For skal vores missionsarbejde holdes på et sundt spor og bære frugt for evigheden, så må det – som alt andet i vores liv – omsluttes i forbøn.
Bøn er en privilegeret mulighed i Guds rige og et fantastisk hvilepunkt for et Gud barn.
Hans-Ole Bækgaard er valgmenighedspræst og formand for Indre Mission.
Læs om de seks kendetegn på indremission.dk/6kendetegn
Artiklen har været bragt i: IMT 2016 nr. 3
